Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Bring Me the Head of Alfredo Garcia (112 min.) Købsfilm / NTC Film
Anmeldt 3/12 2009, 17:31 af Claus Krogholm

Bring Me the Head of Alfredo Garcia


Bring Me the Head of Alfredo Garcia

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sam Peckinpah (1925-1984) var kendt som en notorisk vanskelig instruktør, der altid lå i krig med producenter og filmfolk og derfor sjældent fik lavet sine film, sådan som han selv så dem. De blev redigeret og klippet om, så de bedre passede til producenternes forestilling om, hvad der tjente de kommercielle interesser bedst. Bring Me the Head of Alfredo Garcia (1974) er en de få film, Peckinpah selv mente blev, som han ønskede det.

Handlingen udspiller sig i Mexico. En patriark opdager, at datteren er gravid og tvinger hende til at afsløre navnet på faderen: Alfredo Garcia. Han udlover en dusør på 1.000.000 dollars til den, der bringer ham Alfredo Garcias hovede. Et par dusørjægere (Robert Webber og Gig Young) forsøger at opspore Alfredo Garcia og udspørger bl.a. barejeren og pianisten Bennie (Warren Oates). De lover Bennie 10.000 dollars, hvis han kan føre dem på sporet. Bennie, der aner, at der er mere at tjene, drager afsted sammen med kæresten Elita (Isela Vega), som selv har haft et forhold til Alfredo Garcia. Hun ved derfor, at han allerede er død, dræbt ved en trafikulykke. Men Bennie ræsonnerer, at han kun behøver hovedet for at kunne hæve dusøren. Så han anskaffer sig en machete og en blodig rejse gennem Mexico tager sin begyndelse.

Bennie er en typisk Peckinpah'sk (anti-)helt, og som Warren Oates fremstiller ham, også et slet skjult selvportræt. Han er en taber og dranker, der desillusioneret og kynisk forfølger sit mål, uanset hvor lurvet det er - og uden hensyn til de omkostninger, det har. Men under kynismen gemmer sig også en romantiker, der drømmer om at få en sidste chance for at udrette noget stort og dermed gøre sig fortjent til omverdens respekt, og måske frem for alt til at blive elsket af den kvinde, han selv forguder, men sjældent behandler derefter. Der er en evig konflikt mellem den basalt set ædle natur, der drømmer om et bedre liv for sig selv og sin elskede, og så den desillusionerede og korrumperede mand, der har tabt sine egne drømme af sigte, fordi grådigheden får ham til at skyde genvej ved hjælp af vold og misbrug af såvel andre som sig selv.

Bring Me the Head of Alfredo Garcia rummer de for Peckinpah så karakteristiske voldsscener, hvor der i slow motion dvæles ved kroppe som gennemhulles af kugler, mens blodet står i kaskader. Men der er også lange passager, hvor det er det tørre og støvede mexicanske landskab, som spiller den egentlige hovedrolle. Samtidigt dvæles der ved Warren Oates' rent fysiske fremtoning, hærget og hærdet som landskabet, han rejser igennem. Det er en af Warren Oates' bedste roller - måske fordi rollen så tydeligt er modelleret efter Peckinpah selv.

Derfor er det også en af Peckinpahs mest personlige film, og af samme grund også en af hans mest kompromisløse. Som altid hos Peckinpah er det først og fremmest en film om mænd, det er svært at finde sympatiske træk ved; men hvis skæbne man alligevel kan engagere sig i, splittede som de er mellem kynisme og romantik. Filmen blev ved sin fremkomst forkastet som afstumpet og pervers spekulation, men fremstår i dag langt tydeligere som et af Peckinpahs hovedværker. Og der tegner sig en tydelig linje fra Peckinpah frem til Coen-brødrene, Tarantino og Takeshi Kitano.


Forrige anmeldelse
« Ninja Assassin «
Næste anmeldelse
» Paranormal Activity »


Filmanmeldelser