Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Flugten (114 min.) / Sandrew Metronome
Anmeldt 23/8 2009, 23:58 af Kim Toft Hansen

Til kamp mod danernes lov


Til kamp mod danernes lov

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Instruktøren Kathrine Windfeld spillefilmsdebuterer med en film, der udkommer på det helt rigtige tidspunkt. Flugten, der er baseret på Olav Hergels roman Flygtningen fra 2006, handler om en kidnappet journalist i Afghanistan, hvilket – på bogen udgivelsestidspunkt – var ganske tidssvarende, men i lyset af protester mod rømningen af Brorsons Kirke på Nørrebro puster Flugten til en relevant ild, der brænder i medierne netop nu. Filmen er et langt, fasttømret argument imod den danske asylpolitik, og derfor vækker den rent retorisk nogle meget overbevisende holdninger, mens den som film forbliver ganske middelmådig.

Flugten handler i sin enkelthed om udenrigskorrespondenten Rikke Lyngvig, der bliver kidnappet i Afghanistan, da hun mødes med en tolk. Hun vil diskutere de vilkår, som den danske regering byder de afghanske tolke, der sætter livet på spil for krigen imod Taliban, men som den danske asylpolitik ikke tillader at emigrere til Danmark. Allerede her understreger filmen sin kritiske holdning. Rikke holdes derpå fanget og bliver brugt som afpresningsmiddel mod den danske stat, som Taliban vil have til at trække sig ud af landet. Hun får dog mulighed for at flygte – filmens første flugt – fra terroristerne, men det er ved hjælp af den unge fyr Nazir, der lader hende gå. Hun får klar besked om, at hun aldrig på nævne ham, idet det ville blive hans sikre død, og derfor må Rikke spinde en historie om, hvordan hun slap væk udelukkende ved egen hjælp. Fra en uventet kant bliver denne historie dog udfordret, så Rikke må omvurdere sin situation.


Foto-credits, "Jonas Alarik, Thomas Marrott, Jan Buus": Sandrew Metronome Filmdistribution.

Filmen er smukt filmet, billederne i Afghanistan er visuelt medrivende karakter, og billederne fra Danmark er også – med sin kølige blå og dvælende ramme om hændelserne – med til at holde filmen på den høje standard, som dansk film generelt er, hvad angår det visuelle. Der er en karaktermæssig indføling i kameragangen, der fokuserer – ikke kun direkte på karaktererne, men også – nærmest lige ved siden af. Der er plads i billedet til, at den cinematografiske komposition bruger rummet mere end blot mennesket. Visuelt skiller den sig således egentlig ikke meget ud fra mange andre danske produktioner, men – som vi også har set det i Windfelds tv-serie Kronprinsessen, hvor hun arbejdede med samme kameramand – så holder fortællingens visuelle niveau.


Foto-credits, "Jonas Alarik, Thomas Marrott, Jan Buus": Sandrew Metronome Filmdistribution.

Det er svært at være uenig i de synspunkter, der fremdrages i filmen. I lyset af den moderne histories største danske fejltagelser rent udenrigspolitisk, måske siden Anden Verdenskrig, er det forhåbentlig kun de færreste, der ikke kan se, at den er helt gal med den danske asyl-, integrations- og immigrationspolitik, der elegant danser på grænsen af de menneskerettigheder, som vi er drager i krig for at forsvare. Det er ganske paradoksalt, at den danske stat – og de øvrige allierede – i forbindelse med særligt krigen i Irak hævder de internationale menneskerettigheder, der er udstedt af FN, ved at trodse netop et FN-mandat for at følge en krigsarrig amerikansk megaloman.

Flugten foregår godt nok i Afghanistian, men – i kraft af udsendelsen af en række irakiske flygtninge, der forekommer i filmen – får den også på det kraftigste kommenteret de forhold, det danske samfund byder den befolkning, som er flygtninge fra et land, vi selv har startet en krig i. Netop herigennem bliver filmen – uden at det selvfølgelig er meningen – en soleklar kommentar, der også rammer den seneste tids furore i og omkring de irakiske flygtninge i Brorsons Kirke. Denne sekvens, hvor dansk politi og dansk retspleje har lidt et uopretteligt knæk, er måske blandt de grusomste visualiseringer af, hvor vi – tilsyneladende tragisk nok i et dogmatisk flertals enighed – i Danmark har bevæget os hen de seneste år. Brorsons Kirke er et fornemt eksempel på, hvordan et system kan udøve legitim vold, hvorefter argumentet lyder, at systemet jo bare følger loven. De er en gennemført tautologisk argumentation, der ikke får øje på, at det ikke er de udsatte, der er problemet, men netop lovgivningen. Flugten er som filmisk argument – uden at disse nyere elementer selvsagt er indreflekteret – et udtryk for den harme, som et voksende mindretal i Danmark har over for den indvandrepolitik, vi fører.

Men fordi filmen siger noget rigtigt, betyder det desværre ikke at filmen derfor er god. Filmen forfalder sørgeligt nok til karikaturer af en situation, der selvfølgelig – i sin klart formulerede holdningstilkendegivelse – kan være holdbare. Men eksempelvis filmens inkarnation af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fremstår som en ensidig, respektløs og snæver fremstilling. Godt nok er Hornbech en sand mester i at levere diskvalificerende udenomssnak, der i sig selv er karikerbart, af hvilken grund filmens integrationsminister ikke fremstår så pokkers overraskende, men det er ikke nødvendigvis filmens rolle at fremtvinge en løsagtig behandling af virkeligheden, der på den måde kommer til at virke mindre holdningspræget: Filmens minister er en tom skal, der skal – for os, der deler holdningerne med journalisten Rikke – fungere som et hul at fylde vores kvababbelser i. Fiktionens og fortællingens mulighed er i stedet, i kraft af en andengrads repræsentationsværdi, at kunne sige tingene, som de burde være – ikke blot karikere virkeligheden, uvirkelig som den fremtræder.

Det gælder derfor, at Flugten – lidt på samme måde som Niels Arden Oplevs film Drømmen og To verdener – kommer til at tage til genmæle fra samme skuffe, som det, den kritiserer, kommer fra. Falder kritikken på en dogmatisk og sort/hvid opdeling af verden (som i Oplevs film om hhv. den sorte skole og Jehovas Vidner), så tegner filmen også derved en ufrivillig selvkritik ved at levere sin egen sort/hvide afvisning. Flugten formår derfor – ved hjælp af samme ubehændige kneb som den danske asylpolitik – desværre ikke at hæve sig selv op fra oplevelsen af doktrinære afvisninger. Den er selv en doktrinær afvisning. Et godt eksempel på dette er filmens binære fremstilling af forskellene mellem Danmark og Sverige, hvor Sverige – modsat Danmark – fremstilles som det humanitære land med menneskerettighederne i orden. Det er da også rigtigt, at Sverige ikke støttede en ulovlig krig, men integrationspolitikken – som flere svenske forfattere også behandler særdeles kritisk – har også her lidt nogle besværlig grundstød henover de seneste år. På den måde bliver Flugten i sig selv pga. sin egen dogmatik idealistisk utroværdig og holdningsmæssigt upålidelig.

Analysen af krigene i Afghanistan og Irak, såvel som filmens etiske sammenfald med hændelserne i Brorsons Kirke fortjener yderligere behandling – mere end de her kan få. At gå i krig for demokrati imod en demokratisk beslutning er et skisma, der nærmest taler for sig selv. At gå i krig for at hjælpe befolkninger uden betingelsesløst at ville hjælpe dem under eget tag – eller folkekirkens barmhjertige tag – er også en selvmodsigelse af rang. At selv modtage hjælp under krigshandlinger af afghanske tolke uden bagefter at kunne forstå deres bøn om politisk asyl, fordi vi selv har bragt dem i uføre i deres egne kredse (som netop Flugten også peger på), er intet mindre end et usvigeligt paradoks, der i sidste ende stiller spørgsmålstegn ved, hvad de egentlige intentioner med krigshandlingerne rent faktisk var.

Sådanne spørgsmål rejser sig i kølvandet på Flugten, men desværre er det nærmest kun i kølvandet, fordi filmen formår ikke at introducere de indbyggede skismaer, der uomtvisteligt vil være i sådanne situationer. Den eneste for alvor interessante gnidning, som filmen introducerer, er spørgsmålet om professionel selviskhed over for etisk hjælpsomhed, der er ved at fælde Rikke og hendes karriere, men dette bliver kun til et kort sammenstød mellem Rikke og hendes ven, der slutter af med at erklære sin kærlighed til Rikke. Dette er et godt eksempel på filmens egen tilstødte usikkerhed: Filmens store spørgsmål, som ovenfor antydet, kan på ingen måde afhjælpes med et ’jeg elsker dig’, men det kan Rikkes personlige krise, som på sand idealistisk vis udspringer af de store spørgsmål. Er dette derfor hos Rikke en idealist, der gemmer sig væk til fordel for en forkærlighed for et enkelt andet menneske? Ja, det må filmens slutning selv vise.

Flugten er derfor en aktuel, oplagt og visuelt dragende film, der desværre får vendt sin retoriske manøvre helt skævt ind på sit eget felt. Filmen kridter selv banen op, men formår desværre ikke at spille på den. Den vækker – som denne udvidede og særdeles holdningsmedgivende anmeldelse også antyder – til diskussion, hvilket er godt, for disse latente paradokser – som bør komme frem i lyset – skal bearbejdes, så det bliver tydeligt, hvad det er for katastrofer, vi – som dansk stat – har været medskyldig i. Og som hændelsen i Brorsons Kirke understreger, så er vi stadig i gang med at bryde menneskerettigheder på stribe (når ingen, ganske ingen, vil garantere flygtningene sikkerhed i eget land, som faktisk ikke engang har lovet at tage imod dem, hvordan kan vi så undgå at vise bare lidt både menneskelig såvel som politisk medfølelse). Flugten er ét argument blandt flere – og alene det gør, at filmen får en enkelt af de fortællemæssigt mistede stjerne tilbage.


Forrige anmeldelse
« Inju – The Geisha Killer «
Næste anmeldelse
» Wallander – Tyven »


Filmanmeldelser