Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




...rasende... / Pablo Llambías / 167 sider
Gyldendal. ISBN 9788702067644
Anmeldt 14/5 2008, 21:27 af Claus Krogholm

...rasende...


...rasende...

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For år tilbage vrimlede det med engle i dansk litteratur. De er tilsyneladende nu blevet afløst af andre flygtige væsener: spøgelser. Pablo Llambías' nye roman ...rasende... er i hvert fald ét bud på en moderne spøgelseshistorie i forlængelse af film som The Sixth Sense og The Others - men med et typisk Llambías-twist.

Romanens fortæller - og den der er rasende - er den 16-årige Patricia. At hun ikke er en helt almindelig, rasende teenager, står hurtigt klart, da hun trods faderens formaninger går gennem væggen og ind på sit værelse. Faderen insisterer på, at dørene er der for at blive brugt, men Patricia gør oprør mod alle sociale konventioner. Hun forsøger at redde sin lillebror, Alex, fra at blive indfanget af det, hun kalder en "postkortvirkelighed". Det er den verden, der er styret af alle mulige konventioner for, hvad der er virkeligt. Det er de konventioner, der siger, man skal gå gennem døren og ikke væggen, når man skal ind på sit værelse. Hun prøver at overbevise Alex om, at det ikke har nogen konsekvens at bryde konventionerne, fordi de er lige så uvirkelige som alt muligt andet. Man kan godt køre bil uden kørekort, man kan godt bare tage pengene i banken osv. Virkeligheden er bare en konvention, vi accepterer som virkelighed - skønt vi inderst godt ved, den ikke er mere virkelig end fiktionen. Langsomt begynder Alex at blive overvist, men spørgsmålet er, om man ganske uden konsekvenser kan opløse alt i vilkårlige konventioner.

Det er ikke første gang Llambías sætter spørgsmålstegn ved vores begreber om virkelighed, fiktion og konvention. I Den dag vi blev frie (1998) opdager en gruppe mennesker, at det København de lever i blot er en kopi, hvor gaflerne er blevet til to-forke og kattene har organiseret sig i fagforeninger. Der er ingen på rådhuset og politiet er afløst af en telefonsvarer. Magten er forsvundet, og de er frie til at indrette sig, som de selv ønsker. Men som titlen på romanens anden del - og fortsættelsen af titelsætningen - lyder: så ville alt være som før. Konventionerne får os til at reproducere "virkeligheden", selv når vi er frie til at producere en ny.

Llambías selv arbejder i høj grad med de litterære konventioner. Den første bog Hun har en altan (1996) bærer genrebetegnelsen "Noveller". Den består af en række tekster, hvoraf flere godt kan kaldes noveller, men også så meget andet. Den anden Rådhus (1997) er uden genrebetegnelse, og ligner da heller ikke noget som helst andet (men er i min kanon en af det 20. århundredes vigtigste værker). Siden er fulgt en række romaner, der umiddelbart er mere konventionelle. A.P.O.L.L.O.N. (2000) ligner dystopisk science-fiction - indtil Llambías trækker tæppet væk under læseren til slut. Det samme gælder Trojaner (2001), der er en slags action-film møder computerspil i romanform.

Ud over at manipulere med genrekonventioner, så står også fortælleren for skud hos Llambías. Der er som oftest tale om en førstepersons-fortæller - et jeg. Det giver teksten en referent, en udsigelsesinstans, der etablerer et virkelighedsniveau i teksten. Men vi har forlængst lært, at der også findes upålidelige fortællere. Hos Llambías opdager man snart, at den, der siger 'jeg', ikke nødvendigvis er den samme gennem hele bogen (det gælder fx i Trojaner, hvor der er en 3-4 forskellige jeg'er). I flere af bøgerne optræder et 'jeg', der synes at gå igen gennem forfatterskabet og dele biografiske data med Pablo Llambías. Her er vi med andre ord tæt på et 'jeg', der er reelt forankret i 'virkeligheden'. Men heller ikke denne fortæller er pålidelig (læs fx Et ukendt barn (2005), hvor man godt kan føle sig snydt af fortælleren, da man når til slutningen). Selv det tilsyneladende virkelighedsforankrede 'jeg' er en konstruktion, der manipuleres af endnu en instans - en demiurg.

Virkeligheden er m.a.o. altid til diskussion, og er det i allerhøjeste grad i ...rasende..., hvor Patricia kæmper ihærdigt for sin opfattelse af verden som "postkortvirkelighed". Det kan på et umiddelbart plan læses som en beretning om teenagerens kamp, placeret som hun er mellem barndommens spontane accept af verden, som den er, og så den voksnes mere eller mindre resignerede tilpasning til "vilkårene". Men det er også en roman, der diskuterer konsekvenserne af et relativt virkelighedsbegreb, hvad enten man kalder det socialkonstruktivisme eller post-strukturalisme. For nok er det blot en tilpasning til normerne, når forældrene insisterer på, at "sådan er det bare"; men det får også fatale konsekvenser, når Patricia lige så ihærdigt insisterer på, at der i virkeligheden ikke findes ubrydelige normer.

Det er, som altid hos Llambías, en roman, der kan læses på flere niveauer, men er ikke af den grund en tung eller vanskelig bog. Der er en forførende lethed over Llambías' sprog, der denne gang er skrevet i en stil, der 'matcher' den rasende Patricia:

at lade være med at gå ud ad døren ... og se, at der i virkeligheden intet sker ved at gå igennem væggen ... se, at det slet ikke gør noget ... overskridelsen (s. 39).

Det er en nærmest stakåndet skrift, som man forbløffende hurtigt vænner sig til, og som sætter læsetempoet i vejret; så man læser 'som en rasende'. Romanen er hurtigt læst, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at man også er hurtigt færdig med den. Og som i sine seneste romaner, så leverer Llambías en slutning, man ikke har nogen chance for at forudse, men som gør at man må overveje nok engang, hvad det hele egentlig gik ud på. Man får måske et varsel med kapitelundertitlen. De foregående 11 kapitler har haft undertitler, der har situeret handlingen: [i køkkenet], [berøring] osv. 12. og sidste kapitel har undertitlen: [du ved, Lacan]. Det kan man så tænke lidt over.

...rasende... bekræfter Pablo Llambías' status som en af de sidste 10-12 års mest interessante forfattere. En forfatter der skriver med bedragerisk lethed om de store eksistentielle og filosofiske spørgsmål.


Forrige anmeldelse
« Bid «
Næste anmeldelse
» Lille Duduk og Store Godok »


Flere prosaanmeldelser