Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
2 - Sagprosaanmeldelse
Kvinderne i Kabul
3 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
4 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
5 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
6 - Sagprosaanmeldelse
Man jager et bæst og fanger et menneske
7 - Sagprosaanmeldelse
Zornig – Vrede er mit mellemnavn
8 - Sagprosaanmeldelse
3096 dage
9 - Sagprosaanmeldelse
Borgerlig offentlighed
10 - Sagprosaanmeldelse
Historien der ikke bliver fortalt - Om krigen i Afghanistan




Bag om sproget / Per Durst Andersen / 160 sider
Hans Reitzels Forlag. ISBN 9788741255408
Anmeldt 26/1 2012, 18:57 af Else Knuth-Wintherfeldt

Bagved sproget


Bagved sproget

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det skorter ikke på overskrifter om den globaliserede verden, der ligger som et åbent landkort for det frie markeds bevægelighed, men hvordan kommunikerer man i det landskab? Det gør man ofte på engelsk - og dog? For er det britisk engelsk, amerikansk engelsk eller australsk engelsk eller måske det engelsk man taler i Kenya eller i Hong Kong - eller er det Global English, der fungerer som laveste fællesnævner svævende i et tomrum løsrevet fra sine kulturelle vækstlag. Sandt at sige fungerer kommunikationen heller ikke altid særlig vellykket på det globale engelsk. Der er kulturelle barrierer, men hvad er det? Er det sprog eller er det kultur – eller hvordan hænger det nu sammen?

Og hvorfor er der sket en så drastisk nedprioritering af sprogundervisningen i f.eks. Danmark gennem de seneste 40 år, når pilen peger mod internationalisering og globalisering? ”Lad mig sige det ligeud: sproget som sådan er noget af det mest oversete i denne verden. Og det har det ikke fortjent – vi bruger det hele tiden og kunne ikke slet ikke fungere uden vores kulturmentale univers”, indleder Per Durst Andersen sin lille perle af en bog med den sigende titel: Bag om sproget, der netop er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Den bærer undertitlen Det kulturmentale univers i sprog og kommunikation.

Per Durst Andersen peger på en udvikling, der har været undervejs gennem flere år, og den har ikke mindst været synlig i Danmark, hvor traditionen for tilegnelse af en bred sproglig kunnen, for overhovedet at kunne gebærde sig i verden, er blevet nedprioriteret til fordel for Global English.

Den postmoderne opsplitning har også sat sit præg på sprogundervisningen fra 1970’erne, hvor filologien blev opsplittet i lingvistik, historie og litteratur. Det var, ifølge Durst Andersen, nok en nødvendig og naturlig specialisering, men det skete på bekostning af sprogets forankring i kultur, samfund og historie, og specialiseringen har sin egen inerti, der til stadighed fjerner det kulturelle fællesrum, som sprog er forankret i. Tendensen ses også andre steder, for man kan studere kommunikation, retorik og for den sags skyld journalistik uden nærmere kendskab til sproget.

Det er en skæv udvikling, for sprog og kultur er nøje forbundne, og sprogets grammatik, syntaks og supertype bestemmer den optik, man ser og oplever verden med og på. Per Durst Andersen beskriver tre sproglige supertyper: de virkelighedsorienterede sprog som f.eks. russisk og kinesisk, der beskriver situationer, de afsenderorienterede sprog som spansk, bulgarsk og japansk, hvor verden ses ud fra det jeg, der taler og agerer og endelig er der de modtagerorienterede sprog som engelsk og dansk, hvor man kommunikerer ud fra modtagerens synspunkt, hvilket giver en indirekte form for kommunikation. På dansk kender vi den bl.a. fra den almindelige bemærkning: ”Kunne du række mig saltet?” Underforstået: ”Jeg vil gerne bede om saltet”. Disse sproghandlingsmæssigt forskellige udgangspositioner følges yderligere op af sprogenes forskellige brug af symboler, tempi, og substantivernes symbolske og direkte betydninger og endelig adjektivernes nuancering. Visse sprog betjener sig af abstraktioner og overbegreber, andre af beskrivelser. Alt sammen påvirker vores opfattelse og tænkemåde.

Også kroppen er en del af sprogets univers. Det er kroppen, der oplever og lejrer disse oplevelser og stemninger, der knytter sig til sproget. Det er lugte, lyde og følelser, der forankrer et sprog, og så er der stemmeføring og erindring – den personlige og den nationale erindring, der bundfældes i sproget.

Et fremmedsprog skulle gerne tilegnes på samme vis som det nationale sprog, så kroppen genkalder sig det univers, hvorfra sproget skal vokse. Alt kan ikke oversættes til samme sproglige indhold på forskellige sprog, for sprog er ikke blot et fintmasket redskab til at forstå hinanden og verden på, men sprog påvirker også de kulturmønstre, som vi forstår os ud fra.

Per Durst Andersen tegner et væsensforskelligt sprogligt og kulturelt landskab, som giver os en nøgle til at forstå de politiske, litterære, musikalske og nationale forskelle, som vi alle bemærker. Over disse nationale forskelligheder svæver det globale engelske sprog, der låner optik, syntaks og ordforråd fra nationalsprogene til forvirring for dialog og emne og i værste fald så upræcist, at det vildleder.

Durst Andersen spår ikke Global English mange chancer, da et kulturløst sprog må dø. Man må håbe, at han får ret, da der kan ske en hel del kommunikationssammenbrud undervejs. Klimakonferencer og fredsbestræbelser. Her er det ganske vist ikke bare sprog – men det er også sprog, og det problem burde kunne løses gennem bedre sprogbeherskelse og kulturforståelse.

Enhver politiker, og ikke mindst enhver undervisningsminister, burde læse Durst Andersen højaktuelle og velskrevne bog. Den er tankevækkende og meget inspirerende. Den er svær at slippe, og den er brugbar, også i forhold til undervisningen på landets centre for dansk som andetsprog, hvor sprog og samfundsforståelse står højt på programmet, men hvor undervisningsmaterialet er så løsrevet fra den danske kultur og det normale danske sprog, at det kun bliver et spinkelt instrumentelt ”Global Danish”.

Forrige anmeldelse
« Det diagnosticerede liv – sygdo... «
Næste anmeldelse
» Bag med smag »