Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Foreign Fields (93 min.) / NTC-Film
Anmeldt 29/6 2010, 21:30 af Kim Toft Hansen

Kurtz i Bosnien


Kurtz i Bosnien

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er lidt overraskende, hvor lidt den danske deltagelse i krigen i Jugoslavien er blevet omsat til film. Vi har allerede fået film, der – både skildrende og kritisk, fiktionel og dokumentarisk – beskæftiger sig med krigene i Afghanistan og Irak. Men krigene i de tidligere jugoslaviske landsdele er forbigået næsten i tavshed. Tv-serien Den serbiske dansker (2001) har elementer indbygget, mens den eneste film, der reelt tager krigen i Bosnien op til overvejelse, er Aage Rais’ På fremmed mark (2000). Denne er netop blevet genudgivet under den engelske titel Foreign Fields, hvilket formentlig er et udtryk for en appel til det bredere skandinaviske marked. Filmen er ikke specielt god, men den fortjener et blik, idet den netop forsøger det, der på det tidspunkt og siden ikke er forsøgt: at skildre en krig, der var rodet og svær at indtræde i som en fredsbevarende styrke.

Filmen handler om Jacob, der tager fra Danmark til Bosnien for at indgå i FN’s styrker. I udgangspunktet er opgaverne for ham og den deling, han er en del af, ganske overkommelige. Mødet med flygtninge er selvfølgelig besværligt, men de sværeste valg forekommer, når han skal vælge, om de skal passere en grænse eller ej. Altså fra starten en mission, der lever op til sit navn: at bevare freden. Oplevelsen ændrer sig dog for Jacob, da han – under et pudsigt enmandsangreb fra en fulderik – bliver konfronteret med nødvendigheden af at slå ihjel for at redde sig selv. Han kan ikke, og delingsføreren Søren må skyde og redde Jacobs liv. Det indleder et bekendtskab, der skal introducere Jacob til sider af den jugoslaviske krig, han ikke anede eksisterede. Søren inviterer nu Jacob med på en såkaldt ”øvelse”, der viser sig – fra Sørens side – at være en kynisk interesse i at sælge oplevelser for rige, der vil skyde sagesløse serbere.

Filmen er en dansk, kritisk version af, hvad vi før har set om det amerikanske engagement i Vietnam-krigen. På samme måde som Francis Ford Coppolas klassiker Apocalypse Now (1979) henter sin inspiration fra Joseph Conrads hovedværk Heart of Darkness, præsenterer På fremmed mark et møde for Jacob, der ligner det møde, som Willard har med den sindssyge Kurtz i junglens dyb. På samme måde som Coppola bruger dette til at skildre en psykopatisk og mørk bagside af krig(en), så er Rais’ film et forsøg på at skildre et lignende fænomen i Bosnien. Søren fremstår som den hårdt påvirkede, kyniske soldat, der begynder at udnytte krigen til egen vindings skyld, mens Jacob opstår som den sidste garant for en smule menneskelighed. På den måde er det ikke filmens fortælling, der er så meget i vejen med, men det er dens mangel på en reel forankring, som Coppola havde i Vietnam-krigen. Den jugoslaviske krig var grusom nok i sig selv, men set fra et dansk synspunkt danner den ikke rigtig grundlag for en dansk ’heart of darkness’.

Filmen i sig selv spiller på nogle takter, der er ganske genkendelige. Den kæmper for at dvæle ved den besynderlige, lettere meningsløse detalje, som vi kender fra så mange andre fremragende skildringer af krigens absurditet – såsom Stalingrad (1993) eller Gå og se (1985). Idéen er, at den fortællemæssigt usammenhængende karakter, hvor det meste virker kaotisk, er en refleksion af krigen i sig selv. Der er antydninger af dette i På fremmed mark, men den fejler her på to områder. For det første formår den ikke at dvæle nok – den bevæger sig hurtigt væk fra de absurde detaljer, hvilket hænger sammen med det næste: Selvom filmens fortælling fremstår grusom nok, så ender den i en helt klassisk narrativ orden. Den bliver altså hverken en helt klar fortælling eller en god absurd refleksion af krigens gru. I stedet er den en let mellemvare, der ikke rigtig balancerer.

Selvom stilen momentvis faktisk er ret god, idet en række scener formår at trække en sigende, blodig æstetik ud af plottet, så er samtidig meget svagt spillet. I de to hovedroller har vi Pelle Hvenegaard – som i På fremmed mark for første gang i 13 år siden sin rolle som Pelle Erobreren her optræder i en spillefilm – og Nikolaj Coster-Waldau. Hvenegaard er ikke helt stærk i den tvetydige rolle som Jacob, idet han faktisk fremstår relativt upåvirket, men mest overraskende er Coster-Waldau meget svage version af den psykopatiske krigskarl. Spørgsmålet er, om det strander på en halvdårlig instruktion, for det er faktisk generelt gældende for filmen, at der den ikke rigtig er velspillet. På samme måde som filmen ikke rigtig kan finde sit rette ben at stå på, så samler skuespillet sig heller ikke rigtigt omkring noget troværdigt. Samlet set er det faktisk synd, da det danske engagement i den jugoslaviske krig savner populærkulturelt engagement.


Forrige anmeldelse
« Percy Jackson & lyntyven «
Næste anmeldelse
» Shutter Island »


Filmanmeldelser