Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Baade Og Onsdag / Lene Andersen (alias Jesper Knallhatt) / 463 sider
Det Andersendske Forlag. ISBN
Anmeldt 3/8 2008, 15:38 af Kim Toft Hansen

Æstetikeren bliver voksen


Æstetikeren bliver voksen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

“The future is here. It's just not widely distributed yet.”
William Gibson

“Fremtiden bliver fuldstændig lige som nutiden, bare anderledes”, skriver Lene Andersen / Jesper Knallhatt i Baade Og Mandag. Og hvad fremtiden bringer er emnet for Baade Og Onsdag, der er tredje bind i fembindsværket, hvor fjerde bind skulle være på trapperne. Profeten tager derfor over, hvor historikeren slap i forrige bind, hvilket derfor – selvfølgelig, når man kender de to første bøger – i særlig grad kommer til at forudsætte fortiden. Mandag og tirsdag var indsigtsgivende stævnemøder, og onsdagens rendezvous er intet mindre end øjenåbnende for den selvfede æstetiker. Bringer fremtiden – altså torsdag og fredag – ligeså underholdende fagformidling som fortiden – ugens første tre dage, lægger jeg gerne filosofiske smuler til etiske tæv.

At fremtidsvisionen forudsætter fortiden, betyder dog ikke, at seriens foregående drøftelser er en forudsætning for forståelsen af det tredje bind. For den gestaltede dialog holder i høj fast i bøgernes formidlende rolle. Når det er en almenmenneskelig dannelse ud fra flerstemmige og særligt tværfaglige perspektiver, som er placeret i centrum, så bør det ikke være en forudsætning, at man kender til de faglige profiler, der kombineres. Det er i øvrigt i sig selv en umulighed ifølge Lene Andersens eget teoretiske univers, hvor kompleksiteten i samfundet har nået et højdepunkt, der umuliggør et overblik over de mangfoldige faglige enklaver. Derfor er der – i Onsdag – fyldige resuméer og diskussioner af de foregående konklusioner, endog nogle revisioner, som alle spiller en central rolle i profetien om, hvor vi er på vej hen – selvom det tværfaglige teori er lidt vanskelig i sin helhed. Man kan dog godt starte med 3’eren, men man skal ikke snyde sig for de første par stykker. Baade Og Onsdag fortæller således om fremtiden, intet mindre – den, der som bekendt er så svær at spå om (beklager, disse bevingede ord skulle med!).

Scenen er stadig den psykiatriske afdeling, hvor den kyndige Cornelius får besøg af den – efterhånden mere og mere – tænkende Tenna. Tenna er livsstilsjournalist og skal interviewe Cornelius, en tidligere tv-producent, om ”at det er designet på vores møbler, der bestemmer vores holdninger og værdier” (s. 43) – og det vil Tenna gerne have uddybet. Og det får hun så sandelig også. Indtil nu har diskussionen strakt sig over tre dage, tre tykke bind og spandevis af kaffe (både for de to fiktive hovedkarakterer og undertegnede) – og der er efter alt at dømme to dage og to bind tilbage endnu. Med andre ord er det stadig dialogen, der prioriteres, frem for den skråt nedad talende videnskab. Formidlingen af vanskeligt stof er et grundperspektiv, og det lykkes at skabe en plausibel diskussionsflade, der kommer til at fremstå troværdig – både introvert i forhold til selve seancen, og ekstrovert i forhold til de emner, der tages op.

Grundlaget for diskussionen er en tv-serie under titlen CPH1, som Cornelius i sin tid producerede. Det var en politiserie, som foregik (eller hedder det foregår, når det er i fremtiden?) i 2027, på hvilken baggrund seriens redaktion og i høj grad Cornelius selv måtte researche fortidens mønstre for at kunne give et kvalificeret bud på fremtidens samfundsperspektiver. Man kan kun gisne om, hvorfor det netop skulle være en politiserie, det forklares desværre ikke, men tidens fetich for kriminallitteratur tjener til en fortjenstlig sammenligning, idet budskabet heri ofte ligner Lene Andersens samtidskritik: Der er noget, der er ved at gå helt bananas, hvis ikke vi snart tager os sammen. Det efterlader os med to muligheder (formentlig spektralt sammenknyttede), som jeg senere vender tilbage til – først skal vi lige have fortiden med.

Teorien, fortiden og alle de andre rødder
For at tage skridtet ind i fremtiden, må vi kort rekapitulere de første to bind – med fordel kan Polyhistorens renæssance og Tabet af ”virkeligheden” læses, men for de dovne tager vi her en kort opsummering.

Det første bind er seriens mere teoretiske grundlag, der tager udgangspunkt i en kobling af naturvidenskabelige tanker og kulturteoretiske perspektiver i en pendulteori. Pendulteorien går ud på, at en række penduler, der bestemmer hvordan vi tænker og agerer, svinger fra et ekstrem mod et andet. På den måde indstilles det teoretiske grundlag på en parameter eller et spektrum i stedet for dualistiske modsætninger, som vesten tænkning er vant til. Det betyder samtidig også, at modsætninger dermed er inkluderet i hinanden, fordi de er en del af det samme pendul. Pendultankegodset omsættes således til en pragmatisk teori, der formulerer mennesket som flydende – såkaldt ’homo liquens’. Dermed er teorien i sig selv et opgør med store sandheder til fordel for en samfundsmæssig forståelse, der i stedet handler om dialog og gensidig gehør. Her når Lene Andersen frem til, at det rent faktisk kan være muligt at opprioritere på den menneskelige frihed og den sociale tryghed, på trods af at sociologien hidtil har haft disse som modsætninger. Her ser vi bøgernes overtitel iværksat: Både og! Dette former sig som fem tidspenduler for argumenternes, paradigmernes, religionernes, idéernes og trendenes udvikling, og det er især pendulerne, der kommer til at spille en rolle i onsdagens diskussion.

Det andet bind kastede sig derfor over fortidens pendulsvingninger i en analyse, der kobler både de naturvidenskabelige, det samfundsmæssige og det kulturelt-menneskelige faggrupper i en samlet dialog. Som grundlag for dette binder Lene Andersen for det første genetikkens og kulturteoriens udviklinger sammen (hun benytter Richard Dawkins mem-begreb for kulturudviklingen), men for det andet så er værkets spændende tanke, at hun herigennem kan sammenligne ontogenesen (det enkelte menneskes udvikling) og fylogenesen (menneskeartens udvikling). Altså forstået på den måde, at menneskearten også har et punkt, hvor man kan kalde det barn og teenager. Det er ikke en metode, som ikke er afprøvet før (se fx Michael Coles Cultural Psychology. A Once and Future Discipline), men undertegnede har endnu ikke set en så konsekvent, gennemarbejdet analyse af dette sammenligningsgrundlag. Jeg skal her ikke komme ind på de enkelte analyser, idet de er for omfattede til at beskrive her, men blot konstatere, at det er denne fortidshistorie, der netop er fundamentet for, at Lene Andersen i tredje bind kan kaste et blik ind i fremtiden.

Fylogenesen fylder 20
Menneskeheden træder – eller skal i hvert fald snart træde – ud af sin teenager-epoke, for ellers opstår der store problemer i verdens tilstand. Det hellige mål er en global eksistentialisme, hvor vi ikke kun erkender gennem dualistiske modsætningspar, som den aristoteliske logik har lært os. I stedet er det vigtigt, at vi supplerer dette verdensbillede med et skridt væk fra enten-eller i retningen af både-og. Der hvor mennesket ontogenetisk lærer at indordne sig i et samspil med andre – fx en partner – er i voksenalderen, hvor vi opdager, at vi ikke behøver at være ens for kunne være under samme tag. Det er jo derfor, vi har pizza! Derfor skal fylogenesen snart fejre sin 20-års fødselsdag – og Lene Andersen har allerede bagt kage til festen.

Mandag og Tirsdag bragte begge – sammen med de grundige analyser – en lang række teorier i spil (hvilket særligt gælder mandagsseancen) for at kunne udsige en masse velargumenterede brokkerier over verdens tilstand. Onsdag indfører til sammenligning ikke så megen ny teori, men bruger i stedet undervejs en god del – nødvendig! – plads på en gentage de centrale pointer. Men der bliver plads til introduceringen af det, som Lene Andersen kalder for, foragtcentrifugen og et nyt meta-narrativ.

Foragtcentrifugen
Foragtcentrifugen handler om, hvilke centrale værdier, der skal til for at skabe et samfund, hvor mennesker rent faktisk kan leve på lige fod (er det så meget at forlange?). Værdierne, der er uomtvistelige men selvfølgelig for sig selv diskutable, er retssamfund, humanisme, pluralisme og demokrati. Humanismen er ”princippet om at alle andre individer er berettiget til den samme frihed og tryghed og de samme rettigheder som man selv nyder eller ønsker at nyde” (s. 79). Pluralismen handler om, at vi ”anerkender at individer er forskellige og… at alle har krav på den samme respekt og de samme grundvilkår, til trods for at vi er forskellige” (s. 79). Disse er forudsætningen for demokratiet, der ”hviler på humanisme og pluralisme og fungerer kun i samfund af individer, hvor man anerkender hinanden som individer” (s. 78) – derfor bliver individet forudsætningen for samfundet, og af samme grund bliver det enkelte individs retssikkerhed også placeret centralt: ”før det hele, neden under demokratiet, individet, humanismen og pluralismen, ligger retssamfundet… inden demokratiet kan vokse frem, så er retssamfundets strukturer nødt til at være der og fungere” (s. 80). Det handler basalt set om, at der skal en art lovgivning og en domstol til, før demokratiet heraf kan vokse frem.

Det var kun centrum af centrifugen, og i øvrigt er dette centrum de instanser, der varetages er politikere, embedsmænd og regeringer. Men som centrifugale kræfter cirkulerer tre satellitter omkring selve det demokratiske grundlag, og det er forretning, religion og videnskab, der på hver deres måde kan risikere at spinde samfundet væk fra det retslige grundlag, hvis de bliver sluppet løs. Forretningen på grund af dens kynisme, religionen på grund af dens – i den radikale, fundamentalistiske form – dumhed, og videnskaben på grund af dens arrogance. Men samtidig kan der også komme nyt ud af det trods intern afsky. Videnskab og forretningen kan skabe nytænkning, videnskab og religion kan skabe etiske løsninger, og forretningen og religionen putter brød på bordet og skaber underholdning. Med andre ord er det tydeligt, at vi i systemet arbejder med to modsatrettede kræfter; en centrifugalkraft, der trækker samfundet væk fra demokrati, og en centripetalkraft, der drejer ind mod demokratiske løsningsmodeller.

Denne teori om centrifugale og centripetale kræfter har helt klare lighedstræk med den russiske kultur-, litteratur- og sprogfilosof Mikhail Bakhtin (se fx Ordet i romanen). For Bakhtin er disse kræfter netop de modsatrettede kræfter, der fungerer som helt grundlæggende historiske mekanismer – de gennemstrømmer alle historiske epoker, og eksisterer derfor altid og samtidig som transformative, dialogiske kræfter i samfundsstrukturen. For Bakhtin skaber de centrifugale kræfter differentiering og forskelle, mens de centripetale udmønter sig i enhedsmæssig sammenhæng. Her ser vi hos Bakhtin, som vi også ser det hos Lene Andersen, den pragmatiske filosofi effektueret i en model, hvor der hele tiden vil være modsatrettede kræfter, hvor imellem der gang på gang skal mægles for at finde en løsning. Dette system kalder vi demokrati.

Det nye meta-narrativ
Det andet nye teoretiske indspil er det, der bliver omtalt som et nyt meta-narrativ, som netop går ud på, hvordan vi er på vej væk fra det traditionelle enten-eller-system til et system suppleret med en både-og-logik. Logikken spiller i dette system en vigtig rolle, idet den aristoteliske logik, der ifølge mange kritikere har gennemsyret vores kultur, sprog og tankegang, trænger til udbygning, for at vi kan komme frem til en tankegang, hvor vi kan acceptere forskelle og integrere os selv i naturen snarere end at dominere den. I dette system integreres Niels Bohrs kvantefysik og en moderne logik, der omtales som fuzzy logic. Hver især er disse traditioner opgør med den ”almindelige” klassificering af verden. Kvantefysikken erkendte, for at skitsere det i (for)simple(de) termer, at naturen ikke var opbygget i simple binære koder, men kunne måles på forskellig vis. Det klassiske eksempel er lyset, der ifølge kvantefysikken kan være på bølger og partikler. Dette paradoks er kendt som komplementaritetsprincippet: ”at to fænomener gensidigt udelukker og samtidig supplerer hinanden” (s. 102). Således mener Lene Andersen også, at logikken kan fungere, nemlig ved at enten-eller og både-og synes at udelukke hinanden, mens de i hendes forstand er komplementære.

For at forklare dette introducerer hun, som sagt, fuzzy logic, der er en såkaldt analog logik, hvor den klassiske omtales som digital. Det betyder, at fuzzy logic har større mulighed for at arbejder med grader frem for modsætninger. Det gode eksempel i Onsdag er bunken med sand, hvorfra vi gradvist flytter ét sandkorn væk og danner en ny bunke. Spørgsmålet går så på, hvor mange sandkorn, der skal fjernes, før bunken holder op med at være bunke – og det kan man selvfølgelig ikke svare entydigt på, som den klassiske logik gerne vil. Et sådant eksempel viser endvidere blot, at vores pragmatiske hverdagslogik er flydende og spektral, hvilket gælder en lang række ting, som vi udmærket accepterer som overgange: ”Temperatur, afstand, skønhed, venlighed, behag, dårlig mave og krig, en hel masse andre ting giver det slet ikke mening at dele op i et binært enten-eller; der kommer i grader” (s. 108). Og det er vi alle sammen helt igennem klar over, hvilket Aristoteles i øvrigt også var, men overleveringen har bare (med vilje?) overset dette. Men pointen er, at skal logikken afspejle os selv, så står den for forandring i retningen af at proppe nogle både-og-fornemmelser ind i vores traditionelle enten-eller-narrativ.

Globen, etikken og fremtiden
Det var – i forkortet udgave – de nye teoretiske indspark til debatten, som ligger til grund for forudsynet. Her tager hun fat i to centrale 1800-tals filosoffer, nemlig Hegel og Kierkegaard. Kierkegaard skal have kritiseret Hegels kultur- og historiefilosofi for, at hvis Hegel kunne læse tiden og tilværelsen i sin vorden, det at han kunne ”kigge på historien og dens udvikling frem mod stadig højere niveauer af civilisation… så kunne man også forudsige fremtiden, og kunne Hegel forudsige fremtiden? Nej, det kunne han ikke” (s. 98). Denne debat, hvor Kierkegaard døbes et sludrechatol (måske var det i det sludrechatol, Viktor Eremita fandt Enten-Eller), tager direkte afsæt i dette stridspunkt. For Lene Andersen benytter en hegeliansk historiedynamik til netop at kigge ind i fremtidens krystalkugle.

Her mosler diskussionen så derud af i et forsøg på at undersøge, om menneskeheden rent faktisk er klar til at træde ud af teenage-epoken for at blive voksen. Her spiller fortiden en rolle, idet vi har mulighed for fremskridt eller regres – og i denne sammenhæng kommer Lene Andersens teoretiske, cirkulære fundament til at ligne Northrop Fryes ”historical criticism” fra The Anatomy of Criticism. Det er selvfølgelig en litteraturhistorisk model, men det er overraskende, hvor store ligheder, der er mellem Lene Andersens hegelianske model og Fryes modusmodel. Fryes modi – i ultrakort version – går nemlig fra det mytiske, over en række forandringer, til det satirisk-ironiske, men det springende punkt er her, at hans model er cirkulær, hvilket skal forstås sådan, at når det ironiske stadie er nået, så vender vi tilbage til det mytiske. Lene Andersens analyse har bragt os hen over 90’erne, der omtales som ironiens årti, men – som en central del af fremtidsanalysen – så svinger religionspendulet i retningen af det okkulte, new-age og en tilbagevenden til myterne. Med andre ord har Frye ret i sin historiske analyse, hvis det står til projekt Knallhatt. Vi vender tilbage mod det mytiske og det religiøse.

Men der er en forskel! Hvor religiøse verdensfortolkning traditionelt havde at gøre med samlebilleder og en kollektiv hengivenhed, så er new-age-mysticismen et individualistisk foretagende. ”Den nye åndelighed og sensationssøgen handler jo i høj grad ikke om at være en del af et fællesskab, ikke at finde sammen med andre, men netop at finde sig selv – eller rettere: oplevelsen af sig selv (s. 317). Det teenagerens forsøg på at forstå sin krop og sit sind på egoistisk vis, hvor religion – når den ikke er i hellig krig – handler om noget kollektiv større og velvære. Derfor er den mytiske vending et stort problem, der bør tages hånd om – gennem oplysning.

Pendulerne suser forbi
Det centrale i fremtidsanalysen er dog, at der sker noget helt exceptionelt i vores tid. Normalt når der sker store forandringer i samfundet, så sker det store skred, ved at et eller to af de fem omtalte penduler svinger. Disse fem penduler er blot vores tankegangs store penduler; det vil være muligt at lokaliserer flere subpenduler, som Onsdag også gøre – fx et økonomipendul. Men det, der er så centralt for vores tid, er, at alle fem penduler svinger på samme tid – og det er det, der er selve analysen i Onsdag, der gennemgår de forandringer, som er ved at ske.

Endnu vigtigere er det dog at pointere, at krystalkuglen ikke nødvendigvis bør få ret ifølge Lene Andersens, for mennesket er så heldig, at det er udstyret med valgmuligheder. Valget er det allervigtigste, som individualismen har givet os, og pudsigt nok så handler det, som vi bliver nødt til at værne om, altså demokratiet, nemlig også om valg. Og denne forståelse af demokrati er ikke et sødt eventyr, som kan samles i en demokratikanon, der tegner et glansbillede af et fremvoksende idealbillede. Demokrati er i stedet en proces, der har krævet – og kommer til at kræve – kontroverser, opgør og omstruktureringer, men pointen er, at hvis demokratiet skal give mening, skal det foregå gennem dialog og tilpasning – ikke ved demokratieksport til lande, der ikke har de rette kulturelle mekanismer til at god- og modtage det.

Det betyder, at fremtiden byder på – om jeg så må sige – et parameter med to valg som ekstreme løsninger: Enten fortsætter menneskeheden i sit selviscenesættende, dørsmækkende sindelag (Bush er vist tidens mest centrale teenager), eller også tager vi os sammen og bliver voksne, der kan tale sammen. Og her er det endda måske fejl at sige, at enten gør det ene eller andet, for løsningspotentialet ligger nok et sted i midten, hvis der skal være plads til alle meninger. Men samtidig er det også her, at Lene Andersens teori eller filosofi bliver idealistisk, idet der er nogle helt grundlæggende værdier, som der står over alt det andet, og det er de tidligere nævnte: retssamfund, humanisme, pluralisme og demokrati. Uden disse giver det ikke længere mening at tale om valg og det ansvar, der følger med. Men med andre ord er det tydeligt, at muligheden for at skabe den globale eksistentialisme, der tager hensyn til alle under nogle fælles regler, rent faktisk foreligger.

Tai-Chi på metaplan: Valget er en lynlås
Ydermere ligger der, som jeg tidligere har nævnt i de øvrige anmeldelser, en helt central modernitetskritik heri. Det er vigtigt, at det går op for os, at vi ikke længere kan tillade os at læse os selv som sat på jorden og i naturen for at dominere, men i stedet handler det om sameksistens, ikke kun med hinanden men også med naturen. Ellers svarer den igen, hvilket den allerede er begyndt på. Hun kalder løsningen for ”teknologiens Tai-Chi” (s. 436), hvilket betyder, at forretningslivet og industrien primært skal lære at gebærde sig, så naturen ikke lider overlast. Men det gælder selvfølgelig også alle os andre, der har et ligeså stort ansvar for at regulere verdenssituationen gennem fx vores forbrugsmønstre og demokratiske forpligtelser – heri ligger også et demokratisk valg.

Derfor er Tai-Chi også et udtryk for, hvordan kulturen – det vi alle sammen gør – bør handle. Det betyder, ”at vi bruger naturens eksisterende processer til at gavne os selv i stedet for at angribe naturen for at nedlægge den” (s. 436). Tai-Chi er en kampsport (den hvor kineserne ser ud til at bevæge sig i slow motion), der udnytter modstanderens angreb til sin egen fordel, hvilket igen er et udtryk eller en metafor for en i-pagt-væren med naturkræfterns præmisser. Derfor er den kulturelle filosofi, der i Baade Og lægger til kaj, en alt andet end vestlig forståelse – i stedet appliceres taoismen som en slags samleforståelse for de mange faglige, kulturelle, religiøse og samfundsmæssige perspektiver. Taoismen er i udgangspunktet en kinesisk filosofi, der med tiden har fået religiøse formater, men filosofien handler netop om denne sameksistens, og er nok mest kendt for sit symbol Yin & Yang. Dette symbol viser modsætninger, der bærer hverandre i hinanden, mens de samtidig slynger sig ind i hinanden, hvilket symboliserer harmoni.

Af samme grund er Yin & Yang-symbolet også bagpå Onsdag, men der er indført en lynlås mellem de to halvdele – og lynlåsen er gået lidt op i toppen. Man kan selvfølgelig kun gisne om symbolværdien heri, men centralt må det være, at harmonien er ved at gå rabundus – samfundets to ekstremer er ved at splitte sig fra hinanden. Men valget er en lynlås: Den kan lynes op igen, og harmonien kan genetableres. Men det kræver, at vi bliver voksne – selvom Steffen Brandt påstår, at vi alligevel aldrig bliver det.

Pegefingeren - men tommefingeren opad
Anmeldelsen her har forsøgt at vise, hvortil projekt Knallhatt er nået gennem de tre bøger, og derfor har det været mere genfortællende og medfortællende end egentligt kritiserende. Men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er noget at diskutere.

Det første punkt, som egentlig går på hele serien, handler om netop de teoretiske fundamenter. Det er et enormt stykke tværfagligt arbejde, der ligger til grund for udgivelserne, hvilket betyder, at man som lægmand kommer til at tage mange fortolkninger og konklusioner for gode vare, mest fordi det er svært at kritisere og forholde sig til teoritunge og meget adspredte faggrupper. Det har selvfølgelig sin årsag i en alt for rigid og skæbnetraditionel opdeling af fag i vesten, hvor fakulteterne på universiteterne mere har været i konkurrence med hinanden end i gensidig idéudveksling. Derfor er det på den ene side et problem, at der ikke tages hensyn til denne opdeling, som de fleste videnskaber desværre stadig arbejder indenfor, men på den anden side er det i den grad også befriende, at disse unaturlige opdelinger rykkes ned med et knallhatt af et brag. Det er nødvendig med gensidig udnyttelse af fag mere end skævvreden videnskonkurrence – viden kan ikke læses ind i et konkurrenceparamenter, som tidens tendens byder det (at sætte Helge Sander til at være videnskabsminister, som Niels Hausgaard siger, er at tage brødet fra munden på os komikere). Derfor er det selvfølgelig mest et vidensstrukturelt problem, at grænserne sprænges med et brag i Lene Andersens bøger – men det kræver sin læser.

Det andet punkt er den – om jeg så må sige – ekstreme pragmatisme, der anlægges som generelt perspektiv. Her savner jeg en skarpere diskussion af forholdet mellem det, at holde retssamfund, humanisme, pluralisme og demokrati er idealistiske nødvendigheder, og selve det, at alt afhænger af pragmatiske løsninger – tingene virker, hvis de virker. Pragmatismen er på den måde en art tautologisk filosofi, der bliver selvbekræftende, men samtidig kommer pragmatismen – hvis det hævdes, at alt skal funderes pragmatisk – til netop at ligne en absolutisme. Det er i sig selv et klart paradoks, og det afspejler måske vores tænkemåde, at sådanne komplekser ikke rigtigt kan finde rum i vores tankegang. Derfor kunne pragmatismen som grundfilosofi og dens forhold til absolutismen godt være diskuteret mere, mest fordi det jo både er demokratiets privilegium men også dets akilleshæl.

Det tredje punkt er brugen af Søren Kierkegaard, der ligger som en resonansbund for hele værket. Der er en klar og reflekteret sammenhæng mellem Kierkegaards æstetiker eller det æstetiske stadie, hvor mennesket reagerer på sine sanser og ytrer sig til andres sanser, og teenageren, som kendetegner nutidens menneske. Samtidig er der også en ligeså klar progression i vejen mod det etiske stadie og det voksne menneske. Men det er ikke, fordi jeg savner en klarere indføring i Kierkegaards filosofi (selvom det ikke ville skade nogen), men det er interessant, hvad der sker hos Kierkegaard i det næste, tredje stadie, nemlig det religiøse stadie – og spørgsmålet er, om det rent faktisk er Lene Andersens mening, at vi fylogenetisk tillige skal nå det religiøse stadie. Det er ikke reflekteret ind (endnu), men det kan være det kommer.

Ydermere kunne det være temmelig spændende at koble Kierkegaards stadiefilosofi til tao (der jo betyder vejen), som i den kinesiske filosofi er gået så eminent godt i spænd med buddhismen – og buddismen er i den grad en stadiefilosofi. Den handler om først at gå til et etisk stadie, hvor det enkelte menneske finder harmonien med naturen og menneskene (det kaldes boddhisatva). Her kan munken vælge at hjælpe andre til dette stadie, altså er der en hjælpe- og sameksistenstænkning i dette her. Men det næste stadie i – nu kun visse grene af – buddhismen er opnåelsen af nirvana, hvor man erkender sig selv som en ultimativ del af verden – og opnår den endelige indsigt, som rent faktisk kan opnås i det verdslige dennesidige og ikke noget gejstligt, man skal finde i et paradis. Det er i denne sammenhæng interessant, hvordan disse tre stadier – i visse centrale nuancer – ligner hinanden hos Kierkegaard, Buddha og Tao. Det kunne være interessant som supplement at have disse perspektiver reflekteret med ind, da Lene Andersen trækker så vægtigt på de to af disse.

Men generelt er det jo filosofiske nørderier for dem, der gider flække hoveder på sådanne brud. Derfor er det vigtigt at understrege, at Lene Andersens teoretiske fundament og analytiske praksis i høj grad er internt konsistent – og efter alt at dømme også udadtil anvendeligt. Det kræver sin mand at se bort fra både sammenhængskraften heri, men også det globalt eksistentielle budskab generelt i bøgerne. Ligesom teenageren ofte skal have et spark for at skippe tryghedstøjlerne og de egoistiske tilbøjeligheder, så skal menneskeheden også have et ordentligt los for at tage sig sammen – og Knalhatt rammer den, som ”Faxe” ville have sagt, ”lige i røven”.

Nu glæder jeg mig kun til, det bliver torsdag!

Læs også Polyhistorens renæssance og Tabet af "virkeligheden" om de to første bind i serien.

54
Forrige anmeldelse
« Virkelighedens fortællinger: D... «
Næste anmeldelse
» Museerne i den danske oplevelse... »