Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Kærlighedens Veje & Vildveje / Pablo Llambías / 128 sider
Gyldendal. ISBN 9788702082616
Anmeldt 4/1 2010, 19:58 af Claus Krogholm

Kærlighedens Veje & Vildveje


Kærlighedens Veje & Vildveje

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er efterhånden blevet almindeligt, at man genindspiller film - laver et remake - som fx Dawn of the Dead eller The Texas Chain Saw Massacre, eller måske mest radikalt: Gus van Sants indstilling-for-indstilling remake af Hitchcocks Psycho. Nu har Pablo Llambías gjort noget tilsvarende med litteratur: et remake af Suzanne Brøggers Kærlighedens Veje & Vildveje fra 1975.

I lange passager er der tale om stort set ordret gengivelse af Brøggers essays eller fortællinger. Det eneste, der er ændret, er at 'hun' er udskiftet med 'han' og vice versa. Andre afsnit er enten stærkt forkortede eller skrevet radikalt om. Det gælder ikke mindst "Bordel" og "Flæsk". I sidstnævnte er dialogen erstattet af citater fra Joan Rivieres "Kvindelighed som maskerade" fra 1929. Valget af netop den tekst kommer naturligvis til at stå som en kommentar til hele projektet.

Og hvad er så projektet? Ja, det kan selvfølgelig have såvel komisk som tankevækkende effekt at bytte rundt på kønnene i en tekst, der i samtiden var manifest kønspolitisk. Der er dog ikke noget, der tyder på, at Llambías tilslutter sig det kor - fra Søren Fauli til Søren Pind - der beklager sig over, at kvinderne i den grad har sat sig på kønsdebatten, så det ikke længere er muligt at være (en rigtig) mand.

Kærlighedens Veje & Vildveje minder ikke om noget, Llambías tidligere har lavet. Og så endda. Et gennemgående træk i forfatterskabet har været at sætte spørgsmålstegn ved vore forestillinger om, hvad der er normalt og virkeligt. Normalitet er for Llambías - med afsæt i Canguilhem og Foucault - en konstruktion, der historisk set er blevet til virkelighed. Derfor er der ingen, der kan svare på, hvorfor der står en skulptur foran rådhuset (som spørgsmålet lød i Rådhus fra 1997).

Her gælder det så kønnet som konstruktion. Fordi vi biologisk har to køn, har vi også socialt og historisk haft to køn og en fastgroet opfattelse af, hvad der er 'naturligt', når det drejer sig om køn. Når Llambías her bytter rundt på kønnene, så anfægter han dermed også opfattelsen af, hvad der er 'naturligt'. Det er i sig selv en kønspolitisk pointe - queering - men i og med, at den tekst, han intervenerer i, er et af feminismens "kanoniserede" værker, så får det mere vidtrækkende konsekvenser. Et af de spørgsmål den feministiske litteraturteori rejste var, hvorvidt der findes en écriture féminine - en specifikt kvindelig skrift. Eller med andre ord: hvorvidt skriften er kønnet. For hvis den er, hvad sker der så, når en mandlig forfatter (gen)skriver en kvindelig forfatters tekst? Bliver den feminine skrift dermed maskulin, eller får vi noget tredie - en queer skrift? Skriftens køn fremstår under alle omstændigheder som en konstruktion; eller som lånet fra Joan Riviere indikerer: en maskerade, sådan som også Llambías selv på bogens omslag fremtræder i drag, forklædt som Suzanne Brøgger, der selv dyrkede maskeraden på omslaget til sin bog allerede i 1975.

Billedet på omslaget giver en anden mulig indgang til projektet. Llambías optræder, forklædt som kvinde med hat, slør og make-up, sådan som også Brøgger iscenesatte sig selv i 1975. Men Llambías har også tydelige skægstubbe og demonterer dermed maskeraden. Det kan give associationer til Marcel Duchamps L.H.O.O.Q. (1919), hvor Duchamp tog kunsthistorien mest berømte kvindeportræt: Mona Lisa og forsynede hende med over- og fipskæg. Det var et af Duchamps readymades, dvs. han tog et allerede eksisterende objekt og ændrede dets status og funktion (fx Fountain hvor en pissoirkumme blev ophøjet til kunst). Tilsvarende bruger Llambías Suzanne Brøggers bog som readymade og gør den til noget andet.

Med Kærlighedens Veje & Vildveje formår Pablo Llambías at skabe et originalt værk ved at kopiere en anden forfatters værk. Ved at skifte køn skabes der sprækker i den konstruktion, kønnet er. Det bemærkelsesværdige er måske især, at det ikke kun er Llambías nye version, der blotlægger kønnets konstruktioner; det bliver også tydeligt, at allerede Suzanne Brøgger skabte en konstruktion med flydende køn.


Forrige anmeldelse
« Film. En kærlighedshistorie «
Næste anmeldelse
» Det blanke vand »


Flere prosaanmeldelser