En ny film, der er solid, velfortalt, lige ud ad landevejen, velspillet og smuk, er i dag en sjældenhed. En romantisk historie med historisk baggrund. Skitserede personer, som skuespillerne giver ægte liv. Et klassisk Hollywood-håndværk – og det er ment som et stort kompliment - en sådan sjælden blomst er Brooklyn.

Helt uden sidespring, håndholdt kamera eller andre filmiske nykker. Det er en gedigen gammeldags historie baseret på den irske Colm Tolbins bestsellerroman med samme titel fra 2009 – instrueret af ireren John Crowley – med landsmanden Saoirse Ronan i hovedrollen.

Og Irsk det er den, så det batter.

I Enniscorthy, en provinsby af de små i Sydirland, engang i begyndelsen af 50erne, er den unge Eilis’ hverdagsmiljø præget af fattigdom og arbejdsløshed. Ellis, der bor sammen med mor og storesøster Rose (Fiona Glascott), bidrager til familiens overlevelse, med en søndagstjans hos en stramtantet, snobbet og sladrevorn købmandsdame. Eilis er ung og ser ingen fremtid i landsbyen – modstræbende indser hun, da den lokale præst kan skaffe hende et ekspedientjob i New York, at immigration hendes eneste fremtidsmulighed.

Amerikabåden er stuvet med forhåbningsfulde irske emigranter. De fleste med deres få ejendele, stuvet sammen i mørke huller af kahytter. Ikke nogen drømmerejse. Et par råd kan en mere erfaren og hårkogt medpassager trods alt give hende: på med læbestift og ”opfør dig som en amerikaner”. Eilis slipper gennem immigrationskontrollen og installeres i et smålurvet pensionat, hvor kvidrende, ligesindede unge kvinder bor og udveksler erfaring om de nære ting, såsom mode og mænd.

Ekspeditricejobbet i det fashionable stormagasin står i grel modsætning til pensionatsverdenen og Eilis’ irske baggrund. Alvorlig hjemve plager hende, men Ellis er en overlever, hun passer sit arbejde, aftenskolen med bogholderi og den irske kirke med lørdagsdans.

Rigtig godt bliver det først, da hun finder en italiensk kæreste. Selv introduktionen til italienerfamiliens spaghettimåltid klarer hun med bravur. En lykkelig integration er ved at ske, men så kommer der dårligt nyt hjemmefra. Søsteren er død. Eilis må tilbage – inden overbeviser kærsten hende om, at de i al hemmelighed skal gifte sig på rådhuset.

Gensynet med Emniscorthy er fyldt med sorg over søsterens død, moderens tristhed. Lyspunkter er dog ungdomsveninderne, og en frisk irsk tilbeder kommer også på banen – konflikten mellem fortid og fremtid, men Eilis… ja, mon ikke man har regnet den ud? For Brooklyn er helt efter bogen, hvor vi går så grueligt meget igennem, for dog til sidst…

Et lille rørende historisk billede – som nogle vil kalde banalt – andre klassisk romantisk. Det bæres igennem af Eilis dejlige nuancerede ansigt – der får os til at glemme klicheerne. Den irske folkesjæl, sådan som vi husker den fra John Fords Den tavse mand klinger ægte overfor ”den amerikanske drøm”. Filmen er spækket med 50’er detailler, kostumer i tidens pangfarver. En tur til Coney Island, bliver det også til, mens datidens popmusik supplerer billedernes lækre farveholdning.

Brooklyn er ikke en filmisk landevinding, men derimod mere i slægt med Douglas Sirks melodramaer fra 50’erne. Hvorfor bekymre sig om, hvad den ikke er. Man skal i stedet læne sig tilbage og nyde irske Eilis i Saoirse Ronans følsomme, Oscarnominerede spil, i en ægte romantisk, nostalgisk udvandrehistorie – gennemarbejdet og professionel med en stille humor og megen menneskelighed.

Det kan man godt, ind i mellem, trænge til.