Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Velsignelsen (75 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 4/10 2009, 11:32 af Kim Toft Hansen

Opløsning i close-up


Opløsning i close-up

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er svært at vide, at film kan gøre fysisk ondt, før man har oplevet det på egen krop. Der er visse film, som i stil og tema trænger ind et sted, hvor kroppen reagerer med væmmelse, forundring og smerte på det, som øjet ser. I tilfælde, hvor filmens stilmæssige opbygning stemmer stærkt overens med filmens tematiske fokusering, kan vi komme så tæt på en person, at følelsen og fornemmelsen hos denne person transponeres direkte over på seeren. En sådan emotionel respons, der føles som en filtret knude i maven, formår Heidi Maria Faissts debutspillefilm Velsignelsen at skabe. Den er netop ude på dvd.

Katrine og Andreas har lige købt hus, fordi de venter deres første barn. Glæden burde derfor være stor, da Katrine får de første veer, og hun indlægges på fødselsafdelingen. Men allerede under fødslen aner vi, at der er noget galt: Katrine er fjern og forsøger mest af alt at vende sig bort, mens hun fremstammer, at hun ikke vil mere. Alligevel får hun født en lille skøn pige, de kalder Rosa. Katrine reagerer dog ikke med udvendt glæde, som vi kunne forvente, og hendes indadvendte tungsind bliver kun forværret, da hun ringer til sin mor for at fortælle om fødslen: Moren skærer hende blot af med kritikken af, at Katrine havde lovet, at moren skulle være til stede under fødslen. Samlet set en umådelig trist indgangsvinkel til den velsignelse, en fødsel skulle være.

Det er usikkert, hvad Katrine tænker og muligvis fejler. Tanken falder selvfølgelig hurtigt på en fødselsdepression, men det gøres ikke klart. I stedet følger vi på den ene side Katrines forsøg på at finde sig til rette i rollen som mor, hvilket på ingen måde behager hende. På den anden side ser vi også familien omkring Katrine fuldstændigt fejle i at lægge mærke til Katrines åbenbare problemer. Katrines mor har allerede vist sig som en dominerende og bedrevidende forhastelse, der gør det ekstremt svært for Katrine at spørge nogen – især sin mor – om hjælp. Langsomt glider Katrine længere og længere ind i sig selv – og vi glider med.

På mange måder er Faissts film mulig at sammenligne med den stemning, som vi møder i Simon Stahos film. Særligt springer Stahos fremragende Daisy Diamond i tankerne, men der er dog her en væsentlig forskel på behandlingen af tematikken, selvom fællestrækket er et nyfødt barn. I Daisy Diamond er det kolik hos en nyfødt, der forstyrrer karrieren hos moren, mens det i Velsignelsen ganske simpelt er en bristet psyke, der giver sig udslag i en sindsforvirret frastødelse af barnet. Men fornemmelsen er den samme: Det er den velkendte knude i maven, der fra starten lægger en melankolsk stemning, som skal det hele eksplodere i et følelsesudbrud. Fornemmelsen ulmer dog bare videre, for udbruddet sker bare ikke: Filmen og seeren fyldes i stedet op af en projiceret følelse af den opløsning, som Katrine gennemgår.

To elementer er især medvirkende til, at resultatet er blevet så godt. Først, fremmest og vigtigst, så spiller Lærke Winther – som de fleste nok bedst kender fra DR2’s satireserie Normalerweize – sin stærkeste og mest gennemtrængende rolle til dato. Hun havde i øvrigt også en birolle i allerede omtalte Daisy Diamond. Winthers udtryksløse eller måske netop udtryksfulde ansigtsmimik leverer her en kraftpræstation, der viser, at hun er en dygtig karakterskuespiller med et bredt repertoire. Derudover er Manuel Claros nærgående og håndholdte kameragang også en vigtig medspiller ift. at fange netop Katrines opløsning. Vi er hele tiden klaustrofobisk tæt på alle karakterernes og særligt Katrines emotionelle respons.

Tristessen er gennemtrængende, og temaet er særdeles depressivt. Men det er et tema, der yderst sjældent vendes offentligt – jeg mindes ikke, at der før er fortalt film om dette. Det er en film, der handler om omgivelser, der ikke læser de oplagte tegn, og det handler om en psykologisk mekanisme, der er grusom som ind i Helvede. Men den eksisterer, og bør fortælles. Derfor er Velsignelsen for det første en understregning af Claros kameratække, for det andet Lærke Winthers store potentiale, men så sandelig for det tredje også et udtryk for, at vi kan vente os meget af Heidi Maria Faisst.


Forrige anmeldelse
« New York Iscenesat «
Næste anmeldelse
» Wolverine vs. Hulk »


Filmanmeldelser