For mange er det at tage en uddannelse forbundet med noget eksistentielt. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at i tilbageblik vil mange se sig selv som en anden i forhold til før og efter en færdiggjort uddannelse. Ikke alene er man blevet tømrer, sygeplejerske, psykolog eller noget andet, men man er også blevet et andet menneske. Dette hænger naturligvis også sammen med, at mange tager deres uddannelse i en transformativ periode, hvor de går fra at være unge til at blive voksne.

Men den transformative og eksistentielle udvikling hænger i høj grad også sammen med, at en uddannelse kan have en mere grundlæggende betydning for den enkelte som menneske. Gennem uddannelse bliver man stillet over for en række udfordringer, der involverer selvstændig stillingtagen og en øget professionalisering. En del af at tage en uddannelse betyder at udvikle en professionsidentitet, hvor man som person bliver en anden, da professionsidentitet og personlig identitet ikke så let lader sig adskille.

En anden måde at sige dette på er, at den enkeltes selvfortælling ændrer sig, hvilket er en af pointerne i bogen Projektarbejdets dannelsespotentiale, hvor identitet forstås i et narrativt perspektiv ikke mindst inspireret af Michael Whites terapeutiske tænkning, hvor det handler om, at den enkelte skal være eller blive forfatter i sit eget liv og med sin egen selvfortælling.

En uddannelse ændrer selvfortællingen, da en fortælling altid må knytte udvalgte fortidige hændelser til en mere eller mindre sammenhængende historie om, hvem vi er, og hvordan vi er blevet det. Eller som Inger Glavind Bo skriver: “Vi foreslår derfor at betragte studerendes fortællinger om studieforløb og personlig og faglig dannelse som en både bagudskuende proces og en identitetsskabende proces. Her forstås identitet som noget, der produceres ved, at forskellige erindringer, oplevelser og begivenheder kobles til en samlet fortælling” (s.137).

Den studerende eller uddannedes selvfortælling knyttes i bogen sammen med et begreb om dannelse. Men hvor det er Bo, der primært skriver om det narrative identitetsarbejde, er Casper Feilberg den primære forfatter til bogens fremskrivning af projektarbejdet, som det praktiseres på Aalborg Universitet, og af dannelsesbegrebet.

Feilberg beskriver grundigt og (for) ordrigt udviklingen af forskellige udgaver af det problemorienterede projektarbejde og dens historie på Aalborg Universitet. For en, der selv har været studerende i den periode, Feilberg beskriver, kan jeg godt genkende de forskellige fagpolitiske kampe om definitionen af den rette pædagogiske forståelse - og også genkende en række af de udfordringer, den gav anledning til. Men som i den narrative selvfortælling kommer Feilberg også frem til et meningsfuldt punkt, hvor man fra hans og institutionens side kan finde en mening med de universitetspædagogiske kampe og ende et sted, der giver en vis ro i selvforståelsen. Dette sker gennem definitionen af PBL (Problembaseret læring), som en "samlebetegnelse for universitetets pædagogiske model, hvorunder det problemorienterede projektarbejde indgår. PBL ´grundprincipperne´ beskrives som: problemet som udgangspunkt, projektorganisering i grupper projektet understøttet af kurser, samarbejde, eksemplaritet, ansvar for egen læring” (s.65).

Det er denne model, der i særlig grad giver et dannelsespotentiale. Den høje grad af studenterstyring af læreprocessen understøttet af kurser og vejledning betyder, at den enkelte studerende arbejder med noget, der opleves som meningsfuldt, hvorved det personlige og det faglige knyttes sammen. Der bliver med henvisning til Oskar Negt tale om en eksemplaritet, der sigter mod den studerendes refleksive forståelse af sammenhængen mellem det samfundsmæssige og det individuelle. Der bliver for den studerende tale om en forståelse for, at ens egen eksistens og de samfundsmæssige forhold og dermed den professionelles forståelse af sit fag bliver sammenhængende. Det er også her, dannelsesbegrebet kommer i spil.

“Det problemorienterede projektarbejde er i vores fortolkning en undervisningsaktivitet, som særlig optimalt kan gøre det mulighed for de studerende at bringe faget og mere almene samfundsforhold i spil i forhold til deres egne interesser eller undren, og det er på en måde, hvor studerende, medstuderende og vejlederen kan understøtte individet og gruppen i det faglige og processuelle arbejde, herunder i forhold til dannelsesprocesser” (s.81).

Dannelsesbegrebet udvikles primært ud fra en sammentænkning af Negts begreber om eksemplaritet og frigørelse og Gadamers refleksioner over dannelse. Disse smelter sammen i det, der kaldes den personlig-faglige dannelse, der afspejler en sammenhæng mellem det personlige og det samfundsmæssige, som er målet i den pædagogiske model, forfatterne gør sig til talspersoner for.

Dannelse sættes i forbindelse med et livsverdensperspektiv, som er den enkeltes ureflekterede baggrund. Dette giver god mening i forhold til forfatternes eksistentiel-fænomenologiske tilgang, men hvordan det forholder sig til Negts begreb om emancipation, der ligeledes trækkes på, er ikke klart for denne anmelder. Hvad er det mere præcist, man som studerende skal emanciperes fra? Især når det personligt-faglige tænkes sammen som en øget styrke i employabilitet forekommer henvisninger til det neomarxistiske emancipationsbegreb i bedste fald meget abstrakt.

Her mangler jeg i hvert fald en diskussion af, hvordan perspektiverne kommer til at hænge sammen. Jeg savner også en diskussion af, hvordan dannelsesbegrebet hænger sammen med den klassiske tilgang til et moderne dannelsesbegreb, der fremkommer med oplysningstænkningen - ikke mindst Kant, von Humboldt og Fichte. At springe direkte til hermenutikeren Gadamer og neomaxisten Negt forekommer underligt - og ureflekteret.

Det er langt hen ad vejen en interessant bog, forfatterne har skrevet. Den giver et indblik i udviklingen af Aalborg Universitets universitetspædagogiske selvforståelse - i hvert fald på de humanistiske og samfundsfaglige fakulteter. Den giver også en god forståelse for den måde, hvorpå man på universitetet arbejder med den personlige-faglige dannelse, som man ligefrem har selvstændige programmer (dannelsesworkshops) for, hvor de studerende bliver støttet i at udvikle deres refleksive selvfortællinger og dermed gøre dele af dannelsesprocessen transparent. Der er eksempler på nogle af disse fortællinger fra studerende, som giver et indblik i, hvordan nogle studerende kommer frem til deres selvfortælling - og hvilke udfordringer der kan være forbundet hermed. Endelig fremlægges der også et program for, hvordan man udvikler en dannelseskultur på universitetet. Denne kan, som forfatterne også henviser til, også anvendes på alle mulige andre uddannelsesinstitutioner.

Bogen henvender sig primært til interesserede i universitetspædagogik. Den forekommer dog ret snæver i sin sammentænkning af PBL og personlig-faglig dannelse, hvilket gør, at den lukker sig for ellers oplagte dialoger ift. uddannelsesverdenen mere generelt. Dannelsesprocesser foregår altid - og de gør det mere intenst i menneskers overgangsperioder, som det at tage en uddannelse ofte udgør.