Tyskerne er berømte for at lave kvalitetsprodukter, også når det kommer til film, for selv om indholdet af tyske film indimellem kan diskuteres, så er den tekniske side af sagen nærmest altid fejlfri. De er gode til at sætte lys, beskære billeder, korrigere farver, klippe og ikke mindst findes der et utal af meget dygtige tyske instruktører, som får meget ud af deres medvirkende. Dette gælder også for tyske børnefilm, for selv om det måske ikke er alle disse der når vore breddegrader, så er serien om Krokodillebanden (Org. Vorstadtkrokodile)- hvis første to afsnit blandt andet er blevet vist på DR – et glimrende eksempel på at der laves underholdende børne- og ungdomsfilm i Bundesrepubliken.

Sidste efterår kom så tredje – og måske sidste – del i serien, der på dansk fik undertitlen alle for en. I modsætning til de to øvrige film i serien er tredje del ikke instrueret af Christian Ditter, der til gengæld atter engang har været med til at skrive manuskriptet. At der er kommet ny instruktør kan ikke mærkes for denne tredje del er mindst lige så sjov, underholdende og tempofyldt som de to første film, der på behændig vis blander børnefilm med actionfilm.

For de der ikke kender til serien, så handler det om 8 meget forskellige børn og unge, der har fundet sammen i Krokodillebanden. Er man fuldgyldigt medlem, så har man fortjent en halskæde, der ikke kun viser overfor omverdenen, at man er en del af gruppen, men også at man tør at presse sine egne grænser og måske endda gøre ting, der ligger på kant med både det som de voksne siger man ikke må og endda mod loven. Ikke forstået på den måde at banden stjæler biler, sælger kokain, laver knæk eller overfalder gamle damer, men i stedet forsøger de at omgås loven, når det kræves og altid i den gode sags tjeneste. På sin vis kan man sammenligne krokodillerne lidt med en ungdommelig version af vores egen Olsenbande, hvilket især kommer til udtryk i den nyeste film.

I starten af filmen overrasker banden deres egentlige leder Johannes på dennes fødselsdag med en billet til en gokartbane, men da den skal indløses, opdager de at banen er lukket for renovering. Så de bryder ind, tanker benzin på bilerne og kører i stedet om kap i et nærliggende parkeringshus. Det går dog frygteligt galt, for en af dillerne kører galt og nu er gode råd dyre.

Frank, som ulykkesfuglen hedder, har desperat brug for en organtransplantation fra en nær slægtning. Det viser sig dog, at den eneste donor som kan hjælpe ham er broderen og vaneforbryderen Dennis, som banden fik sat i bag tremmer i slutningen af den første film. Problemet er blot at fængselsinspektøren ikke vil høre på børnenes desperate råb om hjælp og derfor arbejder tiden mod dem. Presset af situationens alvor beslutter banden sig derfor, at bryde ind i fængslet for at få Dennis smuglet ud – en plan der ikke kun er farlig for dem selv, men som også er den mest dumdristige til dato.

Krokodillebanden benytter sig, lige som en række andre børne- og ungdomsfilm, af en række stereotype karakterer, forstået på den måde at hvert barn i banden synes at repræsentere en helt bestemt personlighedstype (eksempelvis den kloge men lidt forsigtige dreng, den udfordrende pige som narrer fyrene, den friske knægt der ikke lader sig mærke af at han sidder i kørestol, osv.) hvilket sikrer, at der er mindst en i flokken, som de unge kerneseere kan relatere til. I samme ånd er de voksne i filmen fremstillet karikerede og fungerer primært som en slående kontrast til de eftertænksomme og kloge børn i banden.

Filmen har et godt tempo, der med garanti vil underholde både store som små og den danske versionering fungerer også helt fint, selv om det – set med underviserbriller – ville have været en gave til tysklæreren i folkeskolen, hvis den danske distributør også havde inkluderet både den tyske originallyd og tyske undertekster som kunne vælges til på DVDen.

Selv om filmen mest af alt er en underholdningsfilm, der byder på flere spændende actionscener, uden det på noget tidspunkt bliver alt for uhyggeligt, så er der tid til at behandle velkendte tematikker undervejs, såsom betydningen af venskab, folks forskellighed, kærlighed og ikke mindst sammenhold.

Krokodillebanden – alle for en er muligvis ikke nogen stor film, men er man fan af Krokodillerne i forvejen, vil den tredje film med garanti også vække begejstring. Det bør i den forbindelse nævnes, at det er film som man godt kan nyde uden at kende til de andre film, selv om nogle af relationerne mellem figurerne og figurernes interne referencer måske bliver lidt sværere at følge med i. Kort sagt er Krokodillebanden – alle for en et vellavet og muntert alternativ til mange af de fladpandede tv-serier som hæger mange af vore børnekanaler. I det mindste er dette godt fortalt og noget som man som forældre også kan hygge sig med.