Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Alting bliver godt igen (90 min.) / SF-Film
Anmeldt 6/9 2010, 19:40 af Kim Toft Hansen

Husk på, at det hele er film


Husk på, at det hele er film

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da Christoffer Boes nyeste film Alting bliver godt igen sluttede, blev jeg siddende i min sofa, mens jeg stirrede forbavset på rulleteksterne, der slumrede forbi. Det er yderst sjældent, at film kan have den forbløffende effekt, at efterlade seeren helt tilbageslået i sædet. Det gjorde Alting bliver godt igen – og skal forstås særdeles positivt. Filmen er en kompliceret, veldrejet thriller, der ikke vil nøjes. Den viser både, hvor meget Boe ønsker med sine film, og hvor rummelig thriller-genren er. Alting bliver godt igen er den bedste danske thriller længe.

I sin debutspillefilm Reconstruction fra 2003 understregede Christoffer Boe, at vi hele tiden skal huske på, at det vi ser på kun er film – men alligevel gør det ondt. Denne frase er blevet et gennemgående diktum for den måde, som Boe konstruerer sine fortællinger på. Samtidig med at filmene fortæller nogle temmelig originale variationer over meget velkendte temaer, så formår Boe også at indføre en delikat refleksion over filmmediet, genren og dens formidlingsevne. I Reconstruction var det kærlighedsfilmen, i Allegro fra 2005 var det sci-fi-filmen, og i Alting bliver godt igen er det thrilleren, der endevendes.

Filmen handler om filminstruktøren Jacob Falk, der – mens han er komplet udkørt i de sidste dage op til aflevering af et manuskript til sin producent – ved et uheld på vejen hjem kører en dansk soldat ned. Han skynder sig fra åstedet, efter soldaten siger, at han skal tage hans taske med, og angiver færdselsuheldet anonymt til politiet. I tasken finder han en gruppe billeder fra Afghanistan, der afslører danske soldater i færd med at torturere krigsfanger. Falk indser lynhurtigt, hvor brandfarlig en situation, han er havnet midt i – og han begynder at udtænke, hvordan han kan få billederne ud i pressen, før Militærets Efterretningstjeneste når at få fingrene i dem.

Samlet set er plottet, som det her ses, ganske typisk for thrilleren, der oftest handler om mennesket mod systemet. Fortællingen er da også den mest tilgængelige, som Christoffer Boe hidtil har instrueret, men den er ganske subtilt krydret med metafilmens karakteristika. Er man opmærksom, er det nemt at få øje på dette helt fra starten – både i stilen og i fortællingen selv. Manuel Alberto Claros (igen!) fremragende kamerastil efterlader hele tiden seeren lettere dubiøs med hensyn til billedernes sanddruelighed – mange etablerende skud af bygninger ude fra ligner miniaturehuse, hvilket på det kraftigste også er antydet i titelsekvensen, hvor dukker nærmest gennemgår filmens handling. I første scene er det instruktøren Jacob, der selv flytter med figurerne.

Fortællingen selv understreger dermed også fra starten denne filmiske dobbelthed. Jacob, der kæmper med at få et manuskript færdig til sin producent, siger på et tidligt tidspunkt, at filmen – som han er ved at skrive – skal handle om krig. Og umiddelbart efter introduceres soldaten Ali. Men inden for filmens egen logik fungerer denne dobbelthed ganske uforstyrrende, men det bliver selvfølgelig en del af filmens plot, at der er noget helt galt med den måde, som vi forstår det hele på. Og her skal vi huske på, hvad Boe advarede os om i sin første film: Husk på, at det hele er film.

Man skulle tro, at jeg her giver for meget væk af plottet, men det er alt sammen bygget på de første tyve minutter – den opmærksomme seer har allerede selv tolket dette ud af filmens indledende sekvenser. Og det er netop det, der får Alting bliver godt igen til at fungerer så fantastisk godt: Den formår at opretholde denne metafilm, uden at det på noget sted bliver forstyrrende – som det til tider kan – for den samlede filmoplevelse. Det er sjældent, at det kan lade sig gøre. Som ekstra krydderi til den filmelskende, smager Boe også filmen til med en række indbyggede henvisninger til andre film: Jens Albinus, der spiller instruktøren i filmen, minder allermest om Jean-Paul Belmondo fra en Jean-Luc Godard-film – og det er vist ikke uden årsag, at kollektivet Hr. Boe & Co., der står bag filmen, kalder sit selskab for Alphaville Productions under henvisning til Godards film fra 1965.

Der er meget at komme efter. Alting bliver godt igen er en detaljeret film, der kræver gensyn. Det er en film, som også ønsker gensyn, idet den kærligt afkræver forklaringer, som seeren selv skal bidrage med – selvom det ikke er i samme grad som Boes hidtidige film. Dvd’en er forsynet med et udmærket kommentarspor med journalist Sophie Engberg Sonne og psykolog Jacob A. Cornett, der på mange måder kan hjælpe på vej, men de kommer undervejs desværre til at sylte mystikken, der efterlades i filmen selv. De fremhæver filmens relativt klare afrunding, men overser ganske vist derved, at filmen ikke nødvendigvis selv kan tolkes så indlysende, som de gør den til – og det er igen filmens helt klare styrke.

Visuelt, narrativt, spillemæssigt og genrebevidst er Alting bliver godt igen en vild, underholdende og særdeles overlegen dansk film!


Forrige anmeldelse
« Spetters «
Næste anmeldelse
» 1941 »


Filmanmeldelser