I disse år ser vi flere og flere film og franchises, hvor der leges med køn i forhold til de bærende hovedroller. I 2016 så vi en ny Ghostbusters-film med kvinder, lige som at det er blevet kundgjort at indtil flere af de superheltefilm der snart dukker op, vil være med kvindelige superhelte. Det er da også på tide, at der kommer flere spillefilm, der lader kvinder styre showet, i stedet for udelukkende at fungere som pyntegenstande, eller figurer der skal redes af en handlekraftige mandlige helte.

Tidligere i 2018 kom Ocean’s 8 der, som titlen antyder, har en klar forbindelse til Stephen Soderbergs tre Ocean’s film. Når man ser filmen sidder man også hurtigt med fornemmelsen af at se en slags naturlig efterfølger til disse film, med det twist at de otte karrierekriminelle, der planlægger det ganske spektakulære kup, alle er kvinder.

Soderberg har dog hverken skrevet manus eller instrueret denne nye film, hans eneste rolle er den som producent, hvilket betyder at filmen godt nok ligner en fra hans hånd, men mere en kopi end en film som han har sat sit fingeraftryk på. Det betyder ikke at Ocean’s 8 er en katastrofe, men man kan måske godt stille spørgsmålstegn ved dens berettigelse, især fordi flere af fortsættelserne til Ocean’s 11 (der i øvrigt var et re-make af en gammel heist film fra 1960erne med det berømte rat-pack - Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Frank Sinatra på rollelisten) ikke helt kunne leve op til den første film.

Rent fortællemæssigt følger den nye feminiserede version den formel, som de øvrige film har etableret. Størstedelen af filmen går med at planlægge kuppet og rekruttere de folk, som er nødvendige for at det skal kunne lykkes. Der skal være nogen til at gennemføre kuppet, nogle til at aflede vagters opmærksomhed, nogle der skal hacke sikkerhedssystemet, nogle der skal holde vagt, osv. Dernæst følger vi afviklingen af denne plan og til allersidst er der, som i de øvrige film et twist, der gerne skulle overraske seeren helt vildt. Overraskelsen er det dog så som så med, i al fald hvis man har set de andre Ocean’s-film, der allesammen byder på sådan en overraskelse til sidst. Undertegnede havde (i al beskedenhed) regnet dette twist ud, før filmen selv afslørede det.

Selv om overraskelsen måske udebliver, så er det næppe på grund af den overraskende handling man ser en film som denne. For selv om kupelementet er det der driver filmen frem, er tiltrækningen ved disse film mindst lige så meget de figurer som etableres undervejs, deres samspil og ikke mindst dialogen. Her hjælper det også at filmen er blevet besat med et cast som er helt forrygende.

Det er Sandra Bullock der spiller Debbie Ocean – Danny’s yngre søster, der i filmens start løslades fra fængslet, blot udstyret med en elegant kjole og en lille dametaske, som hun havde på, da hun blev arresteret i sin tid. Indenfor et ganske kort øjeblik har hun fusket sig til en hel garderobe designerkluns og begynder herefter at opsøge en række af sine bekendte, for at indvie disse i det kup som hun, som en anden Egon Olsen, har udtænkt i fængslet.

De otte sammensvorne har sat sig for at stjæle et uhyre kostbart diamanthalsbånd. Dette kræver i første omgang at det selskab der ejer halsbåndet går med til at det bliver lånt ud, hvilket kræver at pigerne får overtalt en lettere falleret modedesigner, til at få overbevise firmaet, der ejer halskæden om at det vil passe perfekt til en kjole, der skal bæres af en berømthed. Den næste hurdle er, at halsbåndet skal bæres til den årlige Met-galla, hvor samfundets- og mediernes spidser samles for at hylde hinanden. Dette arrangement er naturligvis både overvåget af en masse sikkerhedsfolk samt et hav af kameraer. Derfor gælder det også for kvinderne at lave en plan der kan aflede disse sikkerhedsfolks opmærksomhed og finde en måde at omgås kameraerne på. Hvordan det lykkes eller mislykkes for gruppen at gennemføre denne umulige mission, skal man selvfølgelig selv opleve, for heri ligger jo filmens primære tiltrækningskraft.

Når man har folk som Cate Blanchett, Helena Bonham Carter og Anne Hathaway og mange flere med på rollelisten, er man garanteret skuespil af høj kaliber, selv om ikke alle pigerne får samme spillerum, givet at nogle af figurerne fylder mere i handlingen end andre. Dialogen er veloplagt skrevet og fint udført, selv om undertegnede også har list svært ved at være overbevist om at folk rent faktisk taler til hinanden på denne måde. Noget som i øvrigt også var et problem i de andre Ocean’s-film.

Ocean’s 8 er ingenlunde en katastrofe, men den er heller ikke fantastisk. Dette er ingenlunde demedvirkendes skyld, for det er faktisk både fedt og forfriskende at se en heist-film, der ikke er så testosteronfyldt som man ellers er vant til.

Det er en film der leverer udmærket underholdning, ingen tvivl om det, men også en som man hurtigt ser og glemmer igen, for den ender med at være alt for generisk, selv om man har forsøgt at gøre noget nyt mht. rollebesætningen. Er du fan af denne type film, kan den sagtens ses, men forvent blot ikke det helt store.