Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Re-Formation Haderslev Domkirke
Anmeldt 8/9 2017, 19:17 af Hans Christian Davidsen

Hybrid mellem kirke og teater


Hybrid mellem kirke og teater

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Puha, hvor må der dog være mange bekymringer, der tynger det moderne menneske. Friheden er et fængsel. Alt det vi skal, som ingen siger, vi skal, andre end os selv, fordi vi sammenligner os med alle andre, og fordi vi kan det hele og ikke kan vælge fra.

Fire-fem gange skulle jeg sammen med resten af premierepublikummet i Haderslev Domkirke - som en del af forestillingen - rejse mig op og lade min skyld og skam kanalisere ude gennem armene og ned i en sten, som jeg havde fået udleveret ved indgangen til Re-Formation - en anderledes teaterbegivenhed, som Teatret Møllen og Kunstnerkollektivet Vontrapp selv kalder dette stykke teater i kirken.

Forestillingen er en del af reformationsjubilæet og vises i domkirkerne i Haderslev og Roskilde samt Trinitatis Kirke i København.

De to skuespillere Connie Tronbjerg og Thomas Jacob Clausen Rønne skaber en hybrid af teater og kirke, lader to ritualer smelte sammen - kirkens og teatrets - og giver publikum så anderledes en oplevelse, at den ene kan føle, at han har været i teater, den anden, at hun har været i kirke, og den tredje kan sige, at han har været til begge dele. Kirken har sin liturgi, og teatret sin dramaturgi. Ritualer, hvor teatrets ikke har så snævre rammer som kirkens, men dog alligevel en kontrakt med publikum.

Visuel og rumlig
Det er både en stærk visuel og rumlig forestilling, Møllen her præsenterer i samarbejde med Vontrapp. De to skuespillere bevæger sig både rundt foran alteret og træder op på prædikestolen, hvor den ene næsten er tæt på at navne Satans navn i kirken, men afholder sig fra at gøre det. For det er Det satans liv - for at citere rockgruppen TV2 - det handler om. Om vores evindelige følelse af skyld og skam i den protestantiske verden, der fulgte i kølvandet på reformatoren fra Wittenberg. Hvor meget, der kan tilskrives Luther, strides de lærde jo stedse om.

  “Når jeg ser mig selv i et spejl, ser jeg, at jeg selv er et spejl - én der først og fremmest forsøger at vise et billede af mig selv”, som Thomas Jacob Clausen Rønne tager i munden, mens han holder et spejl op foran sit ansigt vendt mod publikum. Ansigtet er gemt væk. En kommentar til virkeligheden fyldt med perfekte selfies.

Rigtig schwung i forestillingen kommer der, da Connie Tronbjerg lirer en lang dosmerseddel af med alle de ting, hun skal huske: Rengøre køleskab, bestille tømreren, huske tandlægen, skære ned på kulhydraterne og…… nyde det gode vejr. Gøre rent, vaske vinduer, gå til fitness og… tale med sin nabo. En forfærdelig, men fremragende svada, Connie Tronbjerg her får afleveret. Vi kender den alt for godt, vi såkaldte frie mennesker.

Intense billeder og lydbilleder De to store temaer skyld og skam vejer tungt i forestillingen. “Jeg skylder dig - men jeg skammer mig”, lyder det et sted i stykkets tekst. Hvis du lavede buler i din fars bil her til morgen, føler du skyld. Men føler du, at du er så dum og uduelig, at du slet ikke burde have kørt i din fars bil, og i øvrigt slet ikke skulle have været født, føler du skam.

Det bliver godt nok tungt, men stykket afværger med en humoristisk pointe: Du kan jo ikke undskylde for, at du blev født.

I den sidste halve time af de i alt fem kvarter, Re-Formation varer, bliver både billeder og lydbillede mere intense. Ind kommer solosopran Katinka Fogh Vindelev og folder sig ud som en blå-lilla engel med et bagtæppe af børnestemmer fra juniorkorene fra domkirkerne i Haderslev og Roskilde.

Det er en teaterforestilling ud over det sædvanlige. En af dem man vil huske. Meningen med at skabe et rum, hvor vi et øjeblik kan blive lettet fra de krav, der tynger os, er god nok. Men stykkets form gør et større indtryk end den indholdsmæssige tyngde.

Forrige anmeldelse
« Scener fra et ægteskab «
Næste anmeldelse
» Frøken Julie »