Islandske film har det med at være ganske sære. Muligvis har dette noget med den islandske mentalitet at gøre? Når man som samfund er isoleret, bogstaveligt talt ’fanget’ på en ø, kan dette livsvilkår muligvis godt medvirke til at skabe et helt bestemt folkefærd, med en helt særlig måde at agere og betragte deres verden på.

Et bud på en både poetisk, foruroligende og ikke så lidt samfundskritisk skildring af dette samfund og de folk der bor hér, kan man finde i filmen Echo af Rúnar Rúnarsson. En film som vi her i Kapellet også så nærmere på, da den fik biografpremiere https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2619 i udvalgte biografer tilbage i december 2020. Nu er filmen så blevet udsendt på dansk DVD, så den forhåbentlig kan nå ud til flere filmentusiaster, af den slags der sætter pris på en anderledes og udfordrende oplevelse i billede og lyd.

Hvis man endelig skal sammenligne den overordnede æstetik i filmen med noget som folk kender i forvejen (og det bør man ikke nødvendigvis gøre – red.), så vil film fra instruktører som Peter Grenaway og Roy Andersson ligge lige til højrebenet. Echo er dog hverken lige så visuelt opulent og intertekstuel legende som hos Greenaway, ej heller lige så sorthumoristisk og surreel som hos Andersson. Til gengæld er det grundlæggende stilvalg ret ens hos alle tre filmmagere; længere scener med faste kameraindstillinger afløser hinanden. Echo fremstår på denne måde som en slags levende fotografi, eller et filmet stillleben, hvor fragmenter af handlinger og skæbner udfolder sig foran seeren.

Der er i denne film i alt 57 forskellige scener af forskellige længde og som ud over fællestrækket med at være optaget på Island og skildre perioden fra jul til nytårsaften, i øvrigt ikke har meget med hinanden at gøre. De lange indstillinger og det langsomme klippetempo gør, at man oplever en fordybelse i hver enkelt scene. Selv om det muligvis er meningen at man bør fokusere på de mennesker i billedet der interagerer, taler eller foretager sig forskellige ting, så sker der ofte det at man lader blikket vandre rundt på billedfladen (nærværende anmelder gjorde i al fald), som stod man på et museum og betragtede et kunstværk i bevægelse.

Idet der ikke er nogen klar sammenhæng mellem de medvirkende, deres relationer eller de handlinger der udføres, er det også vanskeligt at finde en slags gennemgående rød tråd i filmen, foruden som nævnt tidspunktet og location. Af samme grund er der også en masse forklaringsmæssige tomrum som seeren selv bliver nødt til at udfylde, i et forsøg på at skabe kohærens. Det kan måske afskrække de filmfans, der ikke holder at denne type fragmenterede fortællinger, mens andre vil synes at en jagt på fortolkning og mening er meget spændende. Undertegnedes hustru kommenterede, måske mest for sjov, efter filmen var slut ”held og lykke med at skrive en anmeldelse af den”. Hverken held eller lykke var nødvendig, for det er jo ganske nemt at skrive at man har oplevet en rigtig interessant, anderledes film.

Med frygt for at anmelders personlige fortolkning af Echo kommer til at smitte af på den seer, der endnu har filmen til gode, så fremstod filmen som en form for slet skjult samfundskritik, der på en fin, poetisk måde viser seeren noget om de problemer der eksisterer mennesker imellem. Filmen synes at italesætte hele livet, fra vugge til død med en overvejende melankolsk grundtone på tværs af scenerne. Eksempelvis italesættes i to meget forskellige scener, den måde vi bruger vore mobiltelefoner på. Seeren er først i filmen eksempel vidne til en præst i en kirke der gør klar til at begrave et barn. Han får en opringning på sin mobil og må forholde sig til mere jordnære ting, mens vi ser ham og en kollega gøre kisten klar. Senere er vi vidne til et krybbespil på en lokal skole, hvor flertallet af forældre tilsyneladende er mere fokusrede på at få optaget seancen på deres mobil, end på at se på deres børn på scenen. Det skal dog siges, at filmen forholder til mangt og meget andet end blot den måde smartphones har ændret vores hverdag på.

Idet filmen ikke benytter sig af (for Kapellets skribent – red.) kendte skuespillere, kombineret med det urørlige kamerablik, så er det svært for seeren ikke at føle sig lidt som en voyeur, der hives fra sted til sted og får et meget privat indblik i de medvirkendes liv. Filmens samlede udtryk ender derfor som en slags æstetiseret version af en fluen-på-væggen dokumentarfilm, selv om der er tale om en fiktionsfilm.

Alle de lavmælte brudstykker af liv som servers for os er fascinerende at bevidne. Fra ovenstående beskrivelse kan det måske godt lyde som en film, der kun appellerer til en smal gruppe intellektuelle, men det ville være en skam, for til trods for at Echo måske kan svær at blive klog på og meget anderledes end flertallet af de film der er på markedet, så har den også masser på hjerte. Hvad dette er er blot op til dig at fortolke. Det er dig der tvinges til at bruge lidt tid på at finde ud af hvad du tror Rúnar Rúnarsson vil fortælle dig, men stol på Kapellet når vi siger, at det er alt arbejdet værd.