Meget er allerede blevet sagt og skrevet om Dorthe Nors’ debutnovellesamling Kantslag, der oprindelig udkom i 2008 og nu udkommer i 2. udgave. Den megen virak skyldes ikke mindst, at værket netop er blevet udnævnt til at være iblandt de 100 bedste bøger i USA i 2014. Roserne er regnet ned over Nors, både her hjemme og i udlandet.

Dorthe Nors skriver kort og godt om livet. Om det helt almindelige liv, hvor selv små begivenheder og øjeblikke kan antage en monumental betydning og ind imellem give sår på sjælen. I novellerne, der alle er temmelig korte, møder vi en lang række menneskeskæbner. Flertallet af fortællingerne er til den dunkle side: Her er masser af mennesker, der slæber rundt på det arvæv, som livet har givet dem, og masser af grum, næsten fatalistisk ironi. Som for eksempel den nyligt fraskilte mand i ’Buddhisten’, der i forsøget på udelukkende at se og føle verdens godhed ender med at dræbe både sig selv og andre på ondeste vis. Men selv om flertallet er dystert, er der også fortællinger om håb og spirende kærlighed imellem.

Rent tematisk kredser flere af novellerne især om det at have versus det at savne, ligesom det at gribe dagen – eller livet – også står som noget centralt. Flere af fortællingerne handler nemlig om mennesker, der bliver overvældede og trækker sig, når ’noget bliver for stort’ – et fabelagtigt udtryk, der går igen flere steder. Det springer desuden i øjnene, at flere af novellerne synes at kredse om det, man vel bedst kan kalde utilstrækkelige mænd. Der er flere eksempler på mænd, der på en eller anden måde kommer til kort og ikke formår at gøre det, der forventes af dem. Enten i rollen som far, som i novellen ’Vinterhaven’, hvor en skilsmisseforvirret far styrter ned fra den piedestal, som hans barn har placeret ham på. Eller i rollen som kæreste eller elsker, som i ’Gensidig aflivning’ og ’Kender du Corri?’.

De fleste af novellerne rummer både et konkret, bogstaveligt lag og et mere billedligt lag. Der kan for eksempel ligge megen symbolik i en tomat, en kirkegård eller en ælling, og det er da heller ikke svært som læser at køre de to lag sammen og danne sig et helhedsbillede af den enkelte fortælling. Fortællerne i disse noveller er skiftevis førstepersons- og tredjepersonsfortællere, ligesom de både er mænd og kvinder. Alle historierne er skrevet i et overordentligt velformuleret sprog, og som noget ikke uvæsentligt med en befriende korrekt kommatering.

Det er således ikke et stilmæssigt ensrettet forfatterskab, man finder her, som man eksempelvis kan finde det hos en anden kvindelig forfatter som Helle Helle. Nors’ noveller er forskelligartede og ofte kryptiske, og som sagt er der også forskel i fortællertypen. Enkelte af fortællingerne bliver dog temmelig ’intellektuelle’ i tonen og kaster sig ud i nogle redegørelser, som i hvert fald for denne læser bliver lidt trættende i længden.

Men har man lyst til at snuse til en af de nyere stemmer i dansk litteratur, og er man ude efter noveller med lidt mere hjerneføde end vanligt, er Dorthe Nors’ Kantslag et udmærket bud.