The Grey er på overfladen en arketypisk katastrofe/overlevelsesfilm. En håndfuld hårde mænd, der til dagligt arbejder på et afsides olieanlæg et sted i Alaskas ødemark, er på vej hjemad da deres fly rammes af turbulens og styrter ned i det frosne vildnis. En håndfuld overlevende må se i øjnene, at der efter al sandsynlighed ikke kommer nogen og redder dem, da selskabet – som en af dem kynisk påstår – så kan spare en hel del lønningschecks. De sårede overlevende ved, at deres eneste chance er at spadsere stik syd, i retning den civilisation, der efter alt at dømme ligger ufatteligt langt væk.

Kulden dræber, klimaet dræber og landskabet, som omgiver de stakkels mænd er smækfyldt med farer, men værst af alt er den store gruppe sultne ulve, der lurer, på kanten af mørket hvor lejrbålets flammer præcis ikke når ud. Det er disse grå monstre, der har givet filmen sin titel.

Selv om beskrivelsen her lyder som et helt klassisk overlevelsesdrama, hvor sammenhold, mandsmod og selvopofrelse kommer i fokus, overrasker The Grey ekstremt positivt ved faktisk at være en film der har mere på hjerte, end blot at fortælle historien om en gruppe mænds kamp mod naturen. Det er en film der meget bramfrit taler om den vej vi alle på et tidspunkt skal gå ned af.

Filmens hovedperson Ottoway, der spilles med lavmælt, irsk seriøsitet af Liam Neeson, er en plaget mand. Han savner sin elskede inderligt, men ved også godt at hun ikke kommer tilbage til ham. Faktisk er manden så fortabt, at vi i filmens start ser ham stikke enden af sin riffel i munden. Ottoway er ansat af olieselskabet som jæger, så det er hans job at holde de sulte ulve væk fra selskabets betroede, når de er ude og besigtige olieledninger og installationer i felten. I en scene ses Ottoway siddende med hånden på brystet af en af de ulve han har skudt, mens den tager sit sidste åndedrag. Derfor er det nærmest selvskrevet, at denne følsomme men uligevægtige mand bliver filmens egentlige hovedperson.

Lige efter flyet er styrtet ned, finder de overlevende en hårdt såret mand i resterne af kabinen. Ottoway fortæller manden, uden at flytte sit blik fra hans øjne, at han skal dø. For at berolige den paniske mand spørger Ottoway den døende hvem han virkelig elsker. Manden svarer, at hans 6-årige datter betyder alt for ham, så Ottoway beder manden forestille sig, at hun kommer og tager ham i hånden. Han siger, at han ikke længere skal kæmpe imod. ”Døden smyger sig om dig”, får den døende at vide. Varmt og trygt. De barske, barkede mænd bag Ottoway kan ikke holde tårene tilbage, da deres ven udånder. Allerede her får seeren indblik i Ottoways karakter. Han kender døden, frygter den ikke og tør, bogstaveligt talt, se den lige i øjnene.

Denne scene er en af flere, der på forskellig vis forsøger at vise tilskueren en persons sidste minutter eller sekunder, og desuden diskuterer filmens personer, givet den situation de er havnet i, naturligt nok deres liv og ikke mindst deres mulige, snarlige død. Én ting er, at en Ottoway tilsyneladende er afklaret med døden, et andet er de øvrige overlevende. Det er også en kamp at få dem til at samarbejde for fælles overlevelse, især når ulvene og frygten for døden kommer tættere og tættere på. Rovdyrene er farligere end noget andet i vildnisset og med kirurgisk præcision lykkes det ulvekoblet, at gøre indhug på den lille trup overlevende.

Undervejs i filmen lærer vi vor hovedperson bedre at kende gennem en række flashbacks til hans barndom og flashbacks til den kvinde, som forlod ham. Drømmene om hende bliver, visuelt ganske fantasifuldt, afbrudt når vores protagonist vågner af sin døs og igen konfronteres med vildmarkens bidende kulde.

Visuelt set er The Grey en ganske flot film, der byder på trøstesløse snelandskaber, dystre skove og ikke mindst de grås skinnende øjne i mørket. Hvor billedsiden er fyldt med sne og mørke er lydsiden til filmen også utrolig intens. Lydene fra bålets sagte knitren, vindens øredøvende susen, ulvenes hylen og den knirkende, knædybe sne er med til at udsætte ens sanser for et veritabelt auditivt bombardement, ofte komplimenteret af close-ups af Neesons tilfrosne, furede ansigt. Skru derfor godt op for surrounden når The Grey kommes i afspilleren, det har den fortjent.

Hvis man skal stramme de kritiske anmelderbriller, kan en anke mod filmens ellers så fortættede stemning være, at enkelte af ulvene ikke fungerer så overbevisende. De animatroniske ulve, som er blevet brugt til nærbilleder er utroligt flot lavet, men nogle af de computerskabte ulvebasser falder uheldigvis igennem og bliver utroværdige. Det er en skam, for det gør at illusionen om at man som seer skal frygte disse blodtørstige, velorganiserede bæster lige så meget som de medvirkende brister en smule.

The Grey går fra at være en nærmest formularisk film om overlevelse, til at blive en allegori om døden. Om vigtigheden i at være klar til at dø, der forekommer lige så vigtigt som at være parat til at kæmpe til sidste åndedrag for overlevelse. Selv om det etableres i starten af filmen, at vores hovedperson ikke har det fjerneste at leve for, gør mødet med vildmarken og de folk, der vælger at følge ham tydeligvis en forskel.

The Grey er ikke et filosofisk mesterværk – langt fra – men det er ganske modigt, at en film instrueret af samme fyr, som for et par år siden kreerede bulderfilmen A-Team, skaber en film, der både byder på stor dramatik og ulveaction i ødemarken, men samtidig berører noget langt mere eksistentielt. Det er dens nøgterne diskussion af døden if roskellige afskygninger, der gør, at The Grey hæver sig over den ellers så grå masse af overlevelsesdramaer og bliver en film mange seere sikkert vil huske længe efter de har set den.