Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Og bjergene gav genlyd / Khaled Hosseini / 400 sider
Cicero. ISBN 9788763831246
Anmeldt 2/6 2013, 21:29 af Lise Majgaard Mortensen

Hosseinis fabelagtige fortælling


Hosseinis fabelagtige fortælling

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Godt. I ville gerne have en historie, og det skal I få. Men kun én. I må ikke plage om flere ¡K Der var engang en bonde, der hed baba Ayub. Det var dengang, der stadig fandtes diver og djinner. Baba Ayub boede i den lille landsby Maidan Sabz sammen med sin familie. Han havde mange munde at mætte, så derfor var hans liv fyldt med hårdt arbejde” (11).

Således fabelagtigt underspillet indleder Khaled Hosseini sin tredje roman Og bjergene gav genlyd. Efter at have leveret to massive bestsellere, Drageløberen i 2003 og Under en strålende sol i 2007, er der et vist forventningspres til denne 3’er i rækken. Men Hosseini går uforfærdet til opgaven og bringer os endnu en fortælling om familier, social ulighed og krig i hans elskede Afghanistan, nu med endnu mere vestlig skyldfølelse og en helt ny fortællestil.

Multi-generationsfortælling
Hosseini holder ikke sit løfte om kun at fortælle én historie ¨C og dog. Og bjergene gav genlyd er en multi-generationsfortælling, hvor hvert kapitel tager en ny hovedperson, hvis historie formidles på forskellige måder: Som eventyrfortælling, magasininterview, breve, minder og så videre. Men alle karaktererne har det til fælles, at de på den ene eller anden måde i løbet af deres liv har været i berøring med søskendeparret Abdullah og Pari, hvis tragiske adskillelse fra hinanden danner udgangspunktet for romanen.

Fortællingen strækker sig på kryds og tværs mellem 1949 og 2010, hele tiden med afstikkere til fortiden og med spor til fremtiden. Hvert kapitel bringer nye karakterer, som viser sig som en slags budbringere med nyt om onkel Nabi, Masooma og Parwana, Markos, hr. Wahdati og alle de andre.

Denne serie-agtige fortælleform er et fremtrædende litterært greb i disse tider. Et populært eksempel er Jennifer Egans Tæskeholdet banker på (2010), som ligeledes kræver af læseren, at han/hun engagerer sig i en form for detektivarbejde på tværs af tid og sted. Fortælleformen skaber spænding og dynamik, og især hos Hosseini fungerer det optimalt, for han giver ingen løfter om lyse og lykkelige skæbner. Man kan intet forudse, så man står på pinde og krydser fingre for, at Abdullah og Pari får lov at leve lykkeligt til deres dages ende.

Anti-Hollywood
Det mest bemærkelsesværdige ved Hosseini er, at han ikke lader alle sine karakterer få den klichéfyldte lykkelige slutning, som Hollywood-filmene har lært at os at forvente. Hans historier er på den måde herligt uforudsigelige og komplekse. Alting er ikke godt/ondt, dårligt/godt, for han opererer og spiller med omstændighedernes og tilstandenes mange nuancer af gråt.

Samtidig pådutter han os heller ikke en færdig, spiselig pakke med en krystalklar morale og en ensidig stillingtagen. Nej, for så let er det ikke. Der er altid en årsag til, at skurken er en dum skid, og man skal være varsom med at dømme. Men Hosseini promoverer i den grad noget, der hedder menneskelig anstændighed som et ideal, der burde gælde i alle samfund, både i øst og vest, nord og syd.

Han påpeger på samme tid, at ikke alle ugerninger, der finder sted i Afghanistan er Talibans eller al-Qaedas værk ¨C og lige så grufulde, uanstændige og uretfærdige gerninger finder sted overalt i verden. Det synes måske at være en banal pointe. Men Hosseini leverer den med så meget punch og overbevisning og ikke mindst kompleksitet, at den efterlader læseren med noget at tænke over.

Vestlig skyldfølelse
Efter de første kapitler flytter historien sig rundt i verden, til Paris og San Fransisco, og her bliver Hosseinis kulturanalyse fantastisk skarp. Måske er det fordi, vi kan genkende lidt af os selv? Det synes, at Hosseini, som i dag bor i Californien, i denne nye roman italesætter den kritik, som blev rettet mod ham efter udgivelsen af Drageløberen, nemlig at han både hylder og dømmer et land, han ikke længere bor i og ikke har oplevet på tæt hold i krigstid.

Vi møder den handlingslammede eksilafghaner med de gode intentioner, som oplever, at der er langt fra tanke til handling og ser sandheden i udtrykket ”ude af syne, ude af sind.” Han sammenstilles med den ulidelige godtgører, der er drevet af ønsket om, at hele verden skal vide, hvor gavmild han er. Hosseini griber således fat i amerikanernes velgørenhedsdisciplin og skildrer spændingsforholdet mellem eksilafghanerens skyldfølelse og ejerfornemmelser over for et land, han kun har en perifer tilknytning til:

”Han har opført sig som et typisk eksempel på den usympatiske afghansk-amerikaner, synes Idris. Han kommer spankulerende igennem den krigshærgede by, som om han hører til her, klapper de lokale kammeratligt på ryggen og kalder dem bror, søster og onkel” (166).

Det er svært at vurdere, i hvilken grad Hosseini stiller sig kritisk over for tendensen i den vestlige verden til, at vi til en vis grad fortrænger det faktum, at det faktisk kun er ”det store tilfældige genetiske lotteri,” som har skænket nogle en uhyre privilegeret tilværelse, mens andre har trukket nitten.

Fortællerens skyldfølelse har den effekt på teksten, at ord som pilatesinstruktør, fitnesscenter, mojito, basketstøvler og hjemmebiograf nærmest på magisk vis fremhæves og fremmedgøres, og man får trang til at tage afstand fra den slags overfladiske goder ¨C men det er umuligt at undsige sig dem.

Svaret er måske, at han også her tager afstand fra fordømmeri og blot har til sigte at skildre tingenes tilstand og få os til at stoppe op og tænke efter ¨C og måske skabe incitament for handling?

En sikker bestseller (og blockbuster)
Med Hosseinis håndværk gribes man ofte af den fantastiske fornemmelse af, at det er kvalitetslitteratur, man læser. Og bjergene gav genlyd er sådan en bog, som man glæder sig til at komme hjem til, og som man bagefter ville ønske, man kunne læse for første gang igen. Efter at have vendt sidste side kan man kun glæde sig over, at der nok ikke går lang tid, inden man også kan opleve historien på det store lærred.

Der er ingen tvivl om, at romanen har alt det, som Hosseinis tidligere romaner fik så stor succes på. Godt nok er han eksilafghaner, men han gør Kabuls utrolige, fængslende detaljer levende, og han skaber karakterer, man tror på, engagerer sig i og glæder sig til at møde igen.

Undertegnede glæder sig over at kunne anbefale Hosseinis tredje roman til familie og venner og alle andre.


Forrige anmeldelse
« Der hvor roser aldrig dør «
Næste anmeldelse
» Øjeblikkets evighed »


Flere prosaanmeldelser