Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Let me in (111 min.) / Midget Entertainment
Anmeldt 8/9 2011, 20:12 af Kim Toft Hansen

Kan Ronald Reagan og erotik hænge sammen?


Kan Ronald Reagan og erotik hænge sammen?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tomas Alfredsons svenske film Lad den rette komme ind (2008) blev meget hurtigt et stort internationalt fænomen, da den udkom. Den blev med det samme anerkendt for sin nyfortolkning af vampyrthrilleren med sit fokus på barnets seksualitet og det svenske folkehjems kollaps. John A. Lindqvists manuskript, baseret på egen roman, indbyggede subtile symbolske spor, der omsattes til en visuelt fremragende film med ligeså mange symbolske lag, og søsatte en film, som både lukker sig om sit plot, men åbner sig bredt i mange tolkningsretninger. Vampyren var blevet til kunst.

Et sådant fænomen kan den amerikanske filmindustri selvfølgelig ikke sidde overhørigt. Er der noget, der tjener penge, vil industrien forsøge at tjene flere på det. Genindspilningen Let me in er netop udkommet på dvd.

Filmens handling vil derfor være velkendt for de, der allerede har set Alfredsons film. Owen bor med sin mor i en amerikansk forstad i almennyttigt boligbyggeri – med udkig til alle naboerne. Han har sine egne problemer på skolen, hvor tre baddies dagligt piner ham. Det lave selvværd får dog et boost, da Abby flytter ind ved siden af. Der er noget mystisk ved hende, men det tager Owen sig ikke af – han har fundet en, der tager ham for det, han er. For os andre er det dog åbenlyst fra starten, at Abby er en 12-årig vampyr. Som blot har været 12 år temmelig længe.

Lindqvists roman og Alfredsons film er placeret i en svensk forstad midt i 80’erne. Dette indbygger en fortolkningsmulighed, der peger på vampyren som en udfordrer af det svenske folkehjem – en skabning, der lever på bekostning af (og ikke i kraft af) andre. Mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 var det tidspunkt, hvor det svenske velfærdssamfund mistede sin uskyld. Dette oversættes meget fint til den amerikanske film, hvor skudsmålet (uden dog at have mord i sigte) bliver præsident Ronald Reagan, der dukker op hist og her. Neoliberalismen er skurken, blodsugeren.

Bagsiden af Let me in meddeler seeren, at det er en gyser. Lad det dog ikke skræmme sarte sjæle. På samme måde som Lad den rette komme ind er det faktisk kun pletvist en gyser. Ja, hun bider et par folk i nakken. Ja, der myrdes på bestialsk vis. Men filmen har i vidt omfang forladt gyserens ikonografiske træk, såsom hurtig klippefrekvens, chokeffekter og parafraserende musik. Let me in er dog mere end den svenske en gyser, men disse enkeltstående sekvenser, hvor musikken og billedet tilstræber gys, er faktisk næsten de eneste steder, hvor den amerikanske fraviger det kort, som det svenske forlæg har udstukket.

Og hvilken skam! Der er så mange muligheder i den film og det manuskript, at det virker totalt overflødigt at lave en til, mage til. Den eneste årsag, der synes at være, er, at de amerikanske filmseere er så kede af at skulle læse undertekster. I stedet for at dubbe filmen, laver de bare en ny. Det skal dermed ikke lyde, som Let me in er en dårlig film. Slet ikke. Det er faktisk en fabelagtig vampyrfilm, der af selveste Stephen King er kaldt den bedste amerikanske gyserfilm i 20 år. Der er bare det i det, at den nærmest hverken er en gyser eller amerikansk. Fortæl det ikke til nogen. It’s a secret!

Den stil, som Let me in benytter sig af, læner sig i overvejende grad opad den svenske. Helt ned til indstillinger og klippeteknikker er der mange ligheder. Og instruktion, spil og samlet produktion er i høj grad vellykket. En enkelt variation indskydes dog i forholdet mellem drengen Owen og vampyren Abby: I den svenske er vampyren androgyn, mens drengen er drenget. I den amerikanske er det omvendt. Ja, hvorfor mon? Det betyder, at Let me in også tematiserer den blomstrende erotik i teenageren in spe. Men i stedet for at indføje det hos drengen, der jo er menneske, er det nu vampyren, der bliver den mest søgende. Altså er det monsteret, der er det seksuelle, ikke den lille dreng. Det bliver mindre kontroversielt på denne måde.

Sammenkædningen af vampyren og erotik er ikke ny i forbindelse med vampyren. Det er nærmest et genretræk ved dette monster i en hel subgenre. Der findes sågar vampire porn. Sheridan Le Fanu udstak allerede i 1872 i sin kortroman ”Carmilla” nogle retningslinjer for sammenkædningen af vampyren og erotikken. Fra 60’erne og frem instruerede Jean Rollin over 20 vampyrfilm i Frankrig, og hævdede, at disse ikke er gysere. Det seneste fænomen supernatural romance, såsom Twilight og Vampire Diaries, fortsætter ad denne vej. Det samme gør den amerikanske tv-serie True Blood, der er tusmørkevampyrer for voksne. Altså er dette ikke noget ukendt. Ingen af de nævnte titler her er reelt gysere.

Men koblingen til så unge børns seksualitet er interessant, kontroversiel og godt tænkt. Lad den rette komme ind var en fremragende versionering af dette i en symbolsk, samfundskritisk ramme. Let me in justerer lidt hist og pist, men gør det stort set samme. Det er i bogstaveligste forstand et remake. Ikke en genfortolkning. Se den gerne, men se helst den svenske. I hvert fald først.


Forrige anmeldelse
« Narnia – Morgenvandrerens rejse... «
Næste anmeldelse
» Columbiana »


Filmanmeldelser