Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




UgeskemaRevolutionen / Karina Winther og Lene Theill / 201 sider
Forlaget Reflexion. ISBN 9788799573806
Anmeldt 29/4 2014, 22:05 af Ove Christensen

Hvor svært kan det være at få børn til at lære?


Hvor svært kan det være at få børn til at lære?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man betragter forestillinger om undervisning i et historisk perspektiv, vil man kunne se tre store trends op gennem de sidste cirka hundrede år - man kan se tre bølger.

Først havde vi repetitionsklasserne, hvor skolebænke stod i lige rækker, og børnene repeterede det, læreren sagde og tænkte. Man skulle gerne lære det meste udenad og alle skulle lære og kunne det samme - og de fleste skulle alligevel ikke bruge så meget af det lærte alligevel, så det gjorde ikke så meget, hvis der var en relativ stor spildprocent. Dette blev senere kaldt den sorte skole - og den foregik gennem det ene forsømte forår efter det andet.

I sidste halvdel af det 20. århundrede var der forskellige mod(e)bevægelser til den sorte skole. Det handlede om reformpædagogik, det handlede om projekter (projektarbejde) og featureuger, det handlede om læring i grupper - det sociale aspekt ved læringen trådte mere eller mindre klart frem. Børnene blev i stigende omfang også inddraget, og der blev fokuseret mere på, at læring var en aktiv proces.

Begge disse to tænkninger og konsekvenserne af dem ser vi stadig - ikke mindst har vi nogle evaluerings- og eksamensformer, som klart fastholder den første bølge, og det ser også ud til, at indretning af skoler og klasseværelser har svært ved at ændre sig i forhold til den stillesiddende bølge, hvis man vil undskylde en underlig metafor.

De to første bølger ruller stadig nu, hvor en tredje bølge blander sig. Denne bølge sætter individet i centrum. Det er det enkelte barn - den enkelte lærende - det handler om. Personalificeret læring er ved at blive et mantra, som ikke mindste spiller en stor rolle i netbaseret undervisning og læring, hvor netop nettet og de muligheder, det giver, gør det oplagt at designe undervisning(sforløb og materialer), der kan tilgås af den enkelte, når det passer. Tendenser som Flipped Classroom og MOOC (Massive Open Online Course) tager den enkelte som udgangspunkt, hvorefter det sociale kan kobles på.

I Flipped Classroom foregår en del af undervisningen ved, at den enkelte lærende forsøger at tilegne sig viden ved at se og gense videomateriale. MOOCs handler om, at den enkelte kan orientere sig om tilbud ud fra egne interesser og behov og i øvrigt deltage ud fra, hvordan den enkelte selv planlægger det. Vi taler også hele tiden om Personal Learning Network (PLN) som noget, den enkelte skal have - har behov for - for at kunne klare sig. Og videre taler vi meget om fleksible løsninger, hvor fleksibiliteten er en tilpasning af systemet til den enkelte - selvom vi godt ved, at systemet ikke er ved at forsvinde.

Også fænomenet eller konceptet UgeskemaRevolutionen har den enkelte lærende som udgangspunkt. Den grundlæggende ide i ugeskemarevolutionen er, at den enkelte elev har sit eget selvtilrettelagte forløb - har sit eget skema - med opgaver, der defineres af en lærer. I stedet for, at en hel klasse af børn på 25-30 skal gøre (lære?) det samme på samme tid - og høre på en lærer i lang tid - så er tavleundervisningen stort set fjernet.

De enkelte elever skal stadig igennem pensum, men de skal igennem det ud fra deres egne præferencer, så de tilrettelægger selv, hvornår de vil lave hvilke opgaver. Og de skal ikke nødvendigvis igennem de samme opgaver. Ugeskemaet kan netop gøres forskelligt fra elev til elev, så den enkelte altid udfordres på det niveau, den enkelte er på.

Der er noget helt igennem ‘snusfornuftigt’ og rigtigt i, at undervisningen skal tage udgangspunkt i det potentiale, den enkelte har. Det er zonen for nærmeste udvikling, der kan stimuleres og sikre, at den lærende opnår at rykke sig i den rigtige retning, få en succesoplevelse og dermed fastholde lyst til læring.

Det fine ved bogen ‘UgeskemaRevolutionen’ er, at den på et helt lavpraktisk plan viser, hvordan man kan arbejde med konceptet. Man starter med at lave lidt om, og så kan man fylde mere og mere på. Først og fremmest skal eleverne (og forældrene) vænne sig til, at arbejdet ikke foregår ud fra pligt og ‘du skal!’, men ud fra: hvad vil du selv gerne lave nu, så du sikre dig, at du når de ting, du selv har sat dig for’.

Læreren arbejder med en række principper eller regler, der skal tilegnes af klassen. Først og fremmest skal de nå gennem nogle bestemte opgaver i løbet af en uge. De bestemmer selv rækkefølgen af opgaverne og hvor, de vil lave opgaverne: i klassen, på gulvet, ved et bord, i skolegården eller hvor den enkelte nu føler, at han eller hun arbejder godt.

Der er altid også ekstraopgaver, som ‘kan’ løses, hvis eleven har nået ‘skal’ opgaverne. Eleverne forventes - og det kommer også helt af sig selv - altid at lave noget relevant i forhold til skemaet, som også indeholder motion og bevægelse, leg og afslapning.

Eleverne lærer, at de skal være med til at opretholde et læringsmiljø, der ikke forhindrer de andre børn i at arbejde. Derfor arbejder karina Winther meget med ‘stilhed og ro’ - også mere end nødvendigt ud fra mit temperament. Hvis nogle elever har et stort behov for at udtrykke sig - eller ikke kan finde ro nogen steder - får de ‘eget kontor’, hvor de så stille og roligt lære en mere hensigtsmæssig arbejdsform.

Og netop dette eksempel siger også noget om, hvad det betyder at tage udgangspunkt i den enkelte elev og hans eller hendes behov. Der er ikke langt fra dette og så benhård disciplinering og repressiv tolerance. Men det er naturligvis en balancegang, man som lærer må leve med og forhåbentlig er i stand til at håndtere.

Selve udgangspunktet for ‘ugeskemarevolutionen’ er, at det enkelte barn har lyst til at lære. Denne lyst skal ikke ødelægges ved, at det enten går for hurtigt eller for langsomt med de aktiviteter, skolen og læreren fordrer. Dette kombineres med ‘positiv psykologi’, hvor barnet ‘må’ en masse, men sjældent ‘skal’. I det hele taget trække Karina Winther meget på teknikker, vi kender fra positiv psykologi, anerkendende tilgange, girafsprog og så videre.

Man skal møde og anerkende den anden uden at dømme. Det betyder langtfra, at man skal tillade ‘uhensigtsmæssig adfærd’. Det betyder, at den uhensigtsmæssige adfærd skal tackles ved at anerkende det behov, der ligger bag. Dette behov skal så måske tilgodeses på en anden måde, der ikke gør udfoldelsen af det uhensigtsmæssig for andre med andre behov.

Man skal i øvrigt ikke sige ‘man’, da det jo forflygtiger, hvem der vil sige noget. Man skal pege på sig selv og sige ‘jeg vil gerne have ro i klassen’, hvis det er det ‘jeg’ mener. For ‘man’ vil ikke noget - ‘man’ er ingen.

Efter min opfattelse ligger der rigtig mange positive elementer i ugeskemarevolutionen. Det revolutionerende er ikke de tanker om læring, ugeskemarevolutionen bygger på. De er nemlig af ældre dato og genfindes også i andre ‘pædagogikker’ som eksempelvis Freinet og Montesori, og også i ‘mastery learning’, som jeg var inde på i min anmeldelse af Flipped Classroom.

Mange af de pædagogiske virkemidler Karina Winther trækker frem som understøtter ugeskemarevolutionen er også nogle, der virker, uanset om man benytter ugeskemarevolutionen eller ej. Det er anerkendende tilgange, som ser og anerkender den enkelte elev. Det er nemmere at arbejde med børn, når børnene føler sig set og anerkendt. Det er også nemmere, hvis man kan arbejde med lyst end med tvang, hvilket helt åbenlyst lykkes for Karina Winther og andre ugeskemarevolutionære, som hun trækker ind i bogen.

Der er dog et aspekt, jeg savner i bogen, og det er refleksioner over, hvad den enkelte lærer - lærerpersonligheden - betyder for pædagogikken. Karina Winther får flere gang peget på, hvordan hun går ind og klasserumsleder med en konsekvens, som tydeligvis ligger i hendes personlighed. Hvordan en lærer med en slackerpersonlighed eller som fungerer på andre måder vil påvirke undervisningen gennem et system, som kræver meget konsekvens, kunne det have været interessant at høre noget om.

Forrige anmeldelse
« Sjælens Amerika - Tekster 1996... «
Næste anmeldelse
» Wegner - bare een god stol »