Han blev elsket og hadet i løbet af ingen tid. Taget til indtægt for det ene og det andet i den offentlige og skældt ud - den unge palæstinensiske forfatterskoleelev Yahya Hassan. Fordi han bramfrit og bestemt ikke uden talent satte ord på sin opvækst som andengenerationsindvandrer i Danmark. Men ord er ikke altid nok.

Teatret Mungo Park i Kolding har taget et udvalg af Yahya Hassans rå digte og sat sammen til en musikalsk tekstcollage, der i løbet af forestillingen forandrer sig til noget, der kunne minde om en teaterkoncert.

På den ene side afholder instruktør Minna Johannesson sig fra at imitere Yahya Hassan, hvilket er et plus ved forestillingen. På den anden side lægges der ikke væsentligt nyt til hans budskab, der nogle steder direkte bliver reduceret - man kan også vende det om og kaldet det udvidet - til noget andet end digte om en barsk barndom med tæsk, den evige splittelse mellem at være dansk og så alligevel slet ikke.

Mungo Park fortolker med et godt greb historien om Yahya Hassans tvangsanbringelse, kriminelle karriere og affæren med en kvindelig pædagog på institutionen i Himmerland og den stille vej ud af moradset.

Scenografiens forvandling
Scenografien er en legeplads omgivet af gittervægge med orientalsk ornamentik, som på et tidspunkt smækkes i, så væggene bliver et fængsel. Fortællerstemmen går på omgang mellem de fire skuespillere Frank Thiel, Hanne Hedelund, Andreas Berg Nielsen og Jakob Hannibal i forskellige forklædninger. Der er altså ikke kun én Yahya Hassan, men flere. De tre skuespillere uden om Hassan skifter mellem rollerne som hans bror, hans far, hans mor, farens nye kone eller elskerinde og den senere så berømte pædagog, der kom lidt for tæt på ham. Kontrasten i kostumerne har en fin effekt.

På intet tidspunkt fremstår Yahya Hassan som særlig palæstinensisk. Heller ikke i sproget, der nærmest minder om den måde, afdøde forfatter Poul Borum kunne artikulere det på. Hassans forsumpede far repræsenterer til gengæld ufortyndet indvandrermiljøet i Aarhus Vest - med den vold, det hykleri, det flerkoneri og den udnyttelse af den danske velfærdsstat, som Yahya Hassan mener, der bliver praktiseret. Kontrasten er klar.

Fri abstraktion
Digtene får deres egen og ofte nye tone, og udladningerne svinger virkningsfuldt mellem den sagte hvisken og den aggressive højlydte råben, der topper med on-the-road-rockmusik. Det går med 150 kilometer i timen derudad, sex, stoffer og nul Allah. Energi og eksplosiv kraft er der rigeligt af.

Iscenesættelsen faldbyder både fri abstraktion og mere bundne illustrationer. Digtene er ikke alt for stringent oversat til scenens sprog, når de forskellige stemmer afløser hinanden, og dermed bliver forestillingen universel.

Publikum bliver ikke spist af med blikket i en anden verden og en anden kultur. Opgøret med autoriteterne, der svigter, og systemet, der ikke kan håndtere det, som allerede er blevet løbsk, bliver vedkommende.

Musik som staffage
Der er generelt en god rytme og musikalitet i forestillingen, men nogle steder bliver musikken dog en staffage, hvor man i bedste fald kan høre, hvad der bliver sagt.

Bliver man voldsomt klogere på Yahya Hassans digte, hvis man allerede har læst dem eller hørt dem blive læst? Måske ikke.

Men forestillingerne bidrager til at få løsnet Yahya Hassans digte fra personen Yahya Hassan, og det er der vel ingen, der kan opponere imod. Vel ikke engang Yahya Hassan selv. Til gengæld vil nogle nok savne den hadefulde fortvivlelse, de forbinder med digtene. Nogle steder trækkes brutaliteten ud af Yahya Hassans digte, det usminkede får en sminke med nykomponeret musik og sceniske billeder, som kan gå i en anden retning end den, vi mener at lægge i ordene. Uden at teksterne dog kvæles eller forsvinder i ren og skær indpakning. Iscenesættelsen er skrabet, så skarpheden og det autentiske er bibeholdt. Dette er til syvende og sidst stadig publikums forestilling.