Det er så frygteligt populært at filmatisere tegneserier for tiden – også de, der er mindre kendte. Først og fremmest synes det at være en blåstempling af et medie, der for år siden blev set ned på både af akademikere og af den brede befolkning, men naturligvis er det også et tegn på, at den store Hollywood-maskine har fundet endnu en uudforsket guldgrube af historier, som med lidt behændighed kan omformes til billetindtægter. Enkelte gange kan det gå forfærdeligt galt, men oftere og oftere er slutresultaterne i de seneste år blevet rigtigt gode. Det gælder i særdeleshed filmatiseringen af Mark Millars populære pastiche Wanted.

Da fans lagde øje til de første trailers, lovede det ellers ikke så godt, for indholdet virkede meget fjernt fra Millars oprindelige vision om broderskabet af superskurke, der i al hemmelighed styrer vores verden og sørger for at holde den i bevægelse. Millars historie er fyldt med bizarre mutanter (den som alle husker er Shit-face – en skurk i bogstaveligste form lavet af lort) og en næsten lige så fordrejet historie om en forsagt kontormus, Wesley Gibson, der pludselig finder ud af at han er søn af verdens sejeste snigmorder. Faderen er desværre blevet dræbt, og Wesley hyres derfor af organisationen til at følge i farmands fodspor. Med andre ord er Wanted en slags bildungsroman med store pistoler.

Man må give Hollywood, at de ind imellem tør at satse på den helt rigtige instruktør, for selv om der som forventet er blevet droslet væsentligt ned for superheltetematikken i filmversionen af Wanted, så sørger russiske Timor Bekmametov (Night Watch og Day Watch) for, at filmen stadig har et overnaturligt og ikke mindst overmenneskeligt præg. Selv om der hverken bydes på superskurke eller superhelte, så er snigmorderne i filmversionen i stand til at gøre ting, der i den grad omgår naturlovene – som eksempelvis at hoppe næsten 500 meter efter et ordentligt tilløb og få kugler fra deres våben til at skrue sig rundt om forhindringer i jagten på projektilets endelige mål.

Hverken visuelt eller handlingsmæssigt når man på intet tidspunkt at kede sig i de små to timer, Wanted varer. Nogle af scenerne er faktisk så spektakulære, at man får lyst til at rejse sig op fra ens bløde sæde, flå to næver i vejret og skråle; ”Sådan!”. Filmens billedside er i disse fuldstændigt groteske, meget opfindsomme action-sekvenser så gode, at man fristes til at hive Matrix-sammenligningen op af den støvede, klichefyldte hat. Ikke desto mindre skal man så langt tilbage for at opleve skuddueller med lige så stor intensitet som her. Brugen af CGI-effekter er så sømløst integreret i filmen, at man ikke kan gøre ret meget andet end at se måbende til, mens den dynamiske handling skrider eksplosivt frem i voldeligt ultra slow-motion foran ens ansigt.

Wanted byder dog også på sine egne klicheer, en typecastet Morgan Freemann er endnu engang den alvidende, alfaderlige mentorfigur, og læbe-baben Angelina Jolie falder lige så typecastet ind i rollen som Wesleys træner, den forførende morderske Fox. Disse valg irriterer dog kun som et overfladisk sår, for Angelina er jo forførende lækker, og Freemann stoler vi endnu engang på. Kort sagt så fungerer det bare. Endeligt er det også glædeligt at se både Konstantin Khabensky (fra føromtalte Night Watch-serie) og Terence Stamp i et par af filmens biroller.

Filmversionen af Wanted mangler meget af den satiriske undertone, som man finder i Millars original, men filmen tager heldigvis ikke sig selv voldsomt alvorligt. Der er desuden droslet ned på nogen af de mere racistiske, sexistiske og provokerende elementer fra originalen. Eksempelvis er Wesleys chef på kontoret ikke afro-amerikaner, Wesleys far bliver ikke angrebet, mens han er i færd med at optage bøsseporno, osv. Men det er alle forståelige valg, der velsagtens er taget for at berolige nervøse investorer. Til gengæld for alle disse politisk ukorrekte mangler byder filmen på en hel del af den gode dialog, som nærmest er blevet copy/pastet direkte ud fra Millars tegneserie og på en vældigt blodig omgang actionfilm. Der kæmpes, stikkes og skydes til lyden af knogler, der knuses og et lærred, som langsomt fyldes af med purpurfarvede arteriesprøjt. Hvis Shoot em Up var 2007’s bedste film med pistoler i hovedrollen, så må prisen i år uden den mindste tvivl gå til Wanted. John Woo er forhåbentligt stolt.