Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




To verdener (108 min.) / Nordisk Film
Anmeldt 24/8 2008, 16:44 af Kim Toft Hansen

En verden til forskel


En verden til forskel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Niels Arden Oplev fik sin store gennembrud på dansk og international grund med Drømmen, der i stærkt moraliserende toner fik endevendt den sorte skole til fordel for et reformatorisk skolesystem. Det var en veldrejet film, der på ingen måde afveg fra tidens stilfulde og -sikre danske film, men formåede ikke at slippe ud af det sort/hvide-syn på sagen, som den rent faktisk kritiserede. Det ser desværre ikke anderledes ud med Oplevs seneste film To verdener, der nok er en af tidens mest overvurderede film.

Titlen sætter tyk streg under, hvad det hele handler. Vi har to verdener, der er uforenelige; på den ene side står de traditionelle værdier i den stærkt troende menighed i Jehovas Vidner, og på den anden side står (familien omkring) Sara, der forelsker sig i en fyr uden for menigheden. Så er det centrale spørgsmål, hvad Sara skal vælge, når den stærkt troende far og menigheden sætter hende over for det ultimative valg: enten fyren eller dem! Uden de store forhistorier får filmen etableret de stridende parter, og resten af filmen kan handle om det svære vægelsind, der ligger i at have en familie med troen stærk og en lyst og en fornuft, som trækker hende længere væk fra de indoktrinerede formationer, som Jehovas Vidner står for.

Teknisk og stilistisk fungerer filmen upåklageligt, endda flere steder ganske fotografisk flot, men det er svært at se bort fra især én besynderlig fortælleteknisk blunder. Moderen i familien må i starten forlade familien, fordi faderen har trådt ved siden af. I Jehovas Vidner er det udstødelsesgrund at have haft udenomsægteskabeligt kønsliv, og af samme grund fratages faderen sin titel blandt de ældste – de ledende skikkelser i menigheden. Senere sætter disse ældste sagen for Sara meget klart op for hende, at hvis hun har haft sex med fyren, vil hun blive udstødt. Her rejser spørgsmålet sig med det samme om, hvorfor faderen derfor blot blev degraderet og ikke udstødt. Noget uldent sitrer i historien, og det bidrager til en yderligere kompliceringsgrad – men af mystiske årsager forbliver dette spørgsmål ubesvaret.

Ydermere er filmen på ingen måde så velspillet, som Drømmen var det. Særligt Rosalinda Mynster og Johan Philip Asbæk, der spiller det elskende par, blegner i en forstokket dialog. Den allestedsnærværende Anders W. Berthelsen, der til tider lider lidt under et udtryksløst gemyt, forfalder også en skabelonformet figur som lederen af de ældste. Det svært at svare på, om det skuespillet, der halter, men mest tyder på, at filmen ganske simpelt af skidt instrueret, og manuskriptet er – i den sammenhæng – ensidigt komponeret og klichéfyldt dialogbetynget. Særligt tungt bliver det i diskussionen mellem parret, hvor Sara understreger, at hun har svært ved at forstå, at Theis – som han hedder – ikke tror på noget. Hvilken anden replik kan den tilbagetrængte "sekulære" fyr ytre end, at ”jeg tror på os”. Dette – og filmen generelt – er grundlæggende lidt for forudsigelig og patosbetynget til at være gribende.

Det værste ved en sådan film, der rent faktisk kunne have tage et centralt og vigtigt spørgsmål op, er den enormt ensidige fokus på Sara som offer. Filmen er bygget på en sand fortælling, men alt tyder på, at forfatterne har troet blindt på den biografiske person, der har udkrænget liv og levned. Det skal her ikke udarte sig til et forsvar for indoktrinær religion, men det ville have været befriende, at filmen kunne have fokuseret på et mere flersidigt problem. Som ganske godt eksempel kan de ekstremt flade karakterer fra Jehovas Vidner nævnes; personerne her – såsom faderen og lederen – er to særdeles karikerede figurer, der fra starten fremstår dæmoniseret og entydige i deres fremtoning. Der er ingen tvivl om, hvem der er de onde!

Dermed begår To verdener præcis samme fejl, som Drømmen også begik: Den forsøger at gøre op med et sort/hvidt verdenssyn – i dette tilfælde hos Jehoves Vidner – ved hjælp af et ligeså fortælleteknisk og etisk uhyrligt sort/hvidt syn på sagen. Og det er et problem. Forståelse for andre menneskers valg kommer ikke gennem moralsk bedrevidenhed – og bedrevidende er måske lige præcis, hvad To verdener er.


Forrige anmeldelse
« Wanted «
Næste anmeldelse
» Lust, Caution »


Filmanmeldelser