Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Baade Og Torsdag / Lene Andersen (alias Jesper Knallhatt) / 419 sider
Det Andersendske Forlag. ISBN
Anmeldt 15/11 2008, 18:02 af Kim Toft Hansen

Spørge Jørgen slår igen


Spørge Jørgen slår igen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged' alle med sin spørgen
fra han vågned' til han gik i seng.
Far og mor de blev så træt af alt,
det han spurgte om var noget være pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.”
Spørge Jørgen (Kamma Laurents)

Det er indlysende, at det gode spørgsmål kræver et godt svar. Men det er sjældent ligeså selvindlysende, at det et godt svar rent faktisk også kræver et godt spørgsmål. Samtidig bliver det ofte værre af, at det gode svar ofte stiller flere nye – og ligeså gode – spørgsmål. Det er dog ikke kun forskerens eller formidlerens lod at kæmpe mod svarets paradoks, for det er i ligeså høj grad en vigtig del af det at være menneske. For som den svenske krimiforfatter Arne Dahl starter og slutter sin roman En midsommernatsdröm med at konstatere, at ”ingenting någonsin är färdigt”.

Verden er en proces
Hos Arne Dahl er der en central pointe i at skrive, at ”ingenting någonsin är färdigt” både i starten og i slutningen, for det understreger gentagelsen. Vi gentager os selv gang på gang ved at skrive os ind i de samme mytiske beretninger, selvom vi i udgangspunktet anser os selv som åh, så oplyste. Men det er ikke kun Arne Dahl, der har fået øje på dette. Efter at have diskuteret og reflekteret over menneskets mulighed for at skabe mening og derved opfatte virkeligheden, tager Lene Andersen fat på nøjagtig samme spørgsmål – eller menneskets lod, som hun kalder det: ”Verden er en proces, og den bliver aldrig færdig. Vi bliver aldrig færdige” (s. 145).

Ikke nok med at dette er en central filosofisk pointe i hele værket Baade Og, ikke nok med at dette er en igangsættende påstand en diskussion af det grundlag vi skaber, forstår og udnytter verden på, Lene Andersen slutter sågar også af med at understrege pointen til slut i værket: ”Vi bliver aldrig ”færdige”, og det gør vores læring heller ikke… Det er processen, der giver mening: dét at skabe ting – eller til nød: at købe og erhverve sig ting – ikke dét at have ting” (s. 395). Det er filosofisk pragmatik i sin specificitet, vi her har fat på – og det er den eneste måde, vi kan finde ud at sameksistere på, hvis menneskeheden skal have en chance for at overleve. Det er i hvert fald påstanden, der eftertrykkeligt understreges i fjerde bind i Lene Andersens serie Baade Og.

Knall i hatten
De formelle betingelser, værket bygger på, er stadig de samme. Bogen er udgivet under pseudonymet Jesper Knallhatt, som ingen efter sigende ved, hvem er. Professoren Pamfilia Severinsen finder i 2033 en gammel computer fra vor tid, hvorpå en række dokumenter af en vis hr. Knallhatt ligger – det er disse dokumenter, der er udgivet i bøgerne Baade Og. Disse dokumenter handler om en samtale mellem to personer, den pensionerede tv-producer Cornelius Magnussen, som sidder på psykiatrisk afdeling, og den unge livsstilsjournalist Tenna E. Rasmussen. Tenna besøger Cornelius, fordi han i sin tid skal have påstået, at de ting, vi omgiver os med, afspejler vores værdier. Dette vil Tenna have uddybet – og hun sidder nu på fjerde dag, torsdag, og lytter til Cornelius’ teorier om stort set alt mellem himmel og jord. Og det dér uden for…

De gode spørgsmål, som Lene Andersen har taget fat på, bliver nu udfoldet yderligere. I Baade Og Mandag spurgte hun ”hvad har vi gang i?”. Det blev til en grundig formidling af en lang række videnskabelige, teoretiske og filosofiske pointer og traditioner, som på sin vis danner teoretisk grundlag for resten af serien. Det er dog ikke en forudsætning, at man læser bøgerne fra starten af, for de er skrevet, så de enkelte bind (nogenlunde) kan stå for sig selv.

Baade Og Tirsdag tog derefter fat på ”hvor kommer vi fra?”, hvilket tog os på rejse gennem menneskets udvikling fra smattet i ursuppen til mikroovnens gastronomiske vidunderlighed – og videre endnu. Den centrale pointe er her, at vi har udviklet os som art, såkaldt fylogenetisk, på linje med, hvordan et menneske udvikler sig, såkaldt ontogenetisk. Menneskeheden er derved gennemgået nogle udviklingstrin, som går over eksempelvis spæd, barndom til det stadie, vi nu befinder os i, nemlig en teenagerepoke. Dette stadie, hvor teenageren har pubertetsforvrængende problemer med at acceptere andet end sig selv, er et centralt aspekt i, at verden står i problemer til halsen – uden klare hensigter om at løse dem.

Baade Og Onsdag tager således fat på, hvad vi har af muligheder for at komme ud af dette morads af fylogenetiske hormonforstyrrelser, ved at stille spørgsmål ”hvor er vi på vej hen?”. Et grundigt blik i fremtidens krystalkugle forsøger på at forklare, hvordan vi kan redde os selv ved at tænke os grundigt om. For selvom vi måske er i en svær periode i menneskets historie, er vi så heldige, at vi er udstyret med et valg: Vi kan rent faktisk ved fælles hjælp vælge at blive voksne og tage vare om hinanden. Lene Andersens foreslåede system lanceres her under betegnelsen ’global eksistentialisme’, hvilket dækker over, at vi er nødt til at sætte nogle kerneværdier centralt, for at vi ikke trækker eksistensens gulvtæppe væk under os selv. Disse værdier kommer til at stå centralt i nærværende bind, Baade Og Torsdag.

Hjerne, ja, det har vi alle sammen – vist nok
Der går derfor i høj grad Spørge Jørgen i den, når Lene Andersen tager fat. Men hun har samtidig netop forstået, at det gode svar – som hun også leverer en lang række af – kræver det gode spørgsmål. I sin simplicitet stiller hun således her spørgsmålet ”hvorfor?”. Mere præcist spørger hun ”hvorfor bliver vi ved med at begå de samme fejl generation efter generation?”. Baade Og Torsdag giver et grundigt svar på dette – tør jeg nok sige – gode spørgsmål.

For at kunne besvare dette spørgsmål er Lene Andersen nødt til at fremlægge forudsætningerne for, at hun overhovedet kan besvare dette spørgsmål. Det betyder, at hun tager et langstrakt ridt igennem, hvordan vi – som individer og kollektiv – skaber mening ud af den virkelighed, som vi oplever, samt hvordan dette foranlediger os til at tro på nogle ofte meget forskellige sandheder. Heri ligger nemlig kimen til besvarelse af ”hvorfor?” gemt.

Et centralt omdrejningspunkt er her de resultater hjerneforskningen er kommet frem til inden for de seneste små tyve år. Lene Andersen giver dermed og derfor en helt igennem forståelig introduktion til en videnskab, der efterhånden er ved at have bidt sig så grundigt fast, at vi nærmest er nødt til at vide bare lidt om den. Det er i den grad noget, vi har gang i. Ydermere giver dette faktisk også undervejs nogle rigtig gode forklaringer på menneskelige reaktionsmønstre, men neurologien har stadig en stabel ubesvarede spørgsmål – igen rejser det gode svar, tretten nye ligeså gode spørgsmål.

Eksempelvis har neurologien besvær med at forklare, hvorfor vi har bevidsthed, fordi vi – tilsyneladende – ikke har et præcist center for bevidsthed. I stedet opstår bevidsthed ud af en synergieffekt blandt hjerneceller og synapser, der tilsammen danner klaroverhed, som er Lene Andersens begreb for det, at vi ved, at vi er til. Dette er især et interessant stød til den kognitive psykologi og følelsesfysiologi, som har uddelt nogle gevaldige prygl til Freuds begreb om det underbevidste, idet der heller ikke findes et center for underbevidsthed. Men noget af det, som Lene Andersen her for forklaret ganske nøje, er, at både bevidsthed og alt det, der foregår i hjernen uden vi selv bemærker det, opstår ud af interaktion mellem flere elementer i hjernen og ikke kun på ét sted.

Detaljeringsgraden er til tider stor, men hun formår at bringe det ind i en forståelseshorisont, hvor denne besværlige forskning giver mening for os andre, der ikke kender til hjernens, kroppens og neurofysiologiens strukturer. På den måde ligger hun på linje med god hjerneforskningsformidling, som Morten Kringelbach også formår det i sin Hjernerum. Hvor Lene Andersen tager nogle skridt videre, er i forhold til koblingen til andre videnskaber, hvilket Kringelbach selvfølgelig også gør, men Andersens tema er ikke kun at formidle denne viden, for det skal i høj grad også bruges til noget her. Og det bliver det…

Virkeligheden, mening og sandhed
Hun bruger især til at definere, hvordan vi opfatter verden, og hvorfor det er, at nogle forklaringsmodeller virker mere plausible på os end andre. Selvom andre kulturer kan have meget forskellige eller sågar helt modsatrettede forståelser af samme problemer. Hun trækker her – som i de tre øvrige bøger – på Richard Dawkins begreb memer, der er forstået som kultur-DNA. Til forskel fra den genetiske forståelse af DNA, der formerer sig fra generation til generation, så formår kultur-DNA at formere sig fra individ til individ inden for samme generation. Derfor kan memener formere sig hurtigere end genmateriale.

Men memerne hænger tilsyneladende fysisk sammen med ikke nødvendigvis generne, selvom det dog antydes, men i høj grad er det plausibelt, at kulturelle mønstre rent faktisk lagrer sig fysisk i vores hjerner. Når vi fødes ind i en kultur, vokser vi op iblandt en række forskellige memer eller kulturelle mønstrer kaldet memplexer, hvilket vi tager til os som korrekte – i Kina er det velmenende kutyme at smaske ved bordet, hvilket det ikke er hos danskere, der er født ind i efterladenskaber fra et Emma Gad-mem. Men når vi tillærer os noget specifikt, såsom bordskik eller at køre i højre side af vejen, kan det måles direkte på tykkelsen af synapserne mellem hjernecellerne. Flyttede en dansker til England i dag, ville det i starten være svært at vende sig til at køre i venstre side af vejen, men med tiden lærer man det. Man vender sig til det. De synapser, som leder information om, hvordan man forholder sig til at køre i venstre side, vokser simpelthen.

Derfor er det yderst plausibelt, at kultur-DNA lagres rent fysisk i hjernen på, og derfor er det også enormt svært at vende sig af med tillærte kulturelle gøremål. Derfor gentager vi ofte os selv, fordi vi har lagret og muliggjort det gennem vores hjernestrukturer. Det kan sammenlignes med bredbåndsinternet: Jo bredere båndet er, jo mere information kommer igennem, og jo lettere bliver det at trække information den vej. Men samtidig bliver det svære at trække informationer ad andre synaptiske konstellationer, ganske simpelt fordi disse skal oparbejdes gennem træning. Dette er er læring i sin essens; øvelse gør mester.

Dette har derfor også betydning for, hvordan vi opfatter virkeligheden på bestemte måder. En bestemt kultur – fx en religiøs kultur over for en sekulariseret kultur – kan derfor have umådeligt svært ved at snakke med en anden, fordi synapserne er opbygget på en bestemt måde begge steder, som kræver omdefineringer – og det er disse der gør ondt. Det overraskende ved disse resultater er, at neurologien på denne måde i flere tilfælde faktisk ikke nødvendigvis tilfører ny viden. I stedet er disse forskningsresultater blot mere videnskabelige bekræftelser af filosofiske kernepointer. Denne måde at opleve verden på, hvor vi ikke fx behøver at vende os til at køre i højre side af vejen, hver eneste gang vi skal køre bil, eller hvordan man skal sidde ved bordet, når man spiser, eller noget så simpelt, som at græsset er grønt, havde Immanuel Kant også fat på i sin filosofi. Han kaldte det i Kritik af den rene fornuft for ”rekognitionens syntese”. Læg i øvrigt her også mærke til, at ordet ”kognition” indgår i Kants begreb, der netop dækker over, at vi ikke møder verden som et carte blanche, hver gang vi slår øjnene op.

Men det betyder også, at den mening, som vi får ud af virkeligheden, bliver nødt til at være subjektiv – og derfor fordrer det i høj grad nogle fælles idealer, for at disse ”virkeligheder” ikke skal blive ved med at støde sammen, som verdenshistorien har budt på så mange af. Løsningen på dette er den såkaldte globale eksistentialisme, som blev introduceret i tredje bind, udbygget i dette, men selve udfoldelsen af den andersenske form for eksistentialisme skal vi vente med til femte og sidste bind, der udkommer næste år. Men grundteorien er fremlagt og beskrevet indgående i anmeldelsen af Baade Og Onsdag ”Æstetikeren bliver voksen”. Med mindre vi placerer demokrati, humanisme, pluralisme og retssamfund central i vores fælles system, går det galt – og derfor er tidens tendens, at vores retssamfund er ved at smuldre, hvis ikke vi ”vælger” at blive voksne.

Det rette valg, eller vi danser apokalypso
For selvom teorien kan lyde deterministisk og subjektivt foranlediget, så står vi som menneskehed med et valg: Hvis vi vælger retssamfundet og de tilhørende værdier, så opbygger vi også de fornødne synapser, vi skal bruge for ikke at havne i en opfyldelse af bibelske apokalypser. Og valget er faktisk ganske simpelt, at vi skal blive ved med at vælge – og i valget skal vi tænke nyt. ”Ingenting är någonsin färdigt” – så simpelt er det faktisk.

Det er heller ikke uden årsag, at det er så oplagt at trække et kunstværk som Arne Dahls roman ind i billedet her, for kunstteori er overraskende meget af i Baade Og Torsdag. Kunsten spiller nemlig en helt central rolle, ved at den skubber til vores erkendelsespotentiale (og pudsigt nok så arbejde krimien, som Dahl skriver i, og som Cornelius Magnussen også har produceret, netop med erkendelse som et helt centralt element). I tidligere anmeldelser på siden her er den tyske filosof Theodor W. Adorno blevet nævnt, og hos ham har kunsten – som den allersidste instans netop muligheden for at bringe os ud af det morads, vi selv har bragt os i. Kunsten er her vores eneste chance for nye erkendelser.

Intelligens og klogskab
En meget lignende filosofi omkring æstetikkens erkendelsesmuligheder finder vi hos den danske filosof Dorthe Jørgensen. Jørgensens pointer ligner – i sine dog noget mere besværlige formuleringer – meget om Lene Andersens kritiske formaninger. Et godt eksempel hos Jørgensen er hendes skelnen mellem æstetik og æsteticering, hvor det sidste handler om den overfladiske sansekultur, vi nu er en del af, der kun retter sig mod lettilgængelig sanselighed uden foranledninger til nye erkendelser. Æstetik er derimod – i begreber hentet fra den tyske filosof Baumgarten – en unik måde at opnå erkendelser på, som man ikke nødvendigvis kan få andre steder fra. Og denne skelnen sætter Lene Andersen – dog uden at bruge disse begreber – også i spil.

Eksempelvis skriver hun, at ”medmindre vi virkelig bliver seriøst klogere – ikke mere intelligente, men klogere – så vil fremtidens mennesker forandre sig selv med psykofarmaka og hormoner og plastikkirurgi, kunstige lemmer, implantater i hjernen og nanoteknologi og alle mulige ting” (s. 270). Så direkte er Dorthe Jørgensen godt nok ikke, men begreber stemmer overraskende godt overens. Det menneske, som Lene Andersen her diskuterer, er netop det æsteticerede menneske, der forandrer korpus gennem plasticitet uden nødvendigvis at søge fornyede erkendelse heri.

Ydermere skelner Lene Andersen her mellem intelligens og klogskab, hvilket også er yderst relevant i forhold til Dorthe Jørgensens pointer. Intelligens er vores samlede vidensbank, der blot bliver større og større, uden at vi på nogen måde længere kan overskue, hvad den indeholder, eller hvad denne viden skal bruges til – eller bør bruges til. Dette kalder Jørgensen netop for viden, der i sig selv er partikulær, hvilket betyder, at det ikke er sat i forbindelse med andre typer viden eller andre sammenhænge. I modsætning til dette sætter Dorthe Jørgensen visdom, som tilfældigvis også er et ord, som Lene Andersen bruger om klogskab. Visdommen er netop den måde at tænke på, som bringer det partikulære i samspil i det almene.

Viden eller intelligens er der på den ene side intet i vejen med, men der er noget i vejen med ikke at sætte det hele i det almenes tjeneste gennem visdom og klogskab. Det er Lene Andersen og Dorthe Jørgensen – fra hver deres synsvinkel – tilsyneladende temmelig enige om. Lene Andersen formulerer det således: ”Åndeligheden handler om at se sig selv som en del af et større hele og på et plan som rækker ud over sproget og vores klarovre erkendelse” – det kan æstetikken, som i den grad derved er nødvendig for eksistensen i et pragmatisk samfund. Den gode kunst kan rokke ved vores forestillinger og bringe os videre fra vores suppedas af selvtilstrækkelighed.

Prygl, tæv og forsoning – om sport!
Baade Og Torsdag fortsætter i det revsende toneleje, som de tre forrige bind også er sprunget ud af. Derfor er der enkelte sekvenser, hvor tonen bliver en kende skinger, hvilket har et dobbeltspor i bøgerne. For på den ene side bliver det undskyldt af, at Cornelius er medicineret, og tager han ikke sin medicin, bliver han en højrøstet fortissimo med liderlighed som afmagt, men på den anden side giver det Lene Andersen mulighed for for alvor at slå nogle pointer fast. En kommentar som denne slipper man kun godt fra, hvis man har opbygget et troværdigt – og måske fiktionelt – univers at lade en karakter ytre sig i:

”Så hvis de religiøse mørkemænd får succes med deres avls- og fordummelsesprojekt, og der heller ikke er noget incitament for folk i den velstillede del af verden til at lære at læse og skrive og tænke kritisk, fordi de kan ligge på sofaen og se sport hele weekenden, og vi samtidig har fyldt vores hjerner med bly og farvestoffer og andre sjove ting, så der alligevel ikke er noget af os der kan koncentrere os om en skid, så bliver det virkelig sjove tider der ligge forude! Bum, kammerat! (s. 239).

Meningen er selvfølgelig også, at man skal føle sig lidt stødt og trådt på, for ellers virker debatten her ikke. Jeg følte mig, som glad sportsudøver og tilfreds fodboldseer netop trådt på af sammenligningen mellem religiøse mørkemænd og sportsseere. Undervejs i bogen bliver sport brugt som et eksempel på dårligdom og forvredet konkurrenceudøvelse på linje med Vild med dans. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at den forretningsdrevne sport er vredet udi nogle skævheder, der bør rettes op på, men at fremhæve sport som kilde og medansporing til de totalitarismer, som kritikken rammer, overser tilsyneladende de mange ekstremt fornuftige aspekter, som sporten medfører. Integrationspolitisk – hvilket også er et gennemgående element i forståelsen af hinandens forskellighed – fungerer sport også ganske godt som kilde til deltagelse i noget fælles. Her er det umådeligt farligt at komme til at sammenligne sport – udøvet som leg, ganske fornuftigt kropslig rørelse og erkendelsesforøgende mediation – med militærparader i trampende sorte støvler.

Sport fungerer – både for den, der udøver, og den, der kigger på – som meditative elementer, der frigør nogle velgørende stoffer, som derpå faktisk kan foranledige både kreativitet og nytænkning. Man snakker her også om kropslig intelligens, som ikke bør underkendes. Måske er det, fordi jeg er en oprømt sportsidiot, at jeg falder over dette, men tilsyneladende falder Lene Andersen her tilbage i aristotelisk binær logik, når hun siger, at uanset ”hvor vanskelige problemer vi står over for, så vil vi altid interessere os mere for vores landshold og aparte mennesker og deres sexliv end for vores globale ve og vel” (s. 246). Godt nok fremstår det her ikke helt som modsætninger, men sådan fremstilles det fortrinsvist undervejs, men sport udelukker vel ikke globalt ve og vel.

Se eksempelvis her Sönke Wortmanns film Der Wunder von Bern om VM i fodbold 1954, der – ved at Vesttyskland overraskende vandt – netop derved blev en central medspiller i den internationale anerkendelse af Vesttyskland som land efter forbrydelserne under den anden verdenskrig. Selvom sport kan trække alfahannen frem i de færreste, så er det faktisk de fleste der ikke betragter sport som religiøs fanatisme og nationalisme, men netop som en foranlediger til fællesskab på tværs af grænsedragninger. Det er uheldigt og særligt dubiøst at trække så klare linjer over for sport, der i visse henseender faktisk kan være en kunst (læs eksempelvis den tyske filosof Hans-Ulrich Gumbrecht om dette). Man kan måske endda være både et godt menneske og se sport samtidig.

At have mod til at sætte sig imod
Det er derfor menneskets lod, at det står midt i en situation, hvor det skal træffes et valg, et eksistentielt valg. Og derfor skal vi stille spørgsmål for slippe ud af de vanlige synapser. Det har Tenna, som modspilleren til Cornelius, også efterhånden lært, og i Baade Og Torsdag er hun for første gang en helt værdig modstander, der rent faktisk overasker Cornelius med modspil og gode argumenter. Hun har gennem de første tre bind udviklet sig til en bedre og bedre modspiller, og her i fjerde bind tager hun fat. Det betyder også noget for dialogen, der ikke længere kun er på Cornelius’ præmisser. Nu har man faktisk fornemmelsen af en reel dialog, hvilket det var så som så med særligt i første bind.

Derfor er det også tydeligt, at projektet udvikler sig og bliver bedre og bedre. Baade Og Torsdag er langt overvejende også den mest helstøbte af de fire bøger hidtil. Teoretisk er den også mindre fragmenteret, eller også er det, fordi jeg efterhånden har vænnet mig til stilen. Det virker under alle omstændigheder oftest ret naturligt, når de forskellige traditioner, teorier og videnskaber sættes til at sitre over for hinanden. Humoren er på plads, tankegangen følger en logisk konsistens dialogtråd, og når det så er sagt, så bygger det nok basalt set på det helt elementært gode spørgsmål ”hvorfor?”. Jeg kan derfor kun glæde mig til, at det bliver fredag – ikke fordi det bliver weekend, men fordi vi her finder ud af, hvad tidens mest ambitiøse litterære værk på dansk ender med.

75
Forrige anmeldelse
« Esma Birdi – et liv i to verd... «
Næste anmeldelse
» Chokdoktrinen – Katastrofekap... »