Bogen InterView har i snart mange år huseret som fast inventar i mange af de opgaver, der bliver skrevet på Aalborg Universitet – i al fald på Humaniora. Da mange projektgrupper har lyst til at beskæftige sig med indsamling af kvalitativ data, har mangen en vejleder krævet noget teori, som kunne beskrive den systematiske indsamling af interviewdata og efterbehandling af disse. I den forbindelse har Steiner Kvales bog været nærmest uundgåelig.

I foråret kom så den 2. udgave af bogen, hvor Kvale har allieret sig med Svend Brinkmann, og bogen har dermed fået et tiltrængt løft, hvad angår såvel det rent håndværksmæssige aspekt omkring interviewsituationen og hvad angår de etiske og sociale problemstillinger forbundet med denne type dataindsamling.

Bogen er meget pædagogisk delt op i flere forskellige overordnede kapitler med en grundig læsevejledning, der giver de læsere – som udelukkende er interesseret i de rent praktiske informationer omkring afholdelsen af interviews – mulighed for at springe frem i teksten. De, der derimod er interesseret i de forskellige teoretiske begrebsdannelser og tanker omkring denne type af research, kan derimod læse bogen fra ende til anden og på den måde blive ført ganske grundigt rundt om emnet.

Det gode ved bogen er, at den også er i stand til at se sine egne begrænsninger, for som undertegnede så mange gange har sagt til håbefulde studerende, så bliver man altså ikke Michael Parkinson i løbet af et semester, bare fordi man læser en bog om interviews. At blive en god interviewer er noget, der både kræver en hel del praktisk træning, erfaring og ikke mindst social tæft.

Som Kvale og Brinkmann skriver: ”Forskningsinterview er et håndværk og ikke en systematisk metode, hvor man skal følge mere eller mindre mekaniske regler. Det at interviewe er en færdighed, der læres gennem egen praksis, ved at man iagttager, hvordan mestre indenfor faget interviewer, og ved at læse fremragende interviewrapporter. Opfattelsen af interviewet som håndværk fritager ikke én for metodemæssig stringens, men lader udøvelsen af denne stringens henhøre under interviewerens færdighedsniveauer og dømmekraft” (s. 324).

Bogen er derfor, som den første udgave også var det, en glimrende introduktion til mange af de tanker og teorier, der ligger bag det som forfatterne kalder ”kunsten” at interviewe, og med det in mente er og bliver Kvales bog en god, grundlæggende introduktion til området. For de der er interesseret i mere, byder bogen også på mange referencer til andre værker, som med fordel kunne opsøges af de, der har lyst til at vide mere.

Bogen er letlæselig, fint sat op, selv om den på udsatte steder har en tendens til at blive lige vel gentagende og for den sags skyld nærmest overpædagogisk i sin insisteren på at komme hele vejen rundt omkring alle spørgsmål og aspekter af det kvalitative interviewet som genre. Derfor er den alligevel stadig kendetegnet af at være en både brugbar og virkelig god indføring i et emne, som mange normalt ikke tænker så meget over.

Selv om InterView oprindeligt er udsprunget af samfundsvidenskab, så er det en grundbog, der kan bruges i forbindelse med mange forskellige fagområder, hvor der kan foreligge et ønske om at indsamle kvalitativ data, måske som supplement til den kvantitative, eller i et forsøg på at inddrage en reel omverdens syn på det emne, man aktuelt beskæftiger sig med.

Den nye udgave af InterView kan derfor på det varmeste anbefales til både de, der i forvejen kender til Kvale, og måske især til de, der er interesseret i emnet, men som aldrig har læst om det før. Den eneste faggruppe, som måske kan føle sig en smule snydt eller forbigået er journalisterne, der i langt de flestes tilfælde benytter interview som en fast del af deres daglige arbejde. Selv om det journalistiske, afslørende eller dybdeborende interview i flæng nævnes, er det ikke noget bogen berører synderligt – og det er egentlig en skam, for selv om journalistik ret beset ikke kan betegnes som egentlig forskning eller videnskab, så er det ikke desto mindre journalisterne, der igennem mange års intensiv erfaringsudveksling og praksis har gjort interviewet til en decideret kunstform, som kun de færreste akademikere besidder.