Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Mission Impossible: Ghost Protocol (133 min.) / Paramount
Anmeldt 22/5 2012, 18:07 af Torben Rølmer Bille

Da-da-da-dan-dan-da-da del 4


Da-da-da-dan-dan-da-da del 4

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er svært ikke at glæde sig over en ny Mission Impossible film. Alene filmens iørefaldende intromusik, barnlig forsøgt gengivet i overskriften, er så ikonisk, at man ikke kan undgå at blive glad i låget og føle sig lidt som en hemmelig agent, hver gang man hører den.

Selv om filmserien om superagenten Ethan Hunt og hans team er ujævn, så er man stadig helt sikker på at en ny film stadig er langt bedre end den gennemsnitlige actionfræser. Forvent derfor god, velpoleret, højoktans agentunderholdning filmet på eksotiske steder – en uforpligtende actionfilm, man sagtens kan hygge sig med i et par timer, mens man venter på den næste Bond-film.

Selv om Mission Impossible oprindeligt udsprang af en agentserie, der startede på tv i midten af 1960erne, er der ingen tvivl om at seriens skaber – Bruce Geller - har skulet både til Ian Flemmings romaner og til de første James Bond spillefilm mens han forberedte serien. Der findes med garanti Bond-fans, som ligefrem fnyser hånligt af Ethan Hunt og vennerne fra mission-umulig-holdet, men det er der ingen grund til, for selv om der er mange lighedspunkter (de smukke kvinder, de højteknologiske gadgets, de umulige opgaver som agtenterne bliver sat på) så er der også forskelle. Det som kendetegner agenterne i Mission Impossible er, at de ulig Bond ofte parerer ordrer, mens Bond konstant bryder reglerne. Dette ændrer sig dog i den nye film Ghost Protocol, for her bliver Hunt og Co. nødt til at tage beslutninger på egen hånd.

Filmen starter lige på og hårdt med en mand der jages over nogle hustage og mens han kaster sig ned mod asfalten skyder han sine to efterfølgere på tagryggen, umiddelbart før han lander på hans medbragte hurtigtoppustelige luftpude. Manden børster støvet af sig og går afslappet ned af en gyde – her møder han en smuk kvinde, der hiver en lyddæmpet pistol frem og skyder ham. Hun tager den mappe han medbragte. Manden er naturligvis Mission Impossible agent og det som skjuler sig i mappen er noget der kan få afgørende betydning for verdensfreden.

Der klippes til et skummelt fængsel hvor Ethan Hunt af uransagelige årsager er indespærret. Grunden til han afsoner afsløres senere i filmen, men hvad der følger er naturligvis en helt spektakulær fangeflugt, som ender med at Hunt støder til de kollegaer der har assisteret med flugten. Kollegaerne er både professionelt og privat er blevet berørt af førnævnte agents død og Hunt får nu til mission at få mappen med oplysningerne tilbage. Da Hunt efterfølgende søger råd hos hans øverstbefalende, bliver de angrebet. Hunts chef dræbes og nu står vor hovedperson uden sit bagland, men med en masse problemer.

Filmen fortsætter i sine to timer med at præsentere seeren for det ene spektakulære scenarie efter det andet, hvor vores agent og hans medhjælpere endnu engang skal forsøge at redde verden fra en psykopatisk skurk, samtidig med at de også redder sig selv fra alle de farer de udsættes for undervejs. Det er på ingen måde overraskende, for det er en formel man har set et utal af gange før, men det fungerer og fascinationen ligger også i at bevidne præcis hvordan vore agenter klarer ærterne.

Denne fjerde Mission Impossible film er instrueret af Brad Bird, der før primært har beskæftiget sig med animerede film. Det var Bird der overså tilblivelsen af den formidable superheltetegnefilm De Utrolige og den i Danmark så svært oversete Drengen og jernkæmpen. Det kan måske forekomme som et mærkværdigt valg af instruktør, men Bird beviser her at han kan orkestrere lige så mange fantastiske scener i virkeligheden, som han kan i den animerede films verden.

Får man fat i BluRay-udgaven af filmen, som Paramount har været så gode at stille til Kapellets rådighed, så får man ud over filmen en masse ekstramateriale, som bl.a. går bag om filmens gadgets, de imponerende stuntsekvenser og meget mere. Det er efterhånden blevet standard med den slags ekstramateriale, men det skal ikke være derfor man vælger at anskaffe sig filmen i dette format. Det skal man gøre på grund af den utroligt flotte billede- og lydgengivelse som BluRay tilbyder. Når man har med en film at gøre, der er så bombastisk i sit udtryk, så bliver oplevelsen så meget desto større, hvis man har mulighed for at skrue helt op for surroundforstærkeren og se filmen i knivskarp kvalitet på et lærred en storskærm. Selv om Ghost Protocol udelukkende er tænkt som letfordøjelig popcornsfilm, fyldt med karakterer der aldrig bevæger sig ud over deres stereotyp, så er det stadigvæk fantastisk underholdende at overvære og kan derfor klart anbefales til alle der holder af denne type film.


Forrige anmeldelse
« Spirits of the Dead «
Næste anmeldelse
» Intruders »


Filmanmeldelser