Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Mumien: Drage-kejserens Grav (112 min.) / Universal
Anmeldt 7/8 2008, 08:29 af Torben Rølmer Bille

Sensommerens fladeste eventyr


Sensommerens fladeste eventyr

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Stephen Sommers vandt denne anmelders hjerte, da han i 1998 skabte Deep Rising, der var en forfriskende, ultrablodig, helt igennem undervurderet og meget underholdende actiongyser. I hans efterfølgende mumiefilm med Brendan Frasier og ikke mindst Van Helsing beviste Sommers, at der stadig var liv i Universals gamle monstre.

I den seneste film om mumier med den lidt fjollede Indy-wannabe Rick O’Connell i hovedrollen, The Mummy - Tomb of the Dragon Emperor, har Sommers overladt instruktørposten til Rob Cohen. Manuskriptarbejdet har Sommers heller ikke haft noget med at gøre. Rachel Weisz, der i de to forrige mumiefilm spillede Ricks kone, er ligeledes blevet skiftet ud med Maria Bello. Frygten for, at det seneste udøde gazeeventyr måske også burde have været helt udskiftet, er derfor delvis begrundet.

Det som redder filmen er tilstedeværelsen af seriøse, kinesiske skuespillertalenter. Det er ikke kun Jet Li og den evigt graciøse Michelle Yeoh, der synes stjæler billedet fra de mere gumpetunge amerikanere, men det er i særdeleshed en glæde at opleve Anthony Wong i rollen som general Yang. Hvis man var virkelig ond i sulet, så kunne man godt finde på at sige, at var de amerikanske skuespillere blevet byttet ud med folk som Jackie Chan, Chow Yun-Fat og Maggie Cheung, så ville hele filmen have været en del bedre.

Filmen åbner med et blik flere tusind år tilbage i tiden, hvor den ambitiøse kejser Han med hård hånd forsøger at forene Kina til en nation. Ud over at samle riget lærer han magi af de bedste vismænd. Det gør Han i stand til at beherske ild, jord, luft, vand. Han kan dog ikke stille noget op mod døden, så han sender bud efter en heks, der viser sig at være noget mere lækker end først antaget. Kejseren vil eje kvinden, men hun falder i stedet for hans general, som Han derefter får dræbt. Kejseren forbandes naturligvis af heksen og hele hans hær forvandles til terrakottakrigere. Måske er det filmens allerbedste ti minutter. Vi springer nu let og elegant 2000 år frem i tiden.

Alex O’Connell er det yngste medlem af eventyrer-familien. Han har trodset sin far og mor, er droppet ud af skolen og har fundet frem til Dragekejser Hans sidste hvilested. Hans mor og far har egentlig trukket sig behageligt tilbage på et engelsk herresæde, men de keder sig så grusomt. Da regeringen opsøger O´Connell familien for at få dem til at overbringe en sjælden ædelsten, der rygtes at huse livets eliksir, tilbage til Kina takker de ja. De møder sønnike, som stolt fremviser sit seneste fund; kejser Hans jordiske rester.

Samtidig planlæger den magtsyge general Yang at vække kejser Han til live igen. Han afbryder familiesammenkomsten, får åbnet ædelstenen og smidt vandet fra Shangri-La ud over kejseren, der straks vækkes til dåd. Efter en vild jagt gennem Shanghais gader, hvor det ikke lykkes vore helte at standse Han, må heltene indse, at de bliver nødt til at følge efter mumiekejseren, der selvfølgelig vil have magt over hele jorden. Med sig tager de ud over junior og onkel Jonathan (der sørger for de fleste af filmens ”komiske” indslag) en ung, kvindelig, kinesisk kriger, der i mange år har våget over Hans grav, for netop at forhindre det, som lige er hændt.

Den vilde jagt går nu over stok og sten, og det er alt sammen meget flot orkestreret i konstant hæsblæsende tempo, der dog mares voldsomt af at være så pokkers forudsigeligt. Selv om der bydes på bulder og brag fra først til sidst, er karaktererne ret kedelige og jeg savnede især Rachel Weiszs overdrevne charme fra de to første film. Dynamikken mellem Frasier og Bello er bare ikke nær så god.

Selv om det ikke kommer som et chok, at de fleste af os nemt kan gætte sådan cirka, hvad der sker mod slutningen af filmen, så ændrer det ikke på, at der er forbavsende få virkeligt sjove eller spændende momenter i filmen. Filmen tromler derudaf i højeste gear og smider indimellem et par platheder ind i dialogen, der lyder som om manuskriptforfatterne lige var kommet fra et fjorten dages seminar med Robert McKee.

Dermed er det ikke sagt, at The Mummy - Tomb of the Dragon Emperor er decideret kedelig, men det virker bare som om, den lidt for anstrengt forsøger at overgå de to foregående mumiefilm i serien. (De to forrige film er naturligvis også den prøvesten, som dette seneste eventyr holdes op imod). Endeligt har filmen bare meget svært ved at konkurrere med de helt fantastiske historier og effektfilm, som sommeren 2008 har budt på (især Dark Knight, Iron Man og Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull), så alt i alt må fans, der har set frem imod denne tredje del af franchisen, forberede sig på at blive ret skuffede.


Forrige anmeldelse
« Rambo «


Filmanmeldelser