I bogen Drengen der voksede op som hund, der bærer undertitlen Hvad vi kan lære af traumatiserede børn om tilknytning, tab og heling, får man som læser en blanding af casemateriale, teori og et indblik i en fagpersons faglige såvel som personlige udvikling. Bruce D. Perry, der er internationalt anerkendt børnepsykiater for sit arbejde og forskning i børns traumer, får i denne bog hjælp af journalist Maia Szlavitz til at formidle en blanding af grusomme skæbnehistorier, teori om hjernens udvikling, behandling af traumer og en fortælling om Bruce Perrys lange karriere som kliniker og forsker indenfor området for børn og kriser.

Bogens omdrejningspunkt er de patienter og sager som Bruce Perry igennem sin karriere har arbejdet med, der alle har det til fælles, at de omhandler børn og unge, der har oplevet traumer og tab i relation til deres omsorgsgivere. Der er tale om fysiske og psykiske overgreb på børn og unge, der er så omfattende, at disse casepersoner udviklede betydelige belastningsreaktioner som resultat af deres langt fra normale opvækst. Man føres som læser bl.a. igennem historier om børn og unge, der som respons på det skadelige miljø de er opvokset i, blev selvskadende, udviklede sig antisocialt, holdte op med at vokse og udvikle sig psykisk såvel som fysisk.

Indflettet i disse beskrivelser følger man udviklingen af Bruce Perrys forskningsmæssige såvel som teoretiske udvikling af en teori, der ikke placerer sig i enten ”arv” eller ”miljø” lejrene, men forsøger at vise, hvordan hjernen udvikles i konteksten af tryg såvel som utryg tilknytning, og hvordan man i dette bio-psyko-sociale perspektiv kan forstå, hvorfor børn og unge kan udvikle sig skævt. Bruce Perry underviser løbende igennem bogen i, hvordan hjernen udvikles, hvordan den virker, hvilke strukturelle dele af hjernen, der er ansvarlige for, hvad og hvordan et mere eller mindre tilstrækkeligt miljø kan få fatale såvel som helende indvirkning på, hvordan hjernen, udvikles. Med denne løbende neuroanatomiske og neuropsykologiske teoriindføring kommenterer Bruce Perry videre på, hvordan ændringer i samfundet, herunder familien og kulturen, har massiv indvirkning på det enkelte barns muligheder for at udvikle sig.

Blandt andet stifter man som læser bekendtskab med en casebeskrivelse af en dreng, der trods moderens bedste intentioner, blev ført ned af en udviklingssti, der ledte ham til at besidde minimal evne til empati. Der, hvor vi møder denne dreng, skal Bruce Perry vurdere hans domsegnethed i forbindelse med en retssag, hvor han dømmes skyldig i at have myrdet og voldtaget to unge piger koldblodigt. Drengens mor havde tidligere opfostret et psykisk sundt barn, men da familien var flyttet fra den udvidede familie, der kunne kompensere for moderens psykiske mangler, blev drengen, som vi møder, omsorgssvigtet i en sådan grad, at han udviklede en antisocial personlighed.

Hvad Bruce Perry fremhæver i denne case er, hvordan storfamiliens smuldren kan betyde, at den sociale støtte forsvinder fra i forvejen ressourcesvage familier, der sætter disse børn i større risiko for fejludvikling end tidligere. På denne måde pointerer han således, hvordan vores ændrede samfundsstruktur kan få fatale følger for de børn, der ikke er heldige at fødes ind i ressourcestærke familier. Dermed giver Bruce Perry et mere nuanceret perspektiv på det ”resilitente barn” og fremhæver, at udvikling ikke er noget, der foregår i det enkelte menneske, men foregår i et komplekst samspil mellem menneskets biologi og miljø. Derfor mener han, at børn, der mistrives og svigtes, bør tages alvorligt, for ikke at forpasse væsentlige udviklingsmæssige ”vinduer” i barnets udvikling, fordi man tror, at børn er robuste og ”nok skal klare sig”.

Videre beskæftiger bogen sig med at illustrere, hvordan børn, unge og voksne kan udvikle sig fra en ellers stagneret position ved at gribe til det selvsamme instrument, som satte udviklingen i stå: den menneskelige relation. Denne intervention bygger på teorien om den plastiske, sociale hjerne og illustrerer, hvordan en neurosekventiel intervention, der følger principperne for hjernens normaludvikling, kan tænkes at muliggøre terapeutisk arbejde med tidligt skadede børn, unge og voksne. Teorien er en hybrid imellem neurobiologi, neuroaffektiv psykologi, psykodynamiske udviklingsteorier såvel som kognitive udviklingsteorier.

Psykologiske og psykiatriske teorier har længe beskæftiget sig med at forstå sådan en udvikling, men det, der gør denne bog interessant er, at den blæser liv i disse personløse udviklingsteorier samtidig med, at forfatterne formidler relativt kompleks viden om hjernens udvikling på en måde, så selv de fleste kan være med. Bogen bliver derfor hyperrelevant for læsere, der f.eks. spørger sig selv, hvilke konsekvenser de uhyggelige svigts- og misbrugshistorier, der fra tid til anden dukker op i danske medier, mon kan få for børn. Videre åbner bogen også op for at lære os omkring, hvordan vi kan forstå, at nogle mennesker begår uhyggelige overgreb og forbrydelser som voksne, hvis vi kigger ind i deres udviklingshistorier.

Bogen kan anbefales til fagfolk såvel som interesserede læsere, der ønsker at få en bedre forståelse for, hvorfor den tidlige opvækst er så vigtig, som den er. Det faglige niveau i bogen er som nævnt på et niveau, hvor selv de fleste med en interesse og viden om børns udvikling kan være med, og skal derfor ikke ses som en større teoretisk indføring, hvilket i sagens natur kan tale både for og imod at læse bogen. Dog beskriver bogen udviklingspsykologi på en integrativ måde, der bygger bro mellem arv og miljø og giver liv og ansigt til de teoretiske abstraktioner, der normalt er kendetegnende for faglitteratur om børns udvikling. Bogen kan derfor ses som en mulighed for at placere udviklingsteori i en mere livsnær kontekst, der kan virke som en vigtig bro mellem teori og praksis, og bogen kan derfor være svær at ligge fra sig igen, da den både er informerende og rørende på samme tid.