Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Til døden os skiller (96 min.) / Nordisk Film
Anmeldt 15/4 2008, 08:58 af Kim Toft Hansen

Ægtefolk at være


Ægtefolk at være

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Friedrich Nietzsche skrev en række aforismer og en af dem lyder sådan: ”Selv samlivet er blevet spoleret – af ægteskabet”. Det var selvfølgelig sagt i dødelig alvor, men aforismen er ikke uden humor. Den kunstpause, som bindestregen byder, er nærmest det lille tegn, der giver betydning til resten af udsagnet, idet vi her får lagt både alvor og humor ind, men det er ligeså vigtigt, at det her bliver koblet. Satire og alvor kan godt udsiges på samme tid.

Det gælder også Paprika Steens seneste film Til døden os skiller. Paprika Steen debuterede som instruktør med Lad de små børn…, en tæskegod debut, der kun giver (for) høje forventninger til den hendes opfølger. Og det er i den sammenhæng ikke uden årsag, at vi lægger ud med de ægteskabelige associationer, idet Til døden os skiller er et klassisk ægteskabsdrama lagt direkte ned i den romantiske komedieformel, krydret med en kvist realisme, der trækkes ind, hvor antipartierne går for højt.

Filmen handler om ægteparret Jan og Bente, der – som alle andre ægteskaber – har en række lig i lasten. Jan har en chefstilling i en restaurant på Sverigesbåden fra København, der nu har fået hård konkurrence af Øresundsbroen, mens Bente er hjemmegående husmor (uden børn) men med et alenlangt generalieblad af psykiske problemer. Ved siden af dette handler filmen så om hustruvold. Beskrivelsen ser således nærmest ud som om, det kunne have været en Erik Clausen-film, men der hvor filmen skiller sig ud (og bliver komedie) er ved at vende tingene på hovedet. Derfor er det hustruen, der er den agerende part i volden – og Jan, der dag efter dag må gå på arbejde med historier om, at han er gået ind i en dør.

Med denne omvendte taktik træder filmen ind i sin karakter som komedie, der trækker på den genreformel, som komedierne oftest udgøres af. Lars Brygman er særligt morsom i sin forknytte rolle som den forslåede Jan, mens Sidste Babett Knudsen til tider er direkte uhyggelig – folk med hang til asiatisk horror vil kunne skjule sig bag en kær association (og tilsyneladende bevidst reference) til Ringu: Babett Knudsens lange mørke hård ned over hovedet kombineret med sort, udløbet make-up er ikke til at tage fejl af. Karaktererne er med andre ord skarpt trukket op, hvilket også gælder bikaraktererne Alf (Rasmus Bjerg) og Rudy (Nikolaj Kopernikus), der spiller de to mekanikere, som Jan ved en fejltagelse kommer i terapi sammen med. De banker deres koner, og Jan må derfor opdigte en historie om, hvorfor han banker sin kone – selvom det forholder sig lidt anderledes.

Tingene tager sig en drejning, da Jan når frem til, at han må slå Bente ihjel. Til dette hyrer han Alf og Rudy, men noget går galt – og filmen kigger omkring et mere overraskende hjørne. Det er her, uden at det skal forklares nærmere, at filmen drejer ind på sin realistiske spor – det er her den kobler humor og alvoren -, og det er tillige her, at filmen vinder en anelse troværdighed, thi filmen kunne sagtens have fortsat på den lettere forsimplede komediemotorvej, den var kommet ind på. Filmen formår her at hæve sig fra det forudsigelige ved at tviste fortællingen er smule, men det er ikke helt nok til at nå de følelsesregistre, som filmen spiller sig op imod. Fra starten er der et operaspor, der tvinger sig adgang og langsomt vokser, men ved siden af den storladne opera får filmen desværre blot vist sig selv som genkendelig komedieform – og ikke som operaformel, der kunne have været interessant at se i kombination med komedien.

Til døden os skiller er med andre ord en ganske gennemført, velsmurt og interessant komedie med de komponenter, der hertil hører – og lidt flere ting, hvilket udmærker filmen. Det samlede hele består i udgangspunktet som en fuldblodsunderholder (der kan samle den samspilsramte familie), men filmen formår ikke at udnytte de tiltag, der er, til at gøre den større. Tonen i filmen sender associationer i retningen af nogle franske nybølgetendenser og dennes kobling af kendte genrer (her komedien) og mere finkulturelle mekanismer (her operaen). Men syntesen opnås kun i lidet omfang – og til slut falder det fra hinanden, idet filmen ikke tør kører parafrasen (af La Boheme) fuldt ud. Man fristes til at sige, at Til døden os skiller ikke formår at holde kunstpause som Nietzsches citat. Ser man dog bort fra det, så har man i sandhed en veloplagt dansk komedie, som vi kender dem.


Forrige anmeldelse
« Surf’s Up «
Næste anmeldelse
» We Own The Night »


Filmanmeldelser