Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Lust, Caution (149 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 24/8 2008, 22:37 af Kim Toft Hansen

Frihed og forbeholden lyst


Frihed og forbeholden lyst

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når den taiwanesiske instruktør Ang Lee fortæller historie, kan man let blive en smule frustreret. Frustrationen udspringer af, at man som seer bliver tvunget til selv at træffe en række beslutninger på foranledning af fortællingen, men det er ofte ganske meget op sig selv, hvad man skal mene. Det er også tilfældet i hans seneste film, det historiske drama Lust, Caution.

Ang Lees film er – i dette tvesyn – ofte knyttet an til et forhold mellem traditionsbundethed og nyskabende udvikling, uden at der tages præcis stilling til, hvordan man bør forholde sig – for der findes ikke noget ’bør’ hos Lee. Hans film er i stedet placeret i en perpetuel modernitet, der hele tiden skaber tidsbundne komplekser, som alligevel giver mening over tid. Det gælder i høj hans såkaldte Father Knows Best-trilogi, der i høj grad sætter det traditionsbundne Kina stævne ved hjælp af små kritiske vink i forhold til, hvad der kunne være moralsk bedrestillende. Men samtidig formår han at tage fat på traditionerne med kærlighed, hvilket især kommer til udtryk i hans fokus på de basale behov, såsom madkultur og forholdet mellem mand og kvinde. Eller også kan det ganske overraskende være forholdet mellem mand og mand (se også essayet ”Æd, drik, mand, kvinde” om Ang Lee).

Dette kulturelle fokus bliver taget mere bogstaveligt i Lust, Caution, der meget præcist fokuserer på Shanghai under den anden verdenskrig. Shanghai har som by en særlig interessant kulturel historie, mest fordi den har været koloniseret fra snart sagt alle vinkler. Under så divergerende prædikater som ”Østens Paris” og ”Orientens horehus” har Shanghai været præget af modstridende og selvmodstridende kulturelle strømninger, der mest af alt ses i den alsidige arkitektur. En tur på havnefronten The Bund (som man også ser i Lust, Caution i 40’er-udgave) vidner om britisk imperialisme og en vandretur gennem det franske kvarter sætter en tyk streg under den franske tilstedeværelse – bare for at nævne de par af de vigtige. Shanghai var gennem længere tid op til den anden verdenskrig og herunder et besynderligt og fascinerende smeltedigel af nationaliteter og kulturer – og er det til stadighed.

Men særligt smertende har japanerne vist sig at være i den kinesiske historie, da det var dem, der – i en semi-nationalistisk og undertvingende diktaturmanøvre – forsøgte at skabe eller genskabe asiatisk storhed under den anden verdenskrig. Dette gjorde selvfølgelig ondt, fordi store dele af den kinesiske østkyst var besat af japanerne, men samtidig var dette også en kniv i hjertet på den kinesiske traditionsbundne selvrespekt. ”Riget i midten” har – i sin egen selvforståelse – eksisteret som det centrale omdrejningspunkt i Asien, og derfor kunne det på ingen måde give mening for kinesere at lade sig undertvinge af en fremmed magt.

Derfor var der også under krigen en betydningsfuld modstandsgruppering mod den kollaboring, som den kinesiske regering stod for. Dele af denne modstandsgruppe handler Lust, Caution om – og på den måde er filmen et helt klassisk historisk drama. Den er præcis så storslået og episk, som historien byder det; den har en tilpas mængde både personlig, politisk og emotionel intriger til at virker vedkommende; og billede-, kamera- og fortællerytme tager brede favntag, der giver seeren de fornødne luftpust fra historiens vingefang.

Men dertil holder det gennemsnitlige godt fortalte drama også op, for Lust, Caution adskiller sig på forløsende vis fra anfægtelige ensidige billeder på modstandskampen eller samarbejdspolitikken. Det er for Ang Lee, der sjældent tyer til politiske holdninger i sine film, en ganske hårfin balance at kunne fortælle en historie, der ikke nødvendigvis behøver at tage politisk stilling – hvilket jo selvfølgelig også er farligt i et land som Kina. I stedet er det et emotionelt og til tider temmelig kønsligt fokus, der tager fat, hvor personerne glædes, omstemmes og gør ondt. Det er krigen, der er central, men det er personerne, som fortæller om den. Og på den måde bliver karaktererne ikke statister i historisk fortællehegemoni, men i stedet vendes det om, og historien bliver fokaliseret, altså nuanceret gennem fortællesynsvinkler.

Det er det, Ang Lee kan, og det er det, han også gør i Lust, Caution. Den er derfor både glimrende som tidsløst drama om personer i krisesituationer, men det er også en sententiøs fortælling om Shanghai som krigsunderlagt bastion – og med sikkerhed en værdig opfølger til Brokeback Mountain.

Læs også Steen Christiansens biografanmeldelse af Lust Caution.


Forrige anmeldelse
« To verdener «
Næste anmeldelse
» Kaena – La Prophétie »


Filmanmeldelser