Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Scener fra et ægteskab Det Kongelige Teater, Skuespilhuset store scene
Anmeldt 4/9 2017, 07:55 af Uffe Stormgaard

Bergman og kønsskifte


Bergman og kønsskifte

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

God aften vi er Marianne og Johan.

Jeg er intelligent, smuk, omsorgsfulde, verdensdame... en god elskerinde. Marianne i Sofie Gråbøls veltrænede lækre skikkelse, sætter ikke sine dyder og fortræffeligheder under nogen skæppe.

Jeg er gift med Marianne, er Johans korte beskrivelse i Morten Kirkskovs lidt grå og usikre, men nydelige fremtoning.

Et ægteskab på 10.år, godt borgerligt funderet, velfungerende, akademikerpar med to børn, harmonisk svigerfamilie…. det ideelle par, siger de selv i deres præstation.

Det er de to, mand/kvinde, vi de næste to timer, kommer tæt på, ind under overfladens idyl. Hvor vi hvirvles rundt i deres totale blottelser, i en både fysisk og verbal kamp, hvor vi til tider glemmer, at vi kun er tilskuere - og ikke medspillere.

En følelsesmæssig tour de force som vi kender det hos Ibsen, Strindberg og ikke mindst hos Edward Albeens Hvem er bange for Virginia Wolf.

Hverdagsdramaet er dog oprindeligt svensk. Den internationalt berømte film- og teaterinstruktør Ingmar Bergmans udlevering/blotlæggelse af parforholdets underliggende fortrængte og utilfredsstillede følelser og begær i Scener fra et ægteskab. En tv-serie i 6 afsnit, i begyndelsen af 7o’erne, med Erland Josephson og Liv Ullmann som ægteparret – senere ned klippet til en spillefilm. Et spil der dengang med stor styrke ramte lige midt i middelklassens mellemgulv, så skilsmisseprocenten steg! Og som man dengang skrev: ”lagde gaderne øde”, når Ingmar Bergman, som en anden Per Gynt, skrællede ægteparrets livs-løg(n).

Thomas Bendixen har både bearbejdet og iscenesat intim-dramaet fra dengang - og med stor dristighed byttet om på de tos replikker, han er hun, og hun er ham. Forbløffende, kønsskiftet fungerer. Dramaet blevet nutidigt og vedkommende. Marianne er nu førerhunden, den selvstændige karrierebevidste kvinde, der tør forlade mand og børn for at realisere sig selv – ikke nogen Ibsens Nora, der skal leve af nådsensbrød, men af hed kærlighed og universitets stipendier.

Johan er nu den bløde grå mand – sårbar, forfængelig og tryghedsnarkoman.

I seks afsnit gennemlever vi deres hudløse konfrontation med utroskab, jalousi, sex og provokationer, sarkasme og kærlighed. Vi får det hele for fuld udblæsning på Skuespilhusets store scene i en tidssløs scenografi af Mårten K. Axelsson, en kæmpe grå blød, elastisk hule, der tillader de to at sidde, ligge, kaste sig og elske op mod bagvæggen.

I to timer gennemlever vi den ny rollefordeling. Troværdigt. Sofie Gråbøls rapkæftede argumentationer overfor Morten Kirskovs advokat defensorat, blandet med hverdagsskænderier, kærlighedserklæringer og sex er ærligt og nært - ikke mindst i 1. akt er vi lydhøre og medrevet. Noras, undskyld, Mariannes genkomst og tryglen om kærlighed i 2. akt, er vi nok kørt lidt træt. Det kan også være en pointe i den fremragende iscenesættelse, hvor alle følelses tangenterne bliver rørt. De to på scenen formår at fastholde og gøre den pinagtige følelses blottelse genkendeligt, ligesom dengang i 70erne. Selv om gaderne ikke ligger øde - så får Scener fra et ægteskab os stadig til at kigge indad – og genkende. Se dét er en kunst. Selv om det gør ondt.

Forrige anmeldelse
« Omsorg «
Næste anmeldelse
» Re-Formation »