Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Eastern Promises (100 min.) Biografversion / SF-film
Anmeldt 5/12 2007, 13:13 af Claus Krogholm

Eastern Promises


Eastern Promises

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er set så tit på film. Et hurtigt snit med en barberkniv og the hitman har skåret halsen over på sit offer. Sådan er det ikke i David Cronenbergs Eastern Promises, hvor en ung mand skal foretage sin første mafialikvidering for sin far. I hans urutinerede hænder virker barberkniven mere som en sløv sav og den blottede strube som egetræ.

Med denne åbningsscene får Cronenberg markeret, hvilket ærinde han er ude i. Eastern Promises er en mafiafilm a la The Godfather – bare i London og med russere i stedet for italienere – tilsat et stænk Chinatown. Det er en veldrejet historie, men den undgår ikke de klichéer, der også knytter sig til genre. Helt forsætligt, antageligt. Det interessante er, hvordan Cronenberg behandler genrens arketypiske karaktertræk. Og det er det, barberknivs-scenen illustrerer.

En ung, gravid kvinde vakler ind på et apotek og kollapser i en blodpøl. På hospitalet når man at redde barnet, men kvinden dør. Jordmoderen Anna (Naomi Watts) finder en dagbog blandt kvindens ejendele, men da den er skrevet på russisk, kan hun ikke læse den. Hun forsøger at få sin russiske onkel, Stepan (Jerzy Skolimowski) til at hjælpe, men han er modvillig. Hun opsøger en russisk restaurant, hvis adresse hun har fundet i dagbogen. Ejeren Semyon (Armin Müller-Stahl) viser interesse i dagbogen og tilbyder at oversætte. Hans interesse gør dog Anna mistænksom, og efter en konfrontation med Semyons søn Kirill (Vincent Cassel) og dennes chauffør, Nikolai (Viggo Mortensen), vil hun helst ikke have mere med dem at gøre. Onklen indvilger i at oversætte og efterhånden bliver det klart, at det handler om den russiske mafia, trafficking, prostitution og narko. Samtidigt udviser Nikolai stigende interesse for Anna.

Dermed er scenen sat for en klassisk mafiahistorie. Langsomt afdækkes en brutal og kynisk underverden, hvor menneskeliv ikke regnes for meget. Det er en verden af gensidig mistro, skjulte identiteter og et brutalt magtspil. Som sådan rummer historien ikke de store overraskelser, men Cronenberg giver sig god tid til at bygge sit univers op. Filmen skildrer et regnfyldt, blå-gråt London. Som i Spider – der også foregik i London – undgår Cronenberg stort set ”turistattraktionerne” og skaber et anonymt bymiljø som baggrund for en handlingsgang, der netop ikke skal vække opsigt. I vanligt suggestivt, næsten søvngængeragtigt tempo trækkes man ind i filmens univers, mens Cronenberg med sikker hånd skærer gennem klichéerne og blotlægger det, der ligger bag.

Som altid hos Cronenberg så rummer de enkelte karakterer flere identiteter. Patriarken Seymon er ikke kun perfektionist, når det drejer sig om at tilberede bortsj, men også når det drejer sig om at sikre sin stilling i vory v zakone med alle midler. Nikolai – ”I’m just the driver” – kan mere end køre bil. Det hører til genrens klichéer, at man har flere identiteter, men hos Cronenberg drejer det sig ikke om, at den sande identitet viser sig til slut. Vi ved, hvem Michael Corleone er til slut i The Godfather. Nikolai er stadig gådefuld, når Eastern Promises er slut. Så skønt der er et strejf af solskin (et sjældent træk hos Cronenberg), så kan vi langt fra føle os sikre på, at orden er genoprettet.

Som A History of Violence er Eastern Promises en ”mainstream”-film – for så vidt Cronenberg kan være mainstream. Som altid hos Cronenberg er det en meget fysisk film, meget kropslig. Mafiamedlemmernes tatoveringer fortæller hvem de er, får vi fortalt. Historien er skrevet på kroppen. Det understreges af åbningsscenen. Det er ikke det hurtige snit, men genstridigt kød der bearbejdes. Cronenberg dvæler ved kødet, ikke for den spektakulære effekts skyld, men netop for at fremhæve det kropslige. Volden skildres, så den bliver fysisk sanselig. Man skal ikke kun se kniven, man skal føle at der skæres i levende kød. Det samme gælder den meget omtalte scene, hvor en nøgen Viggo Mortensen kæmper mod to knivbevæbnede tjetjenske gangstere. Nøgen er det den blottede, ubeskyttede krop, der udstilles som på en gang sårbar og kampberedt. I det hele taget glimrer Eastern Promises ved at være en mafiafilm uden skydevåben. Der bruges konsekvent kniv, hvilket igen betyder tæt fysisk kontakt mellem drabsmand og offer – mellem kroppe.

Cronenberg er erklæret ateist, hvilket understreges af den vægt, der lægges på det fysiske. Det forhindrer ham dog ikke i – som så ofte før – også at lægge en næsten religiøs ramme ned over historien. Handlingen foregår omkring jul, hvor et barn bliver født som – viser det sig – ikke søn, men datter af en ”konge”. Nikolai (samme navn som Nicolaus eller Santa Claus) bliver en form for frelser, men det er ikke til at afgøre om han er Kristus eller Lucifer. Og det hele slutter nytårsaften, på tærsklen til noget nyt.

Eastern Promises er ikke blandt David Cronenbergs mest personlige film, men det er umiskendeligt en Cronenberg-film. Den er velfortalt og velspillet. Viggo Mortensen er formidabel som Nikolai og en typisk Cronenberg protagonist: nærmest underspillet, grænsende til det upåagtede, hvilket blot fremhæver alt det latente, alt det der holdes nede hos en karakter, som netop skal undgå at vække opmærksomhed. Det var det, der kendetegnede Tom Stall i A History of Violence – og det gælder i endnu højere grad Nikolai i Eastern Promises.

Da Cronenberg i 70’erne lavede film som Shivers og Rabid blev han identificeret med den nye bølge af horrorfilm. Set i dag har de film ikke alverden til fælles med film som Halloween eller Fredag den 13. Det samme siger man måske om få år om A History of Violence og Eastern Promises, skønt de i dag er ”mainstream” i sammenligning med mesterværk som Videodrome, Deadringers og Crash. Og kommerciel succes har hidtil ikke afholdt Cronenberg fra at lave dybt personlige og kompromisløse film. Indtil da er Eastern Promises et fremragende bud på en mafiafilm, umiskendeligt Cronenberg og på et niveau langt over det meste, vi ellers bliver budt på.


Forrige anmeldelse
« En sand løgn «
Næste anmeldelse
» Spurven »


Filmanmeldelser