Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Mig og Afrodite (94 min.) Købsfilm / Atlantic Film
Anmeldt 12/2 2012, 14:37 af Kim Toft Hansen

Kan en tragedie slutte godt?


Kan en tragedie slutte godt?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Woody Allens film Mighty Aphrodite fra 1995 har fået den lidt usikre danske titel Mig og Afrodite. Den danske version spiller naturligvis fint og genkendeligt på den engelske ordlyd, men det bliver misvisende, fordi det ikke kun er én person men flere, der rammes af Afrodites eliksir. Og så spiller den på Allens populære Annie Hall (1977), der på dansk fik titlen Mig og Annie. Det samme uheld underlægges Allens senere (og meget heldige) Mig og Melody (2009). Denne lille nuance til trods, så er Mig og Afrodite en af Woody Allens bedste film fra 90’erne, og fortjener derfor nu en genudgivelse på købsfilm.

Sportsjournalisten Lenny bor sammen med sin kone Amanda, der meget gerne vil adoptere et barn, fordi ”der er så mange hjemløse i verden”. Lenny er imod, men de ender alligevel med en lille nyfødt i huset fra et adoptionsbureau. Lenny har dog lidt svært ved at acceptere, at han ikke ved noget om, hvor den lille Max rent biologisk kommer fra. Han er en kvik lille fyr, der kommer i en specialklasse for gifted children. Derfor, mener Lenny, må han have fantastiske genetiske forudsætninger. Overraskelser venter dog…

Gennem hele filmen er handlingen kommenteret af et antikt græsk tragediekor. I det antikke græske teater fungerede koret som et kommentarspor, som undervejs satte handlingen i perspektiv og hjalp tilskuerne med at forstå. I Mig og Afrodite er det et opdateret kor, der faktisk – imod det antikke kors muligheder – ender med at interagere med Lenny. Med den ene hånd er det en parodisk indlemmelse af klassisk kultur, men med den anden hånd er det også en velbevandret kærlighedserklæring til samme.

Koret citerer vidt og bredt fra Sofokles’ Kong Ødipus, Homers Iliade og mange andre fortællinger og stykker. Citaterne og korets kommentarer er koblet til nogle aspekter, der på den ene side får konsekvenser i filmens handling, men på den anden side sammenbindes det også satirisk med nutiden. Eksempelvis fremhæver koret, at Ødipus var årsag til, at et erhverv senere kunne komme til at tjene styrtende med penge, hvilket naturligvis er en satirisk henvisning til en (lidt for) blomstrende freudiansk psykoanalyse.

Mig og Afrodite kommenterer dermed ikke kun på en vestlig kulturel baggrund, der fylder meget – og fylder sjovt. Den bruger også mødet mellem mennesker til at skildre karikaturer af personer, som vi ved findes i en eller anden afskygning derude. Woody Allen spiller igen selv hovedrollen som Lenny, og er som altid en lille og usikker jødisk mand. Inddragelsen af kunstverdenen og prostitutionsverdenen under samme ideologiske forestillingsramme er også en fin kommentar til sociale og kulturelle skel.

På mange måder er Mig og Afrodite helt klassisk Allen. Selvom han sjokker rundt i et væld af kulturelle og specifikke referencer hele vejen igennem, så emmer den også af en stor kærlighed til finkultur. Finkulturen får blot nogle skæve skud fra boven, men det altid med et kærligt glimt, der for det første formidler den samme kultur, men for det andet også indlemmer den i en parodisk distance. Slutscenen, hvor koret er lettere forvirret over handlingen, er kostelig. Filmen er Woody Allen for fuld udfoldelse – og et gensyn værdigt.


Forrige anmeldelse
« Small Time Crooks «
Næste anmeldelse
» Red State »


Filmanmeldelser