Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Grusomme mig 3 (90 min.) Biograffilm / Universal
Anmeldt 4/7 2017, 09:35 af Torben Rølmer Bille

Gru gange to


Gru gange to

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikket allerede læsere, der efter at have læst overskriften tænker at anmelder ikke kan regne, men selv om vi her i sommeren 2017 er nået til tredje afsnit i animationsfilmsserien Grusomme mig (nummer fire hvis man medregner den fine Minions ) er det først i denne film, at Gru opdager han har en tvillingebror. Deraf overskriften.

Man kan selvfølgelig argumentere for at filmfolkene bag den nye film bliver nødt til at udvide figurgalleriet for at kunne fortælle nye, historier om de figurer vi allerede kender i forvejen. Dette kan selvsagt ikke bliver ved evigt, men det er en virkelig god idé med en tvilling, da Gru derfor får en figur som han kan spille op af og være i kontrast til. For hvor Gru har lagt forbryderkarrieren bag sig og nu er i de godes tjeneste, er tvillingebroderen mægtigt stolt af at komme fra en familie der igennem generationer, har været skurke.

Det er dog ikke med den nye tvilling, filmen tager sit udgangspunkt, for den starter med et spektakulært juveltyveri, som man ved selvsyn kan opleve store dele af, ved at se traileren her på siden. Juveltyven er Balthazar Bratt, en forhenværende barnestjerne fra firserne, der blev fyret fra sit populære tv-show, da han kom i puberteten. Da han ikke har været helt i stand til at skelne hans tv-optræden med virkeligheden, har han derfor udviklet sig til en virkelig superskurk, som Gru og hans handlekraftige viv Lucy har lidt svært ved at fange.

Af samme årsag bliver parret i filmens start fyret fra den ultra-hemmelige agentsyndikat som de arbejder for og må nu fortælle denne triste nyhed til deres tre små piger, som naturligvis bliver bekymrede for deres surrogatforældres ve og vel. Værre endnu er det for de mange minions, som i et kort øjeblik havde håbet på at Gru ville starte sit gamle forbryderimperie op. Her må han skuffe dem, så langt de fleste minions udvandrer i vrede.

Som man måske kan fornemme, handler den nye film (ud over at få proppet så mange visuelle gags, rappe replikker og morsomme scener ind) om vigtigheden ved at holde sammen og være en slags familie, uanset hvor mærkelig den ellers må være, og når tingene ikke er nemme. En morale, der er set et utal af gange før, men som sagtens kan tåle en tur til, især når det er eksekveret så morsomt som er tilfældet hér.

Folkene på Illumination har før fået rosende ord med på vejen fra denne kapellan og det skal de også have denne gang. Selv om der måske er enkelte læsere, der er blevet opdraget til at syne at figurer som prutter eller får tunge ting i skidtet ikke er morsomme, så tager de altså fejl! Flertallet har nemlig ganske let ved at grine af den slags platheder. Det er som om Illumination ser mere på de gamle Warner Loney Tunes og Hanna Barberas Tom og Jerry tegnefilm, end de har studeret Disney og Pixar.

Der er som i de andre film noget både fantasifult befriende i fortællingen om det umage par der skal forsøge at opdrage tre små piger, til trods for at de mangler enhver erfaring i dette. Onde tunger vil nok påstå, at der er for mange småhistorier der bliver præsenteret undervejs – f.eks. fortællingen om Grus tvillingebror, den yngste pige der vil gøre alt for at få en rigtig, levende enhjørning, superskurkens ønske om hævn, de mange minions eventyr væk fra deres hjem, osv, men det gør ikke så meget, for de mindste kan sagtens følge med og skiftene mellem de enkelte fortællinger, der selvfølgelig også griber ind i hinanden, gør at der aldrig bliver nogle døde øjeblikke.

Grusomme mig 3 er ikke en film, som gør sit publikum meget klogere på livets store spørgsmål, men som til gengæld sørger for at holde sin seer topunderholdt i halvanden times tid. Animationerne er flotte, firserreferencerne hyppige og så har folkene bag filmen ganske enkelt komisk talent. Så hvad enten man ser filmen i en synkroniseret version eller på originalsproget vil der være masser at more sig over.

Adspurgt hvad det allerbedste øjeblik i filmen var, fortalte medanmelder Carl Bille (på 8 år) at det var den forrygende startsekvens i båden, mens hans far tog sig selv i at grine højlydt med jævne mellemrum hele filmen igennem. Dette skabte måske irritation hos de øvrige anmeldere i salen. Så selv om mange kritikere måske kan mene at filmen blot er en slags metervareanimation, der er skabt for at kunne sælge merchandise, så er der nu alligevel noget fantastisk ved de filmmagere, der rent faktisk er i stand til at få os til at grine højt – også selv om man befinder sig sidst i fyrrerne.


Forrige anmeldelse
« The LEGO Batman movie «
Næste anmeldelse
» Fifty Shades Darker - Unmasked ... »


Filmanmeldelser