Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Until the End of the World (151 min.) Købsfilm / NTC Film
Anmeldt 16/12 2009, 20:23 af Kim Toft Hansen

Wim wol. 9 – Until the End of the World


Wim wol. 9 – Until the End of the World

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Until the End of the World er et konglomerat af et væld af forskellige genrer. I udgangspunktet er det en science fiction-film, der foregår næste et årti ude i fremtiden – og da filmen er fra 1991 betyder det, at handlingen finder sted i 1999. Det giver Wenders en række friheder til at tænke over fremtidige konsekvenser af nutidige valg – og i den sammenhæng med dette læner filmen sig også op ad dystopien og apokalypsen. Den unge kvinde Claire (Solveig Dommertin) er på vej til Paris, men støder undervejs – ad flere omgange – ind i kriminelle elementer: et par røvere med et stort udbytte og dernæst en mystisk fremmed Sam (John Hurt), der er på flugt fra forskellige folk af (endnu) uvisse grunde. Uden helt at ville det bliver hun infiltreret i flere af disse gerninger, måske mest fordi hun forelsker sig i den mystiske fremmede – trods sin kæreste (hvis han da er det?) Eugene (Sam Niell), der er hjemme for at forfatte en roman.

Med andre ord får vi også svøbt et trekantsdrama ind i den allerede komplekse genredialog. Det bliver dog – uden at sige for meget – på ingen måde til et drama, som vi kender det. De to mænd ender ikke, som vi måske kunne forvente det, i en rivalisering, men forfatteren finder i den besynderlige fortælling, som vi gennem filmen får, materiale til at gøre sin roman færdig. På den måde går det op for os undervejs, at den film, som vi ser, også er den bog, som forfatteren er ved at skrive – af hvilken grund den i starten ukendte voiceover kommer til at tilhøre forfatterens litterære fortællerstemme. På den måde – uden at det på nogen måde bliver fortælleteknisk umuligt at følge med i – bliver filmen derfor også en metafortælling. Det bliver også kraftigt understreget til slut, hvor kvinden – af grunde, som ikke afsløres her – får lov at læse romanen. Da hun så spørger, hvad der nu skal ske, får hun at vide, at hun jo selv må finde ud af netop det.

Og som det ikke var nok, så har filmen også et krimispor, der går gennem det meste af filmen. Sam, der bærer rundt på en vigtig genstand for sin far, er også eftersøgt af en detektiv (spillet af Rüdiger Vogler), der arbejder for nogle ukendte folk – efter alt at dømme folk med økonomiske interesser i den pågældende genstand. Dette detektiviske spor tager sig da også ud i filmen gennem en særdeles eksplicit ikonografi, vi kender fra neonoir: den bløde hat og trench coat, samt en sci-fi-stil, der låner meget fra Blade Runners velkendte og dystre noirstil. Dette islæt af noir går samtidig ganske fint i spænd med de dystopiske elementer, som filmen trækker på – apokalypsen og fin de siècle-stemningen vælter ind over verden, da en satellit skydes ned med atomvåben. Det er derfor ikke uden årsag, at filmen er placeret i 1999 – ikke kun tæt ved et århundredeskifte, men et årtusindeskifte.

Until the End of the World er dog ikke per definition kun et genremøde mellem disse mange forskellige fortællinger. Det er også en veltænkt og poetisk vision om drømme og fremtiden og drømme i det hele taget. Det er nemlig ikke et hvilket som helst instrument, Sam bærer rundt på – og interessen for det potentiale forstås. Instrumentet kan optage billeder, der kan transponeres videre til en blind sammen med de følelser, den der ser har, mens denne har instrumentet på. Med andre ord handler filmen også om drømmen om den objektive videreførelse af subjektive følelser og billedopfattelser. I sidste halvdel af filmen finder vi frem til Sams forældre, og hans far er videnskabsmand, der har arbejdet på at optage billeder, drømme og fornemmelser til Sams blinde mor. Det er på den måde også en film om drømmen om de fælles erkendelser: enheden og fællesskabet.

Dette sidste element – erkendelserne – samvirker også fint med filmens sidste genretræk, nemlig roadmovien – en genre, som Wenders i flere af sine film trækker kraftige veksler på. I denne er ’vejen’ dog udvidet betragteligt til at omfatte nærmest hele verden: Vi kommer rundt i fx Tyskland, Frankrig, Kina, Australien og slutter af i rummet. Rejsen har i mange – hvis ikke de fleste – kulturer været forbundet med nye erkendelser og opdagelser. Rejsen, drømmen og fortællingen, som filmen her i høj grad bygger på, handler også om at finde nye veje og nye tanker og indsigter – og det gør sammenlagt Until the End of the World til en særdeles seværdig og indsigtsfuld film.

Kulturkapellet dækkede tidligere en kavalkade fra Sandrew Metronome af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Læs derfor anmeldelser – med flere på vej – af en række yderligere Wenders-film her på siden. Denne anmeldelse er derfor et kort intermezzo fra NTC Film, der netop har udgivet Wenders Until the End of the World.


Forrige anmeldelse
« Wallander – Skytten «
Næste anmeldelse
» Barchester Chronicles »


Filmanmeldelser