Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Takeshi Kitano Collection: Violent Cop (1989), Boiling Point (1990) og Sonatine (1993) (I alt 293 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 19/12 2007, 10:10 af Claus Krogholm

Takeshi Kitano Collection


Takeshi Kitano Collection

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Takeshi Kitano er blevet kaldt den japanske Tarantino. Det er ikke nogen helt retfærdig sammenligning. Dels fordi Kitano begyndte at lave film før Tarantino, så indflydelsen går snarere den anden vej. Dels fordi forskellene er lige så iøjnefaldende som lighederne. Begge instruktører kendetegnes ved pludselige og tilsyneladende umotiverede voldsscener. Men hvor Tarantino kendetegnes ved sine meget ordrige, dialogorienterede film, så er Kitanos karakterer påfaldende tavse.

Takeshi Kitano er født i 1947. I Japan var han kendt længe før, han debuterede som instruktør i 1989. Han har en lang karriere – under navnet Beat Takeshi – som komiker, tv-vært, forfatter til mere end 80 bøger, maler, skuespiller mm. Han vakte for alvor opsigt uden for Japan med filmen Hana-bi (1997), der vandt ”Den Gyldne Løve” ved filmfestivalen i Venedig. Det er en typisk Kitano-film om en politimand, der må forlade politiet, og derpå iværksætter sit eget hævntogt mod yakuza’en, den japanske mafia. Filmen består af Kitanos typiske lange, nærmest stillestående scener, der eksploderer i pludselig, abrupt vold.

Den stil blev lagt allerede med Kitanos første film som instruktør: Violent Cop (1989). Filmen skulle have været en komedie, men da den oprindelig instruktør sprang fra, tilbød Kitano at instruere, hvis han måtte skrive manuskriptet om. Han fjernede alle komiske indslag for at slippe ud den rolle som komiker, han var kendt for i Japan. Hovedpersonen er Azuma (som næsten altid spillet af Kitano selv), en voldelig, nærmest psykopatisk politimand, der ikke respekterer nogen regler. Da hans ven bliver dræbt og hans søster kidnappet af yakuza’en, tager han alle midler i brug for at hævne sig.

Allerede her ser man Kitanos originale greb om genrefilmen. Genfortalt i synopsisform lyder filmen meget voldelig – og er det da også – men den karakteriseres først og fremmest af de meget lange indstillinger, hvor der stort set intet sker (fx en et minut lang indstilling, hvor man ser Azuma gå over en bro). Der er mange close-ups på Kitanos udtryksløse ansigt, der nærmest giver indtryk af, at filmen er sat på pause. Samtidigt udspiller handlingen sig i trøstesløse forstadsmiljøer præget af anonyme kontorer og bygninger. Alt sammen bidrager til en stemning af knugende melankoli, grænsende til det katatoniske, hvor de pludselige udbrud af vold er den eneste mulige form emotionel udladning. Filmen er ekstremt stiliseret og formel og leder tankerne hen på Jean-Pierre Melvilles tragiske, franske gangsterfilm.

Den anden film i samlingen er Boiling Point (1990). Den handler om et junior baseball-hold, der altid taber. Deres træner rager uklar med yakuza’en og to af de unge drager til Okinawa for at skaffe et våben, så de kan hævne sig. Her møder de Uehara (Kitano), en yakuza der har sit eget opgør med sine gamle allierede. De to unge slår sig sammen med Uehara med fatale konsekvenser. Filmen videreudvikler stilen fra debutfilmen, men her bliver Kitanos – sorte – humor tydeligere. De to unge fremstår som et par ubegavede tabere, der har romantiske forestillinger om ærefuld hævn, men som ikke evner meget andet end at skyde ruden ud på deres bil. De frygtede yakuza’er er ikke meget bedre i deres barnagtige insisteren på ære og broderskab. Når der er skuddueller, er det rent tilfældigt, hvis nogen bliver ramt; hvilket dog ikke ændrer på, at volden er grim og ubehagelig. Kitano selv er afstumpet og usympatisk som manden, der går egne veje. Her kommer inspirationen snarere fra Jean-Luc Godard og hans dekonstruktioner af genrefilmen i tresserne. Pierrot le fou går igen som reference i flere af Kitanos film.

Sidste film i samlingen er Kitanos første hovedværk Sonatine (1993). Her spiller Kitano yakuza’en Murakawa, der bliver sendt til Okinawa for at mægle i en lokal bandekrig. Missionen mislykkes og Murakawa og hans kumpaner gemmer sig i et afsides beliggende sommerhus, hvor de forsøger at fordrive kedsomheden med en række mere eller mindre voldelige ”lege”. En mystisk fremmed dukker op og dræber flere. Murakawa forlader sommerhuset for at hævne sig.

Her har Kitano for alvor fundet sin stil. De lange, stillestående passager uden dialog formår på forbløffende vis at tegne karaktererne tydeligere end nok så mange ord ville have gjort. Det er som sædvanlig en samling usympatiske småforbrydere, der på mærkværdigvis alligevel fremstår med en underfundig form for pervers barnlig uskyld, når de fordriver tiden med deres lege på stranden. Yakuza’en romantiseres ikke på nogen måde hos Kitano, men fremstilles snarere som forvoksede, latterlige børn, hvis lege bliver dødsens farlige, fordi det er rigtige våben, de leger med.

Takeshi Kitano er en instruktør med sin helt egen, originale stil. Hans foretrukne genre er gangsterfilmen, men han dekonstruerer alle genrens konventioner. Filmene er ekstremt stiliserede, men den æstetiske formalisme forløses via en særegen form for deadpan humor. Kitano fremstiller et moderne Japan præget af trøstesløse forstæder, rådvilde og rodløse mennesker og umotiveret, meningsløs vold. Der er en grundtone af handlingslammende melankoli i filmene, men altså samtidigt en sort humor der gør, at nihilismen ikke bliver fuldstændig. Så snarere end Tarantino så bør man måske sammenligne Kitano med Aki Kaurismäki. Under alle omstændigheder så byder The Takeshi Kitano Collection på et møde med en af de mest originale japanske filmskabere i dag.

Læs også anmeldelsen af Hana-bi og Kikujiro.


Forrige anmeldelse
« De unge år (Erik Nietzsche saga... «
Næste anmeldelse
» Hitman »


Filmanmeldelser