Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Det blanke vand / Henning Mortensen / 168 sider
Gyldendal. ISBN 9788702069211
Anmeldt 20/1 2010, 17:27 af Kim Toft Hansen

Firkantsdrama


Firkantsdrama

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Historien er velkendt. Formen er sin egen. Derfor er Henning Mortensens seneste roman Det blanke vand en anbefalelsesværdig oplevelse. Mortensen har en vis interesse i at trække på populære genrer – det er det velkendte. Samtidig er der dog en afgørende forskel på populærlitteraturen og Mortensens romaner: Han skriver allerhelvedes godt! Derfor gør det ikke noget, at den fortælling, som Mortensen serverer i Det blanke vand er set før – for den er alligevel sin ganske egen.

Visse populære genrer, der læner sig opad et kriminalistisk plot, er hjemmevante tøfler for Mortensen at vandre i. I 80’erne skrev han fx fire romaner, der snarrådigt og alligevel sparsomt hænger sammen som noget, som ligner danske gangsterdramaer. Senest vendte han tilbage til det tætteste, han har været på egentlige krimier, med sin såkaldte – og velmodtagne – Sondrup-trilogi, der afsluttedes for to år siden med Rita Korsika. Med Det blanke vand vender Mortensen blikket mod det, der – i mangel af bedre – kan omtales som en thriller eller en spændingsroman.

Den 65-årige Henry får arbejde som gartner hos Viktor og Julia. Viktor er ansat i Statsministeriet i en betydningsfuld post, der gør dem vældigt velhavende, hvilket også er gavnligt. Julia lider nemlig af narkolepsi, der gør hende socialt ukampdygtig: Hun holder sig stort set hjemme det meste af tiden, hvor hun bjærgsomt staver sig gennem en roman. Derfor har de også hyret hushjælpen Lillian til at holde styr på huset på indvendig side. Det er mellem disse fire karakterer, dramaet udspiller sig – med særligt fokus på sidstnævnte. Samlet set er romanen en fortælling om, hvordan alle på en eller anden måde bærer rundt på hemmeligheder – i dette tilfælde viser det sig dog at være hemmeligheder, som de færreste forhåbentlig brygger på. Henry kastes direkte ind i en plan, som han med det første ikke selv overskuer, men som hurtigt udvikler sig til indflettede dramaer om forgiftninger, gedulgte formodninger og ikke mindst følelsesmæssige udbrud mellem mand og kvinde.

Mortensen har selv givet Det blanke vand undertitlen Roman om kærlighed og magt. Det peger til at starte med på Viktors stilling og hans position i hjemmet, der dog for alvor ændrer sig, da finanskrisen rammer ham og hans investeringer. Han rammes af stress og depression, hvilket igangsætter nye forviklinger mellem de fire i hjemmet, hvor et magtspil mellem skjulte planer og indhyllet kærlighed udspiller sig. Både Viktor og Julia er på hver deres måde ramt af sygdom og deres fælles situation interagerer dermed på en interessant måde: Viktor får vrøvl med at sove om natten, mens Julia – qua sin sygdom – har besvær med at holde sig vågen.

Mortensen er desuden også hjemmevant inden for romanens metadimensioner. Den peger gentagende gange på sig selv og sin konstruktion, og dette finurlige drama er ikke kun, som han skriver, ”et banalt trekantsdrama […]. Den er en firkant”. En oplagt pendant til plotudviklingen i romanen finder vi eksempelvis i film som The Hand That Rocks the Cradle og lignende dramaer, men det er ganske ofte uden Mortensens finurlige metarefleksioner og den tilstedeværende fortæller. Det er derfor også velkendt, at – som vi også så det i Sondrup-trilogien – det nærmest kun er læseren, der opnår (tilnærmelsesvist) fuld indsigt. Ingen implicerede ved lige så meget, som læseren gør.

Det er en roman, der i sin konstruktion ser ud til at være lige ud af hovedvejen mod den endelige spændingsudløsning. Samtidig er det også en roman med arabeske kringelkroge og sproglige spidsfindigheder, der efterlader en humoristisk tone. Selvom emnet er søvnløshed, depression, narkolepsi, svindel, svundne og hengemte fortider og deslige, er fortællingen bundet sammen, så overraskelserne ikke nødvendigvis findes i sammenhængene. Mortensens sprog, pudsigheder og intrigante vinklinger overstiger i stedet enhver gemenlig thriller. Selvom niveauet fra Sondrup-trilogiens fremragende vendinger ikke er nået i Det blanke vand, formår romanen alligevel at vedstå sin genre på den ene side – og alligevel skille sig ud på den anden side. Romanen er krydret med en målrettet kvast filosofi og en lindrende samfundskritik, der viser, at metafiktionen ikke kun peger på sig selv – den peger også fingre af verden uden for fiktionen.


Forrige anmeldelse
« Kærlighedens Veje & Vildveje «
Næste anmeldelse
» Hypnotisøren »


Flere prosaanmeldelser