Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Min Kamp 4 / Karl Ove Knausgård / 541 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711419199
Anmeldt 25/9 2011, 20:32 af Lars Ole Bonde

Portræt af forfatteren som ungt menneske


Portræt af forfatteren som ungt menneske

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter studentereksamen er Karl Ove 18 år og bestemmer sig for et år som lærervikar i Nordnorge – først og fremmest for at få tid til forfølge sin forfatterdrøm. Vi følger ham fra ankomsten til den lille by Håfjord nogle dage før skolestart og frem til sidste skoledag og begyndelsen af ferien derefter. Bogen slutter faktisk under Roskilde-festivalen 1988, da Karl Ove endegyldigt har lagt Håfjord og lærergerningen bag sig.

Men vi får også historien om gymnasieårene. Den ublide opvågnen efter den første seriøse druktur i Håfjord får Karl Ove til at tænke tilbage på overgangen til gymnasietiden – hvor bind 3 sluttede – og de næste knap 250 sider får vi så historien om disse tre år, før vi igen er tilbage i Håfjord på s. 360. Det er en enkel, men samtidig elegant komposition.

Faderen, som fyldte bind 3 med sit mørke nærvær og følelsesmæssige utilgængelighed, glider i baggrunden og udvikler sig til en mere og mere tragisk biperson, efterhånden som han synker ned i druk og tristesse. I gymnasieårene bor ”Klove” sammen med sin mor, mens faderen flytter sammen med sin nye kæreste inde i byen, hvor farmoderen og farfaderen også bor. Faderen og kæresten bliver gift og flytter til Nordnorge, hvor de får en datter, men Karl Ove har nu kun kontakt med dem gennem telefonen – det er ren pligt. Den dag faderen flyttede hjemmefra forsvandt hans kolde greb om de to sønner, og storebroderen Yngve er (i modsætning til Karl Ove) ikke bange for at konfrontere sin far. I en rørende scene taler de to brødre for første gang åbent om alle de ydmygende og barske afstraffelser, mens moderen tavst hører på.

Karl Ove er en ung mand, som har udseendet med sig, og han er vildt optaget af yngre og jævnaldrende piger og somme tider også af deres mødre. Men han har et problem, som først finder en løsning på bogens allersidste sider (problemets art skal ikke røbes her, da det er en spændingsgenerator hele vejen gennem fortællingen). Netop derfor er det så fantastisk at læse om de enorme kontraster og dobbeltheder i hans forhold til piger, kvinder, kærester, de uopnåelige, de uforståelige, fantastiske væsener af det andet køn. Karl Ove er virkelig ”himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt”, som romantikerne beskrev det.

Forfatterstemmen bryder første gang kort igennem på side 180, og bortset fra en smuk passage om faderen s. 319f lader den først høre fra sig igen helt hen mod slutningen. Bd. 4 er med andre ord mindst lige så ligefremt fortalt som bd. 3. Den første forfatterkommentar er faktisk en selvkritik: ”Det ovenstående kunne kun en fyrre år gammel mand have skrevet. Jeg er fyrre år nu.” Det fremgår ikke direkte, om Knausgård i øvrigt er tilfreds med resten, men læseren kan kun nyde et sprog, der kombinerer det ukunstlede, det indlevede og det poetiske så suverænt. - Beatles af Lars Såby Christensen nævnes undervejs som en af de bøger, den unge lærervikar sluger, og den er da også en beslægtet fortælling og en tydelig kilde til inspiration. Men jeg synes faktisk Knausgårds portræt af livet i 80ernes provins-Norge går endnu dybere end Såbys herlige 60er-portræt fra storbyen Oslo.

Sundhedsstyrelsen vil næppe bryde sig om romanen, for der drikkes virkelig igennem her, i perioder ryges der også pot. Karl Ove undrer sig en del over forskellen på det Bergen, hvor han var omgivet af voksne, der ikke drak (mens han selv og de jævnaldrende prøvede grænser af) og Nordnorge, hvor alle tilsyneladende drikker. Mere interessant er det, at Karl Ove har et fuldstændig klarsynet forhold til sit alkohol(mis)brug. Prisen er høj: han bliver ofte fuldesyg, og – meget værre – han får hukommelsestab og husker ikke hvad han har foretaget sig (i ”spøgelsesverdenen”), når han skamfuld vågner op. Men det er prisen værd, for i rusen føler han sig stærk og levende: ”Rusen førte mig til steder hvor jeg var fri og gjorde som jeg ville, samtidig med at den løftede mig op og gjorde alt omkring mig vidunderligt” (s. 127).

Blandt de mange bøger, den unge forfatterspire kaster sig over i sit nordnorske eksil, er James Joyces Ulysses, som han ikke forstår et ord af. Det er nu også en anden Joyce-bog man kommer til at tænke på undervejs, nemlig den selvbiografiske Portræt af kunstneren som ungt menneske (1916), som Joyce skrev, da han var lidt yngre end Knausgård er nu. Tilfælles har de opgøret med traditionerne, hykleriet, trygheds- og statusjagten, det småtskårne - og selvfølgelig kampen for at finde en vej ind i skriften og fortællingen. Vi får prøver på den unge forfatters noveller, og det kan næppe overraske, at de minder en hel del om episoder i bind 3.

Knausgård skriver fortsat om musikken med fantastisk nerve og indsigt i, hvad musikken kan betyde i menneskers liv. At blive musikanmelder er den første vigtige anerkendelse, han opnår – og i gymnasietiden avancerer han endda fra en lille obskur lokalavis til en større og mere anerkendt, noget der giver points i klassen, selvom Karl Oves musiksmag fortsat ikke er mainstream. Han oplever undrende og skamfuld, at en nedladende Sissel Kirkjebø-anmeldelse tages meget ilde op i hans egen familie. Det er dog ikke ”anmeldersprog”, der karakteriserer beskrivelsen af musikken i den unge mands liv. Et enkelt eksempel (s. 450): ”Musikken [U2] frembragte med ét stemninger fra niende klasse og første g. Det enorme, øde, smukke, men også ensomme rum i musikken, som jeg havde elsket, og nu opdagede at jeg stadig elskede, sammen med alt det, der havde været rundt om det, alt det der var foregået i mit liv dengang, koncentreret i den utrolige, dirrende fortætning som kun følelserne kan frembringe. Et år genoplevet på et sekund.”

Knausgårds roman er et fremragende og medrivende portræt af en ung mand, der med glubende appetit og lig i lasten prøver at finde sin vej i verden. Det er undervejs præcist så frydefuldt, frygteligt, skamfuldt, euforisk, fornedrende, tåbeligt, tindrende smukt, kedsommeligt og fantastisk som denne anmelder husker, at det var. Sproget lystrer forfatterens mindste vink, og han har lyttet sig ind til den 15-18åriges indre monolog og ydre dialoger. Det er mesterligt.


Forrige anmeldelse
« Et eventyr «
Næste anmeldelse
» Døden i dine øjne »


Flere prosaanmeldelser