»Det kræver virkelig dygtige skuespillere for at gennemføre en forestilling, der skal gå så galt«, skriver instruktøren Joy-Maria Frederiksen i programmet til komedien Mord på Skackholm Slot.

Det er sikkert rigtigt. Og det er også det mest positive, der kan siges om en komedie, som ikke bevæger sig ud af stedet. Den er dog fyldt med forudsigelige pointer og trættende gentagelser og blottet for intelligent humor.

Fem professionelle skuespillere agerer dilettanter, der skal opføre kriminalkomedien Mord på Skackholm Slot - baseret på den engelsksprogede original, der har den klodsede titel The Farndale Avenue Housing Estate Townswomen’s Guild Dramatic Society Murder Mystery.

Alt går galt for amatørerne, der glemmer teksterne, fyrer svarene af før spørgsmålene, river gardinstængerne ned, vender bakken med de limede tekopper på hovedet og nyser, når de skal spille døde. Bente Eskesen, Lone Rødbroe, Pernille Schrøder, Thomas Mørk og Vicki Berlin springer ind og ud af et antal roller, som man hurtigt opgiver at tælle. Her er imponerende kostumeskift og hæsblæsende teater til overmål, men det bliver hverken til satire eller vedkommende parodi, blot triviel lavkomik. Teksten er simpelthen for tynd.

Fejl og skæverter
Det hele er sat i gang af skuespilleren Jeanne Boel, der også skulle have stået på scenen. Hun måtte kort ført premieren melde fra på grund af et behandlingsforløb, men Bente Eskesen er ligesom flere af de øvrige en erfaren revyskuespiller og kaster sig frygtløst ind i projektet.

Komedien er bygget op som en forestilling i forestillingen, hvor et mord skal opklares, og efter pausen er indlagt et modeshow med tøj fra den lokale forretning. Den eneste mandlige medvirken, Thomas Mørk, klædes ud som brud til modeshowet. Angel-saksisk humor plejer at være mere gennemført.

Undervejs bliver publikum inddraget i forestillingen med quiz og stemmesedler. Hvem af skuespillerne har lavet en åbenlys fejl, lyder et af spørgsmålene. Og man aner svaret: Blandt alle de falske toner og skæverter bemærker man naturligvis, at en af aktørerne tror, man kan få lakrids af tøjet ved hjælp af husblas.

Farce har bestemt sin berettigelse som genre. Molière og Holberg kunne kunsten - Ray Cooney har lavet et væld af slagsen, hvor den absurde humor fungerer både visuelt og dialogmæssigt. Men her har tekstforfatterne, David McGillivray og Walter Zerling, grebet det lige så dilettantisk an som de amatørskuespillere, de viser frem for os. Det kan hverken instruktør eller skuespillere gøre for, men man kan undre sig over, at Comedieteatret overhovedet sætter forestillingen op. Vil man skræmme teatergæsterne væk, så er det sådan et stykke som Mord på Skackholm Slot, man skal gøre det med.