Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Brdr Price - Cafe Restaurant Bar / James & Adam Price / 300 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711692264
Anmeldt 10/11 2017, 10:25 af Kasper Anthoni

Brdr. Price á la facon traditionnelle - 75 svungne opskrifter


Brdr. Price á la facon traditionnelle - 75 svungne opskrifter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Brødrene Price er kendt af den brede befolkning i Danmark. Brødrene, der første gang i februar 2008 gik over skærmen på DR med deres første madprogram under titlen Spise med Price, og som næsten øjeblikkeligt blev folkekære og hyldet for deres humoristiske og indbyrdes konkurrerende tilgang til madlavning. En madlavning som ikke var af den nye, nordiske model men af den klassiske - og ofte franske - én af slagsen.

Nu, efterhånden et årti senere, er deres status usvækket, men meget har ændret sig, for hvad der startede som en leg, en hyldest, til madlavningen fra deres barndom slet skjult som en hyldest til deres far, John Price, er nu blevet en réel virkeliggørelse af forældrenes drøm om at åbne en restaurant i familiens ånd, familiens kærlighed til det gode, klassiske køkken. Nærværende bog rummer 75 opskrifter, som emmer af præcis den glæde og omhu, måltidet bør og skal have omkring sig.

Indledningsvis fortæller forfatteren Jørgen Leth (om nogen!) om dét at træde ind på Brdr. Prices restaurant, her uden tvivl den i Rosenborggade, og appetizer’en er da også i bedste Leth-stil uovertruffen med dens beskrivelser af modtagelsen af gæsten, den lette men formelle stemning, maden, der er som den bør være osv.

Det er en gimmick, at få Jørgen Leth til at skrive sådan en indledning, men det gør oplevelsen af at påbegynde læsningen af en kogebog rund og blød - men med en kant. Jørgen Leth: “Vi taler dejlige kalorier her. Ikke noget med to stykker agurk og et glas vand. Den ægte vare, smør, piskefløde, sødmælk til pumpekaffen. // Serveringen er personlig og veloplagt. Stemningen er god. Det er altid netop denne følelse af at komme hjem.” Sådan skriver Leth om et af flere besøg på brødrenes restaurant.

Undertegnede anmelder havde selv fornøjelsen af at spise på restaurantens Aalborg-afdeling, hvor datter og far delte en omgang østers, og jeg kan kun nikke genkendende til Leths beskrivelse, usædvanligt flinkt personale og bedste rammer.

Bogen er klassisk inddelt for en opskriftsbog med forretter, hovedretter, desserter og tilbehør, men oversigten eller indholdsfortegnelsen er lidt morsomt udformet som et traditionelt menukort, igen med til at understrege, der er tale om retter fra det mere klassiske køkken. Dertil krydret med, men ikke anført i menuen, Adam Prices indledende afsnit “Drømmen om en restaurant”.

I afsnittet skriver Adam Price om sine egne barndomserindringer om det at være på restaurant - og ikke uvæsentligt - at være det med en far, der til tider vidste bedre om det at være vært, kok, restaurantør end at være gæst, hvilket faderen tydeligvis ikke undlod at gøre opmærksom på. Der er flere fine anekdoter i dette afsnit. Men afsnittet rummer også en personlig dybde, idet Adam Price causerer over det faktum, at han selv i mange år har erhvervet sig ved anmelderfaget - og dét at starte virksomhed i restaurationsbranchen med sin bror, var som at hoppe om på den anden siden af disken: “James og jeg ville nok have forsværget, at vi nogensinde skulle ende på den anden side af nettet som restauratører. Men vi skulle blive klogere.”

Afsnittet er samtidig en hyldest til forældrene, idet der fortælles om deres unge år og rejser udenlands - og specielt om deres fascination af en restaurant på Rue Saint Germain i Paris, La Rhumerie, hvilken de to tænkte kunne fordanskes og kopireres til mere nordlige himmelstrøg, men som af økonomiske og rationelle grunde ikke blev til mere end blot drømmen. Brdr. Price-restauranten i Rosenborggade er, forstås, virkeliggørelsen af forældrenes drøm om en restaurant.

Helt anderledes er James Prices indlæg “Price-mad”

Det er slægtsfortællingen, fortællingen om, hvordan mad har betydet noget i hele opvæksten. Begge Price-forældre, Birgitte og John Price, var begge udøvende skuespillere, hvorfor de ofte var væk hjemmefra - specielt om aftenen, hvor måltiderne jo ellers er undervejs. James Price fortæller levende om husholdersken, som forældrene tog ind, Frk. Christiansen, der blev hos familien i mere end 35 år! Og hun, ligesom faderen, mente ikke at måltider var til for at mætte, de var til for at behage, det skulle smage, og det skulle se godt ud, være gjort fra bunden og dertil ordentligt. “Fars grundlæggende køkkenfilosofi var, at maden skulle smage af noget. Gerne af meget. Der blev aldrig serveret bleg, kedelig og smagløs mad hjemme hos os, og så var det lige meget om det var hverdag eller “fint””.

Ingen af de to brødre blev nogensinde tvunget ind i køkkenet for at lære, men begge erindrer de, hvor hyggeligt det var bare at være til stede, når deres far lavede mad. “Far syntes, det var vældig hyggeligt, hvis man kom ud i køkkenet og sad og sludrede med ham, mens han gik og lavede mad, og han svarede altid beredvilligt på de spørgsmål, vi måtte have. Men han docerede aldrig.”

Og så til det egentligt relevante for alle kogebøger: Hvordan fungerer bogen i praksis?

Brødrene Prices nærværende bog er efter denne anmelders mening særdeles velfungerende! Den er overskuelig, det er nemt at orientere sig om, hvilke råvarer, der skal handles ind, hvordan de skal nå vejen hen til gryden, panden eller ovnen - OG hver enkelt opskrift er forsynet med et kort og fyldestgørende forord, der enten bidrager med en historisk vinkel på retten, eller hvorfor denne ret præcis passer så godt på din tallerken netop nu, årstid eller begivenhed taget i betragtning.

Hjemme hos os er en ret som “Kanin i dijonsennep” efterhånden blevet en klassiker, og den kan børnene sagtens være med til at skrue sammen. Ligeså “Boeuf sauté Stroganoff” og “Cassoulet de Toulouse”, hvor sidstnævnte er perfekt på en dag, hvor vejret ikke er til andet end at stå køkkenet og bare stege og koge og til sidst nyde!

Bogen er rigt illustreret, men var billederne skåret fra, var beskrivelserne faktisk nok! - men tak til Henrik Freek Christensen for appetitvækkende fotos, der sammenlagt gør udgivelsen til en bog, der varmt kan anbefales at have stående i ethvert hjem. For hverdag og fest smelter fint sammen her.

Og for forældre med lyst til at tage børnene med i køkkenet, kan denne bog også varmt anbefales - det er aldrig for sent af lære næste generation, at den gode smag kommer af flid og tid i køkkenet. Sammen.

Forrige anmeldelse
« Europas stjerne «
Næste anmeldelse
» Digital læring. Effektiv læri... »