Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Isolde (96 min.) / Another World Entertainment
Anmeldt 4/10 2010, 14:12 af Kim Toft Hansen

Fortælling fra det mytiske dyb


Fortælling fra det mytiske dyb

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jytte Rexs film er alle som fikserbilleder. Fra den rigtige vinkel virker de selvindlysende, men forskydes blikket bare lidt, fortaber det indlysende sig i billedmæssige mysterier, der rummer så meget, at den filmiske dybde bliver uoverstigelig. Rex er oprindeligt kunstmaler, og det ses gennemgående i hendes film, der er som visuelle kompositioner fremdraget med kameraet som en pensel. Samtidig er Rex meget bevidst om det kulturelle dyb, der omgiver os. Hendes film er variationer over temaer, der er velkendte, men får en ny indfaldsvinkel i Rexs optik. Hendes film kan fremstå som strømme af associative mønstre, men filmene er bundet sammen af en interesse for myter og andre fiktioner, som lydløst glider ind og ud af fortællingerne. Det gælder også hendes film Isolde fra 1989, der netop er blevet genudgivet på dansk dvd.

En kvinde forsøger at begå selvmord, men hun vågner op på hospitalet reddet af sin mand. Ham forlader hun, og vender tilbage til sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek. Hun møder en dansk soldat, der er vendt hjem fra en krig, han mest forsøger at glemme. Hun forelsker sig i ham, men hendes mand, der er dansk politiker, er sygeligt jaloux, og forsøger gentagende gange at generobre hende. Samtidig møder vi kvindens kolleger på biblioteket – en besynderlig samling individer, der mest lever i bibliotekets finurlige univers. Den ene er et omvandrende leksikon og taler lige sådan, mens to andre fungerer som et græsk tragediekor. Tragediens kor havde den funktion, at de hele tiden kommenterede på handlingen, og det genbruger Rex også her, men med den spidsfindighed, at koret i Isolde har svært ved at forstå, hvad de selv siger.

Isolde er naturligvis en variation over den gamle middelalderfortælling om Tristan og Isolde, der blev udødeliggjort af Richard Wagners opera fra 1865. Her drager Tristan ud i verden for at hente Isolde hjem til sin onkel, der vil gifte sig med hende. Hun ønsker tværtimod ikke at gifte sig med ham, og mikser en selvmorddrik. Heri ligger selvfølgelig også det oplagte i at bruge fortælling med et feministisk islæt. Isoldes mor skifter imidlertid denne drik ud med en kærlighedsdrik, som Tristan og Isolde ender med at drikke, og dermed ubrydeligt binde dem sammen. Men da de ikke kan få hinanden i live, må de finde hinanden i døden. Der findes variationer over denne fortælling, men det er denne version, der bindes ind i Wagners opera, og det er den, som også binder det hele sammen hos Rex i Isolde. Billederne og dialogen fortæller sin egen variation over dette grundtema, mens en voice-over gengiver middelalderfortællingen.

Referencer til andre film, kendte topoi, mytiske variationer, labyrintiske veje gennem kulturen simrer underneden gennem hele filmen. Denne labyrint af forskellige fortællinger og tekster er tydeligt eksemplificeret af bibliotekets logik, hvor al viden er samlet på ét sted. Alligevel må en besøgende konstatere, at en bog, han søger, ikke eksisterer – bogen, han søger, er nævnt i en Borges-tekst, og Borges – der tidligere blev filmatiseret af Rex i kortfilmen ”Den erindrende” – indbygges dermed også i filmen grundtone. Her bliver det understreget, at vores fortælling, som vi her får serveret gennem visuelt poetiske kompositioner, blot selv er en variation over mange andre temaer. Bibliotekets kringelkroge bliver til vores dybe, mytiske erkendelses egne mørke kroge. På samme måde som Tristan og Isolde selv er et velkendt tema om elskende, der ikke kan få hinanden pga. eksterne vilkår, er Isolde også en film, der intet ville være uden henvisningerne. Alligevel formår Rex at fortælle en hel del nutidigt (in casu filmens nutid), fx om feminisme og kvindefrigørelse, dog stadig på et ganske subtilt niveau.

Visuelt er filmen præget af overlegne penselstrøg. København er forvandlet til en by, hvor gadehjørnerne er fremhævet for deres æstetiske værdier. Hvert billede, der ofte dvæler ved besynderlige detaljer, har indbyggede dybder, der gør filmen til et analytisk overflødighedshorn. Perspektiverne er mange, men de er alle samlet i et mytisk, fiktionelt slaraffenland. Jytte Rex er i sine film en højmodernist, der tør brække brød med de store kunstnere – hun er en ener inden for dansk film, der kun er gået sine egne veje. Derfor er Rexs film så ekstraordinært befriende og forpligtende på samme tid. Denne genudgivelse er særdeles velkommen – men hvor indstifter den tørst efter en komplettering af Rexs samling på dvd. Lad det ikke være den sidste.


Forrige anmeldelse
« Blood Creek «
Næste anmeldelse
» Piranha 3D »


Filmanmeldelser