Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Alle for én (83 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 30/8 2011, 22:03 af Kim Toft Hansen

Egon Olsen på dope


Egon Olsen på dope

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Olsen Banden 2.0. Titlen var taget. Men forholdet til Olsen Banden er ufravigeligt i Rasmus Heide og Mick Øgendahls Alle for én. Den er ude på dvd.

Historien er simpel. En gruppe petty criminals stjæler to dyre biler, og kommer i politiets søgelys. En af disse – en betjent lidt på et sidespor – vælger at bruge disse til en hemmelig undercover-opgave. Meget hemmelig. De bliver en del af et større spil om en stor narkoleverance til Danmark.

Filmen er en krimikomedie med en udsagt hang til parodi og overdrivelse. Med den ene hånd fortæller den en selvstændig historie. Med den anden sværter den fortællingen til i genreparodi. Brugen af det amerikanske action-idol Rutger Hauer i rollen som narkobaronen er ikke alene et scoop. Det er en tyk streg under den indbyggede genrebevidsthed.

Holder historien så? Næh! Det er heller ikke så nødvendigt. Men sammenhængene og de forskellige tråde, der spinder sig ind på politigården, i det narkoinficerede kunstmiljø og det lille, forhutlede selskab af småkriminelle, er ganske gennemskuelige. Den flade fortælling er kun en formel, en skabelon, hvoromkring Mick Øgendahls platte humor og vittigheder kan vikles.

En række af vittighederne er underlødige og lidt letkøbte. Undervejs bliver formlen, som de er drejet efter, overforbrugt og stereotyp. Oftest handler det om, at Mick Øgendahl i sin underspillede rolle som småkriminel ikke helt forstår et bestemt ord eller situation. Misforståelsens humor. Men gennemgående er humoren i filmen på et ret fint niveau. Vittighederne er lettere end komedien, og vittighederne er da også bedre end komedien i Alle for én.

Filmen er velcastet og – ud fra Øgendahls manus – velspillet og velinstrueret. Rollerne er tilpas flade og ensporede, men replikkerne falder betimeligt. Punchlines med et punch. Rollebesætningen består af en overflod af velkendte ansigter. Tilsammen drejer de en film, der på alle måde virker mere end inspireret af de folkekære film om Olsen Banden. Er det måske et tilfælde, at den lille gruppe småkriminelle består af tre?

For den, der har set tilpas mange halvdårlige amerikanske actionfilm fra 80’erne, vil filmen – udover Balling og Bahs – også aftvinge små genkendelsesgrin. Særligt overdreven er Gordon Kennedys rolle som den drevne politimand en tæsketyk parodi på politibetjente i film som Beverly Hills Cop, Lethal Weapon eller Dirty Harry. Flere af replikkerne – leveret på engelsk – er taget direkte ud af disse film.

Samlet er filmen en fin omgang underholdning, der supplerer lørdagsslikken og den halvlunkne cola. Men så er der heller ikke mere at komme efter. Sammenligningen med Olsen Banden hører op ved havelågen til satirens palads. Grin og glem. Man griner en del – lidt ligesom deres foregående film Blå mænd (2008). Men filmens handling går hurtigt ind i glemslens mørke hul.


Forrige anmeldelse
« En familie «
Næste anmeldelse
» Cowboys & aliens »


Filmanmeldelser