Mest lćste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den totale rus / Norman Ohler / 336 sider
Lindhardt & Ringhoff. ISBN 978-87-11-56593-3
Anmeldt 2/4 2017, 11:44 af Torben Rølmer Bille

Opium til folket


Opium til folket

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det ville være en nærmest umulig opgave at forsøge at lave en optegnelse over alle de bøger, der er skrevet om Anden Verdenskrig, for da slet ikke at tale om alle de monografier, som er skrevet om Adolf Hitler. Derfor kan det virke, som om at alle aspekter af denne krig efterhånden er blevet afdækket andetsteds, som forfatteren Norman Ohler også skriver i introduktionen til Den totale rus – Narkotika i Det Tredje Rige.

Den handler, som titlen antyder, om en side af krigen, som måske kan forekomme som en bagatel set i lyset af mange af de andre facts, man kan grave frem omkring strategiske manøvrer, soldaternes beretninger, generalstabens diskussioner og meget andet. Ikke desto mindre kan forbruget af især metaamfetamin muligvis forklare både de tyske troppers maniske felttog i starten af krigen og være med til at give nye fortolkninger på Hitlers ofte irrationelle beslutninger. Ikke alene var Der Führer et kolerisk væsen, han fik også, ifølge bogen, massive mængder af forskellige stoffer i stigende koncentrationer sprøjtet ind i systemet – alt sammen ordineret af hans livlæge Dr. Morell.

Bogen er til trods for sin noget sære tilgang til centrale episoder og afgørende slag under Anden Verdenskrig et meget velresearcheret og velskrevet stykke historieskrivning, der både afslører en hidtil forholdsvis obskur side af krigsførelsen, samtidig med at den også minutiøst beskriver, hvordan såvel de ordinerede substanser, som tropperne fik udleveret, som de mere eksperimenterende cocktails Morell behandlede Føreren potentielt var med til at påvirke disse.

De, der kender lidt til nazisternes propagandamaskineri, vil også vide, at ideen om ”et sundt sind i en ren (arisk) krop” var blandt idealerne. Folk, der benyttede eller var afhængige af forskellige substanser, blev ligefrem interneret sammen med jøder, homoseksueller og alle andre, som regimet havde et problem med. Selvom både soldaterne og Føreren udadtil skulle leve op til disse idealer, var systemet dog også dobbeltmoralsk, idet mængden af stoffer, som blev distribueret, er virkelig skræmmende.

For at få et overblik over alle de forskellige substanser Hitler fik sprøjtet i årene i krigens løb henviser værket faktisk til en dansk hjemmeside . Ohler forklarer også, at der er en god grund til, at historikere ikke har været opmærksomme på dette skræmmende billede af stoffernes rolle før, for livlægens optegnelser var efter krigen blevet spredt ud på tre steder: to i forskellige tyske rigsarkiver og den sidste del af Morells optegnelser fandt han i Washington, i The Library of Congress. De var endt der, efter amerikanerne havde beslaglagt en masse dokumenter efter deres indtog i Berlin.

Norman Ohler skriver ganske levende om både krigens centrale figurer, især inderkredsen omkring Hitler. En kritik kunne lyde, at disse beskrivelser indimellem kommer til at fungere både som forfatterens subjektive holdning til disse historiske begivenheder og figurer. F.eks. en af de første beskrivelser af livlægen Dr. Morell lyder som følger: ”Den overvægtige, pilskaldede Dr. Theodor Morell reagerede lige så ynkeligt som typisk: hurtigt meldte han sig ind i nazistpartiet for at afværge fremtidige fjendtligheder. For Morell var ikke jøde. På grund af hans mørke hudfarve havde SA fejlagtigt mistænkt ham..” (s. 37) Dette levende sprog underminerer dog ikke troværdigheden, men de pletvise indslag af tekst, der peger i retning af fiktion, gør i stedet, at bogen bliver både underholdende og fascinerende at læse, især hvis man sammenligner den med historieformidling af lidt ældre dato.

Det skal samtidig siges, at bogen er utroligt godt annoteret. Der er 457 fodnoter i løbet af de lidt over 250 siders fagtekst. Disse henviser til en samling af tekster, der findes bag i bogen. Selv om mange af disse er rene henvisninger til arkivmateriale, kilder eller anden litteratur om emnet, er der også mange, der giver yderligere information om de begivenheder, der beskrives i brødteksten. Derfor kan det kan anbefales, at man lægger et bogmærke ind på disse sider, hvis man da gerne vil have det fulde udbytte af Ohlers bog.

Det er også en virkelig fin service, at stort set alle de dokumenter, som optræder som affotograferede beviser undervejs, er blevet oversat til dansk i et andet appendix, der selvsagt er til gavn for alle dem, der ikke er velbevandrede i tysk.

En af de mange gode pointer i bogen kommer allerede i starten, for på s. 37 tales der om nazisternes propaganda – bl.a. om hvordan jøder blev sammenlignet med giftsvampe. Som forfatteren skriver, så har vi godt nok gjort op med nazisternes begreber om de folk, der ikke passede ind i deres ide om et 3. Rige, men imidlertid er ”rusbekæmpelsens terminologi for længst blevet en del af vores kød, blod og psyke.” Sagt på en anden måde så er det svært at tale om rusmidler uden at sovse sig ind i fordomme og et vokabular, der mest af alt ensidigt negativt.

Der er andre steder passager, hvor man godt kan fornemme, at forfatteren forsøger at overbevise sin læser om de enorme mængder af forskellige hormonændrende og afhængighedsskabende stoffer, som både blev givet til den menige soldat og ikke mindst til Føreren, til trods for at Ohler ikke kan føre endegyldigt bevis for dette. Eksempelvis antager han, at Dr. Morell benyttede et ”X” til at beskrive alle de gange, han injicerede Adolf med bl.a. metaamfetamin, selv om dette ikke er det X’et nødvendigvis står for (s. 168). Dette underbygges dog af de samtidige beskrivelser af, hvad Hitler foretog sig i timerne efter disse indsprøjtninger og hvordan hans humør pludselig skiftede fra svækket til fuld af pep.

Selv om enkelte dele måske kunne anfægtes som fiktionelle eller spekulative, forbavses man alligevel over hvor bizart og lemfældigt, der blev delt narko ud i Tyskland under Anden Verdenskrig, især set i lyset af deres officielle holdning til narko. Et af de mere farverige indslag er der, hvor Ohler beskriver de berømte ”Hildenberg Pralinen”. Det var chokolader, der var tilsat 14 mg metaamfetamin og som æsken anbefalede man spiste mellem 6 og 9 af dagligt. Ikke alene havde man så masser af energi til at gøre rent, sulten blev også stillet, så slikket fingerede også som slankemiddel. Det var selvsagt før man vidste, hvor vanedannende dette stof er. Her på kapellet postulerer vi, at det kan være disse chokolader, der er skyld i myten om børn, der bliver hyperaktive, efter de har fået slik.

Den totale rus giver et meget interessant og ikke mindst meget skræmmende billede af, hvor stor en rolle forskellige medikamenter og især Morells rundhåndede distribution af vilde cocktails til ”patient A” har haft på krigen. Ohler er forsigtig og giver ikke alene stofferne skylden, men ser det blot som et fokus, som virker indlysende. Det var ikke et stofmisbrug, der alene knækkede Føreren, men denne tilgang til historieskrivningen er i det mindste vældigt interessant og tilføjer nye nuancer til vores forståelse af både Hitler og de soldater, som ligeledes blev beordret til at spise de rationerede piller (Eukodal & Pervitin), som de fik udleveret, når de skulle holde sig vågne eller præstere længere end normalt.

I bogen citeres William Burroughs, som måske opsummerer pointen bedst: ”Eukodal er en blanding af C. (kokain, forfatterens anm.) og morfin. Når det gælder om at blande noget virkelig skrækkeligt stads, kan man roligt forlade sig på tyskerne.”

Det er ganske enkelt meget svært at kapere, at narko har været så udbredt en del af den tyske krigsmaskine, så hvad enten man er interesseret i Anden Verdenskrig eller i rusmiddelhistorie, eller i begge dele, så er Den totale rus et meget interessant bekendtskab, og det er intet under, at den er blevet en bestseller i hjemlandet.

Forrige anmeldelse
« Det underdanige og det magtfuld... «
Nćste anmeldelse
» Syv myter om Martin Luther »