Det er efterhånden ved at være lang tid siden, at det rygtedes, at Randers Regnskov og Poul Thomsen skulle medvirke i en dansk lavbudgetfilm. Krokodillerne har med andre ord været længe undervejs, hvilket måske også siger sig selv, når mulighederne for filmens tilblivelse skal findes inden for et smalt budget som godt 40.000 kroner. Hjemmesiden Danske Film sætter produktionsåret til 2006, mens IMDB siger 2008 – coveret siger selv 2009. Filmen er imidlertid endelig blevet en realitet, hvilket har været stort anlagt med en premieretourné rundt i Danmark. Nu lanceres dvd’en, som netop har ramt gaderne. Krokodillerne er dansk lavbudget action med forkærlighed for genrebehandling og ganske simpelt det at lave film.

De seneste små fem år har været gunstige for dansk lavbudget og independent-film. Selvom vi undervejs har set film, der måske ikke lever op til almindelige krav om god filmunderholdning, så har undergrundsmiljøet i dansk filmproduktion efterhånden placeret sig som en branche, som ikke længere behøver at bevise sig selv. Film i spillefilmslængde som Craig, Glimt og særligt Brutal Incasso har understreget, at store budgetter ikke er en nødvendighed for at producere interessante bud på filmproduktion uden for de etablerede rammer, mens kortfilm fra samme miljø også understreger en elementær god forståelse for film (se bare Kim Sønderholms ”Mental Distortion”, der var et forstudie for den mindre vellykkede Craig). Senest har vi fået den pudsige A Viking Saga. Budgetterne svinger en smule, fra omkring 25.000 til Glimt til 560.000 til A Viking Saga, hvilket selvfølgelig i sig selv er et stort spring, men grundlæggende er alle filmene karakteriseret ved at være blevet til under vilkår, som spiller radikalt op mod det etablerede, dyre produktionsapparat. Hver for sig varierer filmenes underholdningsværdi, men samlet set understreger de, at film ikke behøver store rammebudgetter.

Krokodillerne er – som det også gjaldt Brutal Incasso – et forsøg på at etablere en bestemt nuance af actiongenren på dansk grund. Det er en fortællestil, der sender mange kærlige tanker til film af Quentin Tarantino og Robert Rodriguez, mens de samtidig også gør sit til at placere dem inden for en særlig dansk ramme – det er her Randers Regnskov kommer ind. I filmen følger vi fire petty criminals, der får tyveriopgaver af en boss længere oppe i systemet af organiseret kriminalitet. Rollerne er fordelt, så der er en, som tager sig af organiseringen, en der planlægger tyverierne, en der klarer det med sprængninger, og en der ellers mest har problemer med at slippe af med kæresten. De har nemlig hver deres småproblemer uden for det kriminelle miljø at kæmpe med. En bor stadig hjemme, og ser børnetime med sin mor, mens en anden lige er flyttet sammen med kæresten, der tror, han arbejder i Randers Regnskov.

Det hele går da også godt for banden, indtil de får en opgave fra bossen, som viser sig være sværere, end de havde ventet – især fordi et af medlemmerne kommer stangstiv og med en rød pølse til kuppet, fordi en børnefødselsdag var blevet lidt for kedelig. Kuppet går selvfølgelig galt, og nu er gruppen i høj grad på røven – bossen afkræver dem de varer, de ikke helt har fået fat på. Med andre ord forsøger filmen ikke på at fortælle en videre kompliceret fortælling, men i stedet etablerer filmen komiske optrin, der i den grad sætter actionsscenerne i et morsomt perspektiv. Det er ikke en avanceret eller dygtig bande kriminelle, vi har med at gøre. Det er i højere grad halvetablerede fyre, der ihærdigt søger de nemme kroner. Derfor er det ikke plottets spænding, der er centralt, for det hele skal gå jo galt (og gør det), men det er i stedet de forviklinger, som de mere eller mindre ufrivilligt filtrer sig ind, vi skal følge. Og det lykkes faktisk ret godt at skabe en fin og humoristisk action-komedie.

Selvfølgelig kan det ses, at filmen ikke er produceret for flere penge, og at spillet undervejs ikke har fået den tid, der skal til. Det er ikke et problem – tværtimod er det netop her filmens charme etablerer sig. Det hele er smurt ind i røvballehumor og små lette jokes, mens bandens outrere gerninger samtidig også understreger filmens humor. Scenen, hvor banden forsøger at vælte en stor lastbil med en lille varevogn, er ikke alene kosteligt morsom, men også ualmindeligt flot udført. Der er gået mange timer til at udføre de visuelle effekter, der viser en lastbil pløje en skov over ende. På den måde opnår Krokodillerne et virkeligt fint og underholdende stadie på niveau med Brutal Incasso. Derfor gør det ikke noget, at filmen er lidt halvbanal, og skuespillet kommer til at virke til stift og kantet. Derfor synes anerkendelsen af, at dansk film efterhånden er ved at have et etableret indiemiljø, tilsyneladende også at stige proportionelt med antallet af de kendisser, som medvirker. Ole Ernst har været med flere gange, men i Krokodiller medvirker fx også Allan Olsen, den allerede nævnte Poul Thomsen, Erik Holmey og Peter Aude. Desuden spiller Thomas L. Corneliussen, som vi kender fra Nordkraft, en af de bærende hovedroller.

Krokodillerne vil nok ikke blive en landsdækkende dvd-succes, men det er heller ikke ambitionen - filmen lever ikke helt op til den standard, der kræves. I stedet er filmen i stedet et forkærligt og gennemført bud på, at film kan blive til ud af hårdt arbejde og skønsom interesse. På den måde leverer film som Krokodillerne det, som ingen andre danske film kan levere: en fornemmelse for, at filmen er lavet, fordi en lille gruppe folk bare ikke kunne lade være. Det er lige her alle vi, der kan have glemt, hvorfor vi sin tid kom til at elske film, kan blive mindet om det igen. Mere af denne slags, folkens! Det er sgu charmerende underholdning med kultpotentiale, det her.

PS: Som en understregning af, at det her handler om kærlighed til det at lave film, er dvd’en også propfyldt med små og store overraskelser, obligatoriske bag om-film, meget mere og ikke mindst den supermorsomme kortfilm ”Next Generation Ninja”: Tre fyre vil lave en film om integration, men kan ikke rigtig komme på den rigtige idé, indtil den ene af dem overbeviser de to andre om, at en dansk ninjafilm vil være det helt rigtige. ”Next Generation Ninja” er intet mindre end den sjoveste kortfilm, jeg længe har set (se selv filmen på produktionsselskabets Suicide Films hjemmeside).