Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Aquaman (143 min.) Biograffilm / Warner / DC
Anmeldt 10/1 2019, 21:02 af Torben Rølmer Bille

Sådan D.C. !


Sådan D.C. !

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Endelig lykkedes det. Endelig!

DC har endelig lavet en superheltefilm, der er betagende, fed, sjov og medrivende fra start til slut! Det var virkelig også på tide, for selv om der er de, der mener at man enten er til Marvel eller til DC, så er der mange af os tegneserienørder, der ikke hverken kan eller vil vælge side og derfor er det ekstra dejligt at se at firmaets seneste satsning er endt med at blive en af de mest vellykkede superheltefilm nogensinde.

Selv om undertegnede godt nok var ganske pjattet med Wonder Woman (og smukke Gal Gadot der spillede hende) og Nolans to første film om Nattens Ridder har der godt nok været langt mellem succeserne blandt de film som Warner og DC har søsat. Ulig Marvels film har der altid været et eller andet ”galt” med deres spillefilm. Noget som man ikke helt har kunnet sætte fingeren på, men som har gjort at deres film ikke helt kunne leve op til forventningerne.

Det har ikke nødvendigvis haft noget at gøre med filmens look, med den overordnede seriøse, selvfede tone i disse film, eller for den sags skyld med de skuespillere der er blevet hyret, men måske var det en blanding af det hele og så dette uhåndgribelige ”noget”, der har gjort at filmene ikke har kunnet leve op til hverken tegneserieforlæggene eller konkurrentens produktioner. Heldigvis er bøtten nu vendt med Aquaman for selv om denne figur måske forekommer som en parentes, set i forhold til Batman, Superman eller lignende, så er der al mulig grund til at se den nye film.

DC har taget noget af et sats i forhold til deres valg af instruktør. De hyrede James Wan (kendt fra bl.a. Saw, de senere Fast & Furious-film, oma.), men det skulle vise sig at være en satsning, der har betalt sig, for med et veloplagt manuskript i hænderne og tilsat bizart flotte specialeffekter, er der blevet skabt en undervandsfortælling, som man har lyst til at gense så snart rulleteksterne starter.

Selv om undertegnede på disse sider i andre sammenhænge har kommenteret hvor dræbende kedelige og ofte helt unødvendige oprindelses-historier kan være, så er Aquaman alt andet end. Den trækker helt bevidst på den klassiske Arthur-mytologi, både fordi Aquaman døbes Arthur efter den legendariske sagnkonge, og fordi hans primære udfordring er at skulle genfinde den legendariske trefork (læs: Excalibur som gaffel) som engang blev smedet til kongen af selveste Atlantis. Samtidig fortælles det i filmens start, at Aquaman er halvt menneske, halvt havmand, hvilket selvfølgelig set fra Atlanteanernes kronprins’ perspektiv gør ham til en bastard, men som i andres øjne gør ham til den tronarving, der måske kan være i stand til at forene de to verdener, den vi mennesker kender og de riger der findes gemt dybt under havets overflade.

Handlingen er helt formularisk og de der har set sig sure på de mange superheltefortællinger vi ser i disse år, vil skæppe op om at det hele er dræbende forudsigeligt og at man har set det hele før. Der må Kapellets overgeek være helt helt uenig – det er jo med superheltefilmen, som med alle mulige andre genrer – det handler ikke om at skulle genopfinde den gode fortælling, men om hvor flot og opfindsom en variant man kan lave over skabelonen. Selv om enkelte måske trættes af at se enorme computergenererede væsener komme i clinch med hverandre, så sker det i denne film på en måde der næppe er set lignende.

Idet meget af handlingen foregår i havets blå, bevæger både figurer og kameraet sig ofte svævende rundt mellem figurerne, så man får en oplevelse af den vægtløshed der er hér. Selv om filmen blev screenet som helt almindelig biograffilm, vil denne Kapellan i løbet af den kommende højtid se filmen i 3D for den virker som skabt til dette format. Desuden er de undervandsverdener der skildres så flotte og forskellige, at man ikke kan undgå at tænke på klassiske eventyrfilm og de fantastiske scenerier som eksempelvis kan opleves i ”klassiske” eventyrfilm som Indiana Jones og Star Wars.

Aquaman er et visuelt overflødighedshorn, der vil få alle de der elsker at have hovedet under vand til at smile stort set hele vejen igennem. Smil er der også masser af undervejs, for det virker som om manuskriptforfatterne på DC har lyttet til de fans og anmeldere (os inklusive – red.) der har kritiseret DCs for at tage dem selv og deres figurer alt for seriøst. Arthur aka. Aquaman er frisk i replikken og enkelte scener, som eksempelvis den hvor Arthur tager på bar med sin far i starten af filmen og en gruppe store fiskere skubber til havmandens øl, formår at overraske, fordi den tager et helt velkendt filmklicheer og gør noget ganske uventet med det.

Der er noget legende eventyrligt over filmen og tvivler man på at James Wan kan lave action, så skal man blot læne sig tilbage og opleve den scene hvor Aquaman og prinsesse Mera, flygter fra en horde svært bevæbnede krigere på Sicilien. Det virker som om kameraet i én lang ubrudt sekvens følger dels Arthur, dels Meras kamp mod denne overmagt mens der kæmpes på livet løs. Det er virkeligt imponerende iscenesat og imponeres du ikke at denne sekvens, så evner du ikke at blive imponeret.

Der er selvfølgelig også et par enkelte irritationsmomenter i filmen, men de er heldigvis meget få. Et som bør nævnes er filmens startscene der foregår i en ubåd. Her oplever den skurk, der senere i filmen forvandler sig til en af Aquamans største modstandere, at få sin far fanget under ten torpedo. Han forsøger at flytte torpedoen, men den er for tung og Aquaman nægter at give en hånd med. Vandet stiger og faderen vælger selvfølgelig at dø en heltedød ved at detonere en sprængladning idet han drukner. Det er nu bare ret tåbeligt, idet både far og søn er iført dykkerdragter. Det første man lærer til dykkertræning er ikke at gå i panik, og så ved alle selvfølgelig at når genstande kommer under vand, så vejer de meget mindre. Hvorfor sønnike og farmand ikke tager deres iltapparater i munden og afventer situationen, er derfor et mysterium. Omvendt set, så skal der jo også findes en skurk, der kan jagte Aquaman på landjorden, så derfor bliver man nødt til at tage dette med.

Der er en masse fede og underholdende figurer med i filmen. Selv om Aquamans sidekick Mera bliver mere til pynt, end en der træder i karakter, står det helt anderledes til med mange af de andre undersøiske figurer. Blandt de mange indbyggere i Atlantis kan vi opleve både Nicole Kidman, Willem Dafoe og endog selveste Dolph Lundgren i bærende roller. Jason Momoa spiller rollen som Arthur/Vandmand virkelig fint. Han har masser af overskud og en imponerende fysik, der sikkert vil appellere alle de, der er til den slags. Nogle ville mene at der ligefrem kunne tænkes at være folk der kunne finde på at indløse billet, blot for at se Momoa spankulere rundt i bar overkrop i størstedelen af to timer?

Aquaman har, uanset hvad det er man betages af, forhåbentlig brudt den onde cirkel som DCs øvrige spillefilm har været plaget af. Forhåbentlig bliver det en bragende julesucces for Warner, så de har råd og mulighed for at lave flere film der kan blive lige så eventyrlige, morsomme og fascinerende som denne. Der er sikkert allerede lagt en masse planer om hvordan Aquaman vil komme til at indgå i flere DC film fremover, men lige nu bør man, såfremt man holder af denne slags popcornfilm, overvinde sin DC-fobi og skynde sig i biografen. For Aquaman skal opleves på det helt store lærred.


2368
Forrige anmeldelse
« Spider-Man: Into the Spider-ver... «
Næste anmeldelse
» Ternet Ninja »


Filmanmeldelser