Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Kapitalismen: en kærlighedshistorie (122 min.) / SF-Film
Anmeldt 2/7 2010, 08:35 af Torben Rølmer Bille

Bæredygtighed eller grådighed?


Bæredygtighed eller grådighed?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske filmmager Michael Moore har siden sin allerførste film Roger and Me forsøgt at tale den almindelige, hårdtarbejdende amerikaners sag. I sin nyeste film Kapitalismen: en kærlighedshistorie fokuserer Moore en hel del bredere end han har gjort tidligere, for hvad der her bliver diskuteret, er noget der af mange anses som en del af fundamentet for det amerikanske samfund – det frie marked og kapitalismen.

Moore er altså være ganske aktuel i sin film, for han tager udgangspunkt i den finanskrise som i skrivende stund endnu ikke er ebbet ud og som sikkert vil kunne mærkes de næste mange år frem. Ikke mindst revser Moore de mange selskaber, der har tjent fede penge på denne krise. For selv om krisen nok har svækket de flestes tillid til banker og store investeringsfirmaer, så forekommer det ikke at være folkene på Wall Street, der er de største tabere i dette spil om forrentninger, investeringer og risikovillig kapital. Indrømmet - der er enkelte banker der har måttet kaste håndklædet i ringen og dreje nøglen om, men der er mindst lige så mange andre, der har profiteret på krisen.

Taberne i dette spil om milliarder og atter milliarder af dollars er de mange almindelige familier, der pludselig, takket være at deres banker øger renten og presset på tilbagebetalinger i de lån famileierne har tegnet, må gå fra hus og hjem – i enkelte tilfælde hjem, som har været i familiernes besiddelse i flere generationer.

Filmen lægger derfor ud med en længere montagesekvens, hvor vi følger ulykkelige mennesker, der alle får besøg af deres lokale sherif, som høfligt beder dem om at rømme ejendommene med det samme. Rørstrømske billede af dybt ulykkelige familier, der pludselig har svært ved at se deres børn i øjnene, gør naturligvis indtryk, især når man senere finder ud af at disse familier blot fulgte råd fra deres bank, da de i sin tid fastsatte deres lån.

Dernæst beretter Moore, i sit vanlige blend af ironisk kommentarer, faktuelle oplysninger, selviscenesatte situationer og morsomt arkivmateriale, historien om hvordan det dog kunne gå så galt. Han fortæller om hvordan amerikanere nærmest fra barnsben er blevet flasket op med troen på goderne ved det frie marked, men giver sig så hurtigt til at kritisere væsentlige aspekter ved selv samme.

Moores film er, lige som hans tidligere film, politisk og vi oplever atter engang Moore forsøge at komme i tale med de erhvervsledere og finansfyrster, som han mener, har en stor del af skylden for tingenes tilstand. Selvsagt vælger disse folk ikke at deltage i Moores projekt, men får i stedet smidt en indigneret Moore på porten. Scenerne er med, idet de har til formål at skildre den arrogance og ligegyldighed, som tydeligvis er en del af finansverdenen. Man kunne godt indvende, at langt de fleste sikkert ville blive smidt på porten, hvis man bare tilfældigvis tropper op til General Motors’ hovedsæde med et kamerahold og forlangte at få foretræde for direktøren, men det fungerer jo ganske fint i forhold til de billeder Moore ønsker at have med i sin film.

Der hvor undertegnede måske mener at Moores seneste udspil knækker lidt over i patos og muligvis spænder ben for sig selv, er i de scener hvor Moore har bedt en række præster (både katolske, protestantiske og faktisk også en enkelt biskop) at fortælle seeren hvordan de opfatter kapitalismen. Alle gejstlige stempler katpitalismen som værende decideret ond, men det bør velsagtens også ses i lyset af bl.a. Matthæusevangeliets kapitel 21, hvor Jesus smider de handelsdrivende ud fra templet.

Disse scener hvor politik, finans og religion blandes i en glad manipulatorisk grød, fungerer efter denne anmelders mening ikke rigtigt. Det bliver aldrig lødig argumentation, selv i Michael Moores univers. Moores tanke var velsagtens at vise at selv de folk, som burde have den største medmenneskelige indsigt, sans for næstekærlighed og tålmodighed, nemlig præsterne – sagtens kan se kapitalismen som det onde han gerne vil gøre den til.

Så selv om enkelte (alt efter humanistisk/politisk tilhørsforhold) måske kunne forarges over at Moore endnu engang rykker seeren mentalt rundt i sædet ved at kontrastklippe billeder af stakkels familier, der tvinges til et liv på gaden, mens folk i nålestribet jakkesæt skåler i champagne, så er Kapitalismen: en kærlighedshistorie en utrolig vellavet og ganske vigtig film. Det er svært at kalde Moores film for egentlige dokumentarfilm, for dertil forekommer hans åbenlyse brud på en tilstræbt objektivitet altid for stor – men til gengæld peger hans film endnu engang på de enorme sociale uretfærdigheder, som forekommer i et USA, hvor de rige til stadighed bliver rigere, mens de fattige og arbejdsløse konsekvent lades i stikken.

Moores dissekering af, hvad skal vise sig at være en ganske råddent amerikansk finansektor runder af med billeder fra valgaftenen i november 2008, hvor Barack Obama som bekendt vandt præsidentembedet. Moores slutter altså filmen af med at pege på at der stadig er håb om et bedre og mere retfærdigt USA for alle: et håb der dog synes ganske afhængigt af, hvordan Obama forvalter sit embede fremover, for meget tyder på at Obama er lige så afhængig af de magtfulde partistøtter, som alle hans forgængere også var.

Konklusionen må derfor være, at kapitalismen sikkert sejrer i sin nuværende form, til trods for ideer om kooperativer, medarbejdere, der inviteres som medejere af virksomheder og mange andre af de alternativer som Moore også skitserer i filmen. USA synes i Moores verden altså så fast forankret i tanken om et ”frit” marked og en idé om at de stærke altid sejrer over de svage, at landet forbliver et der styres af et fåtal indflydelsesrige mænd i nålestribet. Moralen i filmen er, at det i sidste ende er op til den enkelte, jævne og stolte amerikaner at stå sammen med sine frænder, i forsøget på at få væltet det system, der synes at have formet landet i en forkert retning i så mange år og som på mange måder intet har til fælles med det land som landets grundlæggere havde tiltænkt.


Forrige anmeldelse
« Panserkrydseren Potemkin «
Næste anmeldelse
» Edge of Darkness »


Filmanmeldelser