Mest lćste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Min kamp 3 / Karl Ove KnausgĂĄrd / 480 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711416389
Anmeldt 23/3 2011, 17:10 af Lars Ole bonde

En dreng bliver til


En dreng bliver til

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Hvorfra kom alt det nye?” spørger fortælleren, mens den lille familie med far, mor og to sønner introduceres på en varm sommerdag i 1969. De er på vej til deres nye hjem i Sørlandet, på Tromøy ved Arendal, langt fra Oslo hvor de boede før. De repræsenterer en ny generation, som har gjort sig fri af de traditionelle bindinger til hjemstavn og familieerhverv. En generation, hvor arbejdsdelingen i hjemmet er til diskussion, hvor en gift kvinde ikke behøver tage sin mands efternavn, hvor efteruddannelse er en mulighed, og hvor børn får mere frihed.

Fortællepositionen ændres hurtigt, og allerede få sider henne i bogen overtager Knausgårds berømt-berygtede førstepersonsfortæller Karl Ove – som måske, måske ikke er ham selv som barn – beretningen i en karakteristisk blanding af beretning og refleksion. Bogen har flere ganske fremragende korte essays – om hukommelse, nybyggerkvarterer, den nye velfærdsstat, barndomserindringer mm – men de fylder ikke ret meget i denne bog, der er dedikeret til barnets fantasi, frygt og livsappetit.

Det ’nye liv’ i den norske familie i nybyggerkvarteret skildres altså som det opleves af den yngste søn. Han husker næsten intet fra sine første 6 leveår - men det giver så den voksne Karl Ove lejlighed til at fundere over at han alligevel husker sanse - og kropsindtryk og ikke mindst relationerne, som har sat uudslettelig spor i krop og sind uanset om de er koblet til konkrete erindringer eller ej.

Til gengæld bobler den 7-13 åriges fortælling over med skarpt sansede og præcist beskrevne oplevelser af en skoledrengs liv fra 1. til 7. klasse. Vi hører om familien, herunder kærlige beretninger om bedsteforældrene, men især om den drengeverden, fortælleren er en del af – med skoledage, fodbold, svømning, strejfen, tegneserier, pornoblade, romaner, musik og piger.

Drengen Karl Ove er følsom, fantasifuld, lidt frygtsom men også selvoptaget og temmelig farisæisk og bedrevidende. Hans livlige fantasi aktiveres på godt og ondt af næsten alt, og han har varmt forhold til sin mor og storebror men et meget kompliceret forhold til sin far. Dette far-søn-forhold, hvis tragiske konsekvenser bind 1 af Min kamp skildrer så hudløst, ligger som en mørk skygge over det ellers så almindelige og positivt skildrede liv i det nye hus i provinsen. Paradoksalt nok leves det egentlige liv uden for forældrenes rækkevidde i omgangen med de andre drenge og piger i kvarteret og i omgangen med litteraturen og musikken, som Karl Ove tidligt bliver storforbruger af.

Sproget er også i dette bind den helt store attraktion. Knausgård formår at fange alle sider af drengen Karls ydre og indre liv, hans drømme, ambitioner, håb og frygt, i et på en gang nøgternt, billedrigt og medrivende sprog. Selvfølgelig er Karl Oves oplevelser skildret med den voksne Knausgårds bevidsthed og sprogbeherskelse, men det er et enestående indfølt og autentisk virkende drengeportræt, især fremstillingen af den 7-8 åriges verden (som fylder næste halvdelen af den omfangsrige bog) er nok det smukkeste, jeg nogensinde har læst i den genre.

Knausgårds romanprojekt er efterhånden så kendt og kommenteret, at det er næsten umuligt at tilføje noget til diskussionen om, hvor grænserne kan og eventuelt bør gå for selvbiografisk funderet fiktion. Jeg kan kun sige, at det for en dansk læser heldigvis kan være fløjtende ligegyldigt, om personerne i denne bog er opdigtede eller virkelige. Lokaliteterne er autentiske, og det er netop en af bogens styrker, at det velkendte – natur såvel som kultur - skildres på en gang så konkret og samtidig så poetisk-almengyldigt. Naturen er levende. Kulturen vibrerer i al sin sammensathed. Menneskene virker også autentiske – på den måde gode romanfigurer også altid er det. Det kan godt være at Knausgård bruger løs af hovedstolen, men det for læseren afgørende må være om der kommer god litteratur ud af det. Og det gør der. Dette er en mesterlig roman om barndom og hvordan den føles. Placeret i et helt konkret norsk mikrokosmos men alligevel almengyldigt som kun få romaner.

Hvis jeg skal bringe noget nyt ind i diskussionen om romanens meritter, kunne det dels være en udviklingspsykologisk dimension, dels en musikalsk. Jeg husker ikke at have læst nogen skøn- eller faglitterær tekst, der med så stor præcision og nuancering fremstiller en ”drengepsykologi”.

I moderne personligheds- og udviklingspsykologi tillægges de første 2 leveår uhyre stor betydning, og selvet opfattes mere og mere som en relationel og foranderlig konstruktion, der bliver til i samspillet mellem det enkelte individ (barnet med dets genetiske disposition) og dets omgivelser. Idéen om en forholdsvis stabil kerneidentitet (’selvet som refleksivt midtpunkt’) har tabt terræn til fordel for en opfattelse af identiteten som en mere fleksibel størrelse (’selvet som interaktionsprodukt’), der bygges op af selvet-i-relation, selv-fortællinger og kulturelt typiske, men udskiftelige ’scripts’.

I den forbindelse er det interessant, at Knausgård som sagt stort set intet husker fra (og skriver om) sine første seks leveår. Man mere end aner et ustabilt tilknytningsmønster ift. faderen og et trygt, stabilt ift. moderen - og storebroderen, som han virkelig elsker. Men det helt særlige ved Knausgårds fremstilling er, at den 7-årige Karl-Ove fremstår/fremstilles som et helt unikt individ med særlige, stabile træk i forhold til de jævnaldrende og lidt ældre drenge (og piger), som også har deres helt særlige, stabile væsen. De drives af forskellige kræfter (motivation), har forskellig kropslig og mental konstitution og meget forskellige kompetencer. Ændringer – umærkelige eller dramatiske – i børnenes relationsmønstre kan have nærmest katastrofale følger for selvtilliden, og den slags op-og nedgraderinger er der mange af i underskolen.

Da Karl Ove i 7. klasse skifter skole forsøger han at ændre adfærd og stil, men det lykkes ikke. Nissen flytter med, i dette tilfælde de feminine og selvhævdende træk i hans væsen, som han gennem andres reaktioner nu blot bliver smerteligt bevidst om. Der skal en regulær flytning til, før Karl Ove får en reel ny chance for at spille sit væsen ud i helt nye relationer. Det sker efter 7. klasse og hører andre bind til. - Altså: identiteten fremstår som meget fasttømret, også selvom den kastes hid og did af og i relationerne med omverdenen. Dette er et uhyre interessant psykologisk perspektiv.

Endelig er der musikken. Knausgård beskriver helt præcist, hvordan musikken kan skabe alle mulige stemninger, også nogle man egentlig slet ikke kender, og hvordan musikken kan være den ven, man savner eller mangler, eller det spejl, man ser og genkender sit væsen i. Musikken kan regulere humør og følelser, og den kan bruges til at markere sin særlige identitet, hvilket Karl Ove gør (en enkelt gang næsten ondskabsfuldt) ved at have helt andre præferencer end sine jævnaldrende og ved at forsøge sig som musiker, dog uden større held. Det er de sene tresseres, halvfjerdsernes og firsernes populærmusik, Karl Ove dyrker men (bl.a. pga storebroderen) altså ikke mainstream pop, men også mere avancerede genrer og musikere, fra engelsk new wave til norsk punk.

Musikken, brugen og oplevelsen af den får mange fremragende ord med på vejen. Et smukt eksempel er sangen Ingen vej tilbage af punkgruppen The Aller Værste, som trøster Karl Ove, da han endnu engang er blevet droppet af en kæreste: Alting det går over – alting får en ende / Du går i seng, vågner op til noget nyt / Ingen vej tilbage nu, ingenting at takke for / Ingenting at tale om, tag din frakke på og gå.

Bogen er smukt og næsten lydefrit fordansket af Sara Koch.


Forrige anmeldelse
« Mørke (Strain-trilogien, bind ... «
Nćste anmeldelse
» De ensomme »


Flere prosaanmeldelser