Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Phantom Thread (130 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 3/9 2018, 08:20 af Torben Rølmer Bille

Den excentriske skrædder


Den excentriske skrædder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er på en gang fantastisk og samtidig ganske trist at sætte The Phantom Thread i Blu-Rayafspilleren. Fantastisk, fordi der er tale om Paul Thomas Andersons seneste film, manden der har leveret den ene spændende fiktionsfilm efter den næste (fra Boogie Nights over There will be Blood til Inherent Vice). Samtidig er det trist, fordi hovedrolleindehaveren Daniel Day Lewis har kundgjort at dette vil være sidste gang han kan opleves som skuespiller på film.

Selv om skuespilleren har været meget nøjeregnende med hvilke roller han har påtaget sig, har de alle været enestående. Daniel Day-Lewis er især kendt som en af de skuespillere der tager ”method acting” utroligt seriøst, altså den type af skuespil der kræver at man lever sig ind i sin rolle i sådan en grad, at man nærmest bliver til den rolle man spiller. Eksempelvis brugte han over et halvt år på at lære at sy, blot for at kunne spille skrædder i denne nye film.

Selv om Daniel Day-Lewis nu takker af, er det virkeligt skønt at opleve ham i rollen som den fiktive, excentriske modeskaber Reynolds Woodcock, der i 50’ernes London leder en af de største og mest toneangivende modehuse. Woodcock er lidt af en særling, holder fast i daglige rutiner og er samtidig såvel verdens- som menneskefjern. Det eneste han synes at interessere sig for er hans skabertrang. De mennesker han omgås er i Woodcocks optik ikke særligt vigtige, lige med undtagelse af den aldrende dame Cyril, der agerer som Reynolds’ højre hånd.

Selv om Woodcock har iscenesat sig selv som en distanceret modedesigner, der helliger sig sit arbejde 110 procent og derfor ikke har tid til at bruge sit liv på trivialiteter, som ægteskab eller for den sags skyld almindelig, god opførsel, så ændres dette pludselig en dag. Woodcock er taget langt ud på landet, for at lufte sin røde sportsvogn, få lidt frisk luft og komme væk fra byens mylder. Her møder han en bedårende servitrice på det gæstgiveri han bor på. Alma, som pigen hedder, bliver taget med til storbyen, hvor hun kommer til at fungere som både model, elskerinde og muse for den noget ældre modeskaber. Et forhold der på den lange bane skal vise sig ikke at være uden knaster.

Filmen er lige så lækker at se på, som de gevandter Woodcock skaber. Den er både iscenesat, lyssat, klippet og ikke mindst filmet så lækkert at man næsten får lyst til at slikke på sit tv. På den led er The Phantom Thread en meget taktil oplevelse, hvor form i den grad passer perfekt til indholdet. Dertil kommer at selv om det er et periodedrama, der primært har til hensigt at lave nogle stærke personskildringer og fortælle historien om hvordan det lykkes for en ung kvinde, langsomt med sikkert at løsne op for den ellers så forstokkede knudemand, så er det sært dragende at overvære.

Alle medvirkende i filmen spiller formidabelt. Paul Thomas Anderson er en virkelig god personinstruktør, hvilket han atter engang beviser med denne film. Det noget bizarre drama udfoldes i et roligt tempo, der både passer rigtigt godt til den periode filmen foregår i, samtidig med at det tillader tilskueren at komme rigtigt tæt på de bærende roller. Selv om nogle af de handlingselementer (som selvsagt ikke skal afsløres her) der optræder i løbet af filmens sidste tredjedel kunne virke meget mærkværdige hvis man gav sig til at reducere dem til ord på en skærm, så fungerer de til gengæld rigtigt fint i filmens kontekst og man accepterer nemt det som skildres.

Du har ikke nødig for at interessere dig en døjt for mode, design eller for den sags skyld 50’ernes England, for at kunne nyde denne film, for selv om filmen gør meget ud af at skabe et miljø der virker utroligt troværdigt, så er det forholdet mellem de to centrale figurer som bærer filmen frem. Et forhold der både er ganske komplekst og med garanti ganske helt anderledes end mange af de andre filmiske romancer som man tidligere har set.

Selv om det er en film, der handler om parforhold, så bør den på ingen måde opfattes som en kærestefilm, eller som et oplagt valg til den første date, for Alma og Woodcocks forhold er ikke kun mærkværdigt, det er også præget af mange op- og nedture. Faktisk vil det nok være mere præcist at beskrive det som en slags destruktivt had/kærlighedsforhold, snarere end en stormfuld romance. Der er ikke megen Barbara Cartlandsk pladderromantik at spore her, tværtimod.

Kappellet kan derfor ikke anbefale Paul Thomas Andersons seneste film i nok rosende toner. Det er muligvis ikke en film der på sigt ender med at være en af de film, som på sigt opnår klassiskerstatus, men mindre kan også gøre det. The Phantom Thread byder på filmkunst og skuespil i verdensklasse og ender på den vis med at være et fint, men også indlysende bedrøveligt adjø, til en fantastisk intens filmskuespiller.


2317
Forrige anmeldelse
« Thoroughbreds «
Næste anmeldelse
» Black Panther »


Filmanmeldelser