En mand og to kvinder. Det er ikke en uhørt historie. At manden har mistet den ene uden helt at kunne glemme hende, men alligevel hengiver sig til den anden, er som historie heller ikke så fremmed for os. Kærlighedshistorien er en variation over det samme tema. I hænderne på den autodidakte danske filminstruktør Jytte Rex er intet dog, som det normalt tager sig ud. De temaer, der indgår i Rexs film, ved vi alle en smule om: døden, livet, tiden, kærligheden, det ukendte. Eller også ved, at vi netop intet ved om disse ting. Og i stedet for at vælge den første løsning: at lade som om, vi ved en hel del om disse livsens tematikker, så vælger Rex i stedet at stille spørgsmålstegn ved dem: Hvor meget ved vi rent faktisk om de mest centrale og uundgåelige aspekter af livet? Det er sådanne spørgsmål Jytte Rexs film Planetens Spejle fra (1992) kredser omkring. Den er netop (endelig!) udgivet på dansk dvd.

Jytte Rex er en af de mest originale, banebrydende og anderledes danske instruktører. Der er intet i dansk (eller måske endda international) filmhistorie, der ligner hendes film. Hun formår at tage netop de velkendte temaer og tviste dem, så vi som seere efterlades undrende. Det er netop det, kunsten kan: Den kan give os mulighed for at undre os over det, som vi troede, vi vidste med rimelig sikkerhed. Derfor er det ikke at skyde over målet at omtale Jytte Rexs film som centrale kunstneriske værker, men netop derfor har de ikke fået den store udbredelse, som de fortjener. Det er lidt pudsigt, at det sære og det forundringsværdige ofte opnår bred udbredelse i andre fiktionsformer end netop filmen. Derfor er der få danske instruktører, der tør begive sig ud i kunstneriske og avantgarde fremstillinger på film – derfor bør Jytte Rex prissættes for det mod, som hendes film generelt udviser. Det er simpelthen vigtigt af og til at presse vores erkendelses grænser.

Og netop erkendelsen synes at være omdrejningspunktet for Planetens Spejle. Den handler om videnskabsmanden Hans Morgenstern (Ole Lemmeke), der bevæger sig mellem to kvinder. I første scene ser vi ham knæle foran den ene (Cher Guertze), der ligger på en seng dækket af et hvidt klæde. Hun er død. Den anden kvinde (Bodil Jørgensen) er en kollega, som Morgenstern har et forhold til – et forhold, som er temmelig uklart. Denne uklarhed står også frem for kvinden selv, der undervejs undrer sig over, hvad det er for et forhold, de har. Han bærer den anden kvinde i sig – han siger sågar, at han hører hendes stemme, og at hun derfor er der. På den måde er filmen i disse nuancer for så vidt letfattelig: Den handler om en mand, der har mistet en kvinde, som han elsker, mens han forsøger at komme videre sammen med den nye kvinde, han har mødt.

Dette er dog også den eneste sparsomme fortælling, som kan dechifreres ud af filmens handling. Der er i stedet flere øvrige lag, som filtrer sig ind i den lidt banale handling – og dermed hæver den til et højt sofistikationsniveau. Undervejs møder vi (formentlig) en række drømmesekvenser fra Morgenstern, som vi til tider ser sove og undervejs snakke om sine drømme – dog aldrig dem, som vi har overværet. Derfor er der en uvished om filmens niveauer, hvad angår drømme og egentlig handling. En sparsom surrealisme trænger sig her på. Derudover bevæger vi os også ofte ind på et øvre poetisk plan, hvor den billedmæssige poesi blandes med digteriske passager – eksempelvis er Inger Christensen med som det, der i rulleteksterne omtales som et sendebud. Denne visuelle poesi er dog ikke efterladt på dette poetiske niveau, men indbydes også til selve filmens dialog mellem de implicerede. Dialogen er pompøst forfattet sammen med forfatteren Asger Schnack.

Dermed bliver poesien til det vigtigste element i filmen – en modernistisk refleksion over kunstens mulighed for at se tingene fra en anderledes vinkel. I filmen er Morgenstern astrofysiker og diskuterer ofte med sin excentriske kollega (Thomas Mørk) om verdens skabelse, sorte huller og den bevægende årsag: Gud. Filmen afsøger det sliprum, som er mellem videnskaben og troen, det rum, hvor erkendelsen ikke stemmer overens med, hvad der viser sig. Og dette rum fylder Jytte Rex derfor ud med kunstens erkendelsesgrundlag: Kunsten bliver til et supplement og et bindeled mellem det, som vi ved, og det, som vi ikke ved – eller ikke kan vide noget om. Kærligheden bliver her til et omdrejningspunkt, fordi den også handler om det uvisse mellem mennesker – hvem har nogensinde set kærligheden? De fleste har følt den, men kan ikke vise den eller sætte præcise ord på den. Dermed er filmen en abstraktion over en kærlighed, som fortællinger ofte banaliserer til ukendelighed.

Rex hjælper os lidt undervejs. Hun efterlader nogle koder, der kan guide os på vej. At flere passager i filmen er optages på Thorvaldsens Museum i København, sætter os i forbindelse med de myter, som netop Thorvaldsens billedkunst er så optaget af. Filmen er interesseret i det mytologiske sindelag hos mennesket. Vi får også et indledende citat fra den argentinske forfatter Jorge Luis Borges: ”Jeg er en endeløs mængde ganske nære øjne, der granskede sig selv i mig som i et spejl; jeg så alle planetens spejle, og intet af dem spejlede mig”. Sætningen her er en parafrase af Paulus’ berømte ord om, at vi – mens vi bevæger os rundt i jordelivet – erkender som i spejl, utydeligt og uklart. Erkendelsen er uklar i filmen, end ikke videnskaben kan give os svar, men troen og kunsten kan lempe på vores erkendelsesmæssige brist. Den ene kvinde citerer tilmed digteren Sophus Claussen undervejs, og netop Claussen-koden er en oplagt læsemåde til Planetens Spejle: Lægges filmen ind i en symbolistisk sammenhæng, begynder en hel del at falde på plads: Troen og kunsten fylder også her en hel del i forsøget på at erkende netop det, som moderniteten forsøger af udslette. Filmen tør søge Den Store Arkitekt, som filmen selv formulerer det.

Planetens Spejle tør sige noget nyt om det, vi sjældent formår at formulere. På den måde er filmen en meget religiøs film, men tilmed en paradoksal film. Den svælger (modsat almindelig religiøsitet) i selvmodsigelser såsom påstanden om, at sorte huller er tilstedeværelsen af Guds fravær, eller Morgenstern der ser sin egen grav og sit eget lig genopgravet. Døden er ikke en sidste port, vi gennemtræder, men filmen opbygger snarere et labyrintisk rum af døre og hvælvinger, som dermed åbner for en metafysisk tolkning af verdensrummet. Troens begynder der, hvor erkendelsens grænser nås. Planetens Spejle er derfor ikke en nem film. Den er poetisk, sær og symbolladt, og et vist kendskab til teologisk, filosofisk og kunstneriske historie hjælper gevaldigt. Men for den, der tør give sig i kast med Jytte Rexs relativt få film – og i særdeleshed Planetens Spejle – er der en stor gevinst i vente. En mand og to kvinder vil ikke være den samme historie herefter.

Læs også anmeldelsen af Jytte Rexs film Inger Christensen - Cikaderne findes om digteren Inger Christensen.