Det er vist efterhånden almen viden, at dokumentarfilm kan tage rigtigt mange forskellige former. Tænk blot på den Oscar™-nominerede Flugt der selvsagt er en dokumentarfilm til trods for at den også er 100% animeret, eller tænk på al den virak der opstod omkring Kandis for ever.

Det er meget muligt at der stadig findes purister, der vil mene at idet man vælger animation og mere kunstneriske greb, så fjerner man sig samtidig fra det dokumentaristiske og den ’objektive’ virkelighed, som man burde skildre. Hvis man tænker sådan, så bør man i næste nu tænke på Jean Luc Goddards udsagn om at ”Film er sandhed 24 gange i sekundet - men hvert et klip en løgn.” Sagt på en anden måde, at med mindre man betragter direkte billeder fra et overvågningskamera, så kan man ikke skildre en ufiltreret virkelighed på film.

Tegner og filmmager Simon Bang har med Kaptajnens hjerte skabt en ganske unik film om den farfar som han aldrig kom tæt på i levende live. Simons farfar Knud Groth efterlod en skibskiste efter sin død og det er blandt andet ved at dykke ned genstandende der fandtes dér, samt at tale med Knuds døtre, at instruktøren samler et puslespil der ender med at være et meget fint portræt og en meget interessant film. En film, der selvfølgelig er en dokumentarfilm, til trods for dens visuelt legende stil og samspil mellem projektioner, realfilm, animerede fotografier og klassisk animationsfilm. Kort sagt en film der visuelt og auditivt bliver en smuk mosaik, der tilsammen skaber et portræt af kaptajn Knud Groth.

Simon Bang optræder selv i filmen. I en af filmens allerførste sekvenser ser vi ham siddende ved et skrivebord i færd med at tegne skitser og skrive noter. Han er filmet i let frøperspektiv og i stedet for at vi kan se det hvide loft i den store lejlighed, ses i stedet vand i bevægelse. Her i starten befinder både seeren og filmmageren sig bogstaveligt talt under vandet, men der går ikke længe før vi kommer op til overfladen og spå vi kan sætte kurs i retning af farfaderen.

Selv om man nok må antage at Simon Bang som udgangspunkt har haft en idé om, at der ville være en god historie gemt i skibskisten, så ender portrættet af Knud med at være virkelig interessant. For ud over at dette bliver en fortælling om en enkelt mands liv fra en barndom der startede i det forrige årtusind og frem til hans død i tresserne, så bliver det samtidig en fortælling om en verden der lige som hovedpersonen gennemgår en markant udvikling.

Kaptajnen starter i sagens natur ikke med at være kaptajn, men han stikker til søs allerede som 14 årig og hans første møde med havet bliver et forhold som vil vare resten af mandens liv. Hans kærlighed til søen overskygges end ikke af kærligheden til hustruen og senere døtrene, for som et barn af sin tid, så er Knud pligtopfyldende, stædig, hårdtarbejdende og ganske kontant. Selv om begge hans døtre og barnebarnet fortæller at de holdt meget af Knud, så var han også en tidstypisk mand, der ikke just delte ud af hverken sine følelser eller for den sags skyld historier om de oplevelser han gennem livet havde haft. Det er først idet Simon Bang begynder at grave i den førnævnte skibskiste, diverse logbøger, avisartikler og mange andre kilder, at Knuds personlighed og oplevelser kommer frem i lyset. Et ganske bemærkelsesværdigt og meget grundigt stykke research synes at ligge bag denne fine film.

De mange animerede scener fylder en hel del i filmen og selv om der sikkert er enkelte, der måske kan have svært ved at forlige sig med, at en dokumentarfilm på den måde benytter sig af tegnefilm, så virker det utroligt velvalgt til netop denne fortælling. De tegnede sekvenser bliver både en ganske nem (og billig?) måde til at skabe de arkivbilleder der i sagens natur ikke eksisterer fra Knuds lange liv på havet. Samtidig så får fortællingen også et nærmest eventyrligt præg, der synes at passe rigtigt godt til de mange røverhistorier, der graves frem.

Idet rulleteksterne begynder har man følelsen af at have fulgt Knud gennem hele hans begivenhedsrige liv uden hverken det eller filmen har på noget tidspunkt været kedelig. Det er som altid, hvad enten der er tale om biografier i bog- eller filmform, svært at få kogt alle aspekter fra en persons lange liv (Knud blev født i 1893 og døde i 1966) ned til halvanden times film, men det er i den grad lykkedes instruktøren at få realiseret det lange arbejde han har haft med filmen til UG.

Det ville være unfair her, at begynde at gå i detaljer med Knud Groths liv, for det ville med garanti ødelægge den umiddelbare ved selv at se filmen. Så har du endnu ikke besluttet dig for hvad kunne være interessant at se på dette års CPH: DOX, så vil Kapellet hermed videregive tippet om at starte med at stikke til søs sammen med kaptajn Groth. Selv om denne film måske ikke fortæller en kæmpestor, utrolig vigtig historie, så er den måde som den er fortalt og blevet til på utrolig fascinerende og fortjener i den grad et stort publikum.